.: Dagbog og andre gode oplevelser - del 7 :.
 
Dagbog del 7
Da der ej længere er plads i Dagbog 6, fortsættes her med del 7 startende 14/1 2010.

Du kan se tidligere dagbøger ved at klikke på nedenstående:
Del 1: 9/1 2006 - 12/11 2006.
Del 2: 13/11 2006 - 9/8 2007.
Del 3: 10/8 2007 - 4/2 2008.
Del 4: 5/2 2008 - 9/10 2008.
Del 5: 10/10 2008 - 26/5 2009.
Del 6: 27/5 2009 - 13/1 2010.
_____________________________________________________________
 
Fredag 7/1 2011:
Jeg er nødt til at fortsætte gårsdagens tankespind om påklædning. I morges i min "hviletid" i sengen, inden jeg vovede mig ud i den store verden, faldt mine tanker på ordet "halsedisse". Jeg stiftede første gang bekendtskab med ordet, da jeg var soldat. Alle soldater fik udleveret en sådan.
Til de uvidende skal forklares, at en halsedisse er en slags halstørklæde til at trække over hovedet og ned over halsen, hvor den på luneste vis beskytter mod kulde.
Jeg vil meget gerne vide, hvorfra ordet stammer. Men jeg kan ikke finde det.
Jeg ved nok, hvad en "hals" er, men hvad er en "disse"? Jeg kender ikke en "disse" til det. Vil nogen være så rar at hjælpe mig med at finde oprindelsen til ordet "halsedisse".
Skriv i min brevkasse eller på gr@surfmail.dk.
1000 tak.
Desværre er min internetforbindelse i uorden i de kommende dage, så det haster nok ikke. Men skriv bare, så læser jeg det, når min netleverandør tillader det.

 
Torsdag 6/1 2011:
Jeg vågner oftest ved 6-tiden om morgenen, da naturen kræver sin ret. Når denne er givet, er jeg hurtigt tilbage under dynen og falder normalt hurtigt i søvn.
Dog holder jeg nu og da også af at bruge lidt tid på at overveje for eksempel, hvad jeg vil lave i dagens løb eller - og her kommer det væsentlige - tænke store tanker om alverdens store emner, noget, der virkelig er af betydning for vores eksistens på jorden.
I dag var det ordet "sydvest", der optog mig, et helt afgørende emne vil enhver hævde. 
Ordet har ikke noget at gøre med en retningsbestemmelse, et verdenshjørne, men om den hovedbeklædning, den som ses på hovedet af de fleste fiskere på P. S. Krøyers berømte billede fra Skagen lige ovenfor.
Min spørgsmål var: Hvorfra stammer ordet? Hvorfor hedder den for eksempel ikke "nordøst"?
Jeg skal fortælle dig det. Ordet stammer fra tysk og hollandsk og er egentlig "en hat, der beskytter mod sydvestenvinden". Så med denne vinters overvejende vindretning burde hatten nok alligevel have heddet en "nordøst".
Så lærte vi også det. Og sig ikke, at dette er en uvæsentlig viden.

 
Onsdag 5/1 2011
Som det kan ses i min uvildige brevkasse er nogle af mine gode læsere blevet lokket med ægteskabstilbud og det, der er værre, fra en dame, der kalder sig Sofia. Hun bruger uden at spørge de e-mail-adresser, der findes fra skribenterne, skriver sit tilbud og sidder nu garanteret spændt og venter på dit svar. Hele hendes indlæg kan læses i sin helhed i brevkassen (klik her). Samme sted kan også læses min kommentar om, hvad du kan gøre, hvis du modtager et tilbud fra omtalte dame, som jeg selvfølhelig intet kender til - end ikke hendes alder eller nationalitet.
Jeg er selvfølgelig ked af, at du via min hjemmeside kan blive "forulempet" med irriterende spam, som jeg ikke kan hindre. Men jeg synes altså ikke, at du skal svare damen. Jeg tror ikke, hun har reelle hensigter. Jeg tror, hun er ude efter alle dine penge og indholdet i din bankboks.
PS. Det er samme sted foreslået, at min hjemmeside skulle indrette en særlig side med muligheder for dating. Det bliver der ikke noget af - jeg har ikke tid og bliver nemt så flov.

 
Tirsdag 4/1 2011:
De hurtigste knallerter på havnen vil have observeret, at der på min forside siden nytårsaftensdag har været en notits med et ønske om et godt nytår til alle og om, at jeg på grund af stor travlhed desværre ikke kunne få tid til at opdatere min hjemmeside. Og det er så sandt, som det er skrevet. Jeg har nemlig i den seneste uge sammen med forstanderinden, min bror og hans bestemmende halvdel været på nytårsferie i det allersydligste Spanien, mere præcist i en lille by ved navn Gualchos (find den lige i dit atlas, ca. 100 km. øst for Malaga helt ned til Middelhavet). Og på en sådan ferie med al dens afslapning, solbaden, spisen og gode drikkevaner samt en jævnlig "morfar" bliver man nemt lidt stresset og får ikke tid til forpligtelserne. Desuden bør ihukommes, at vores daglige temperatur lå på mellem 20-25 grader, og i en sådan varme bliver man nemt lidt døsig, ikke mindst da alle måltider indtages udendørs i stærkt solskin og på vanlig spansk vis er af en vis størrelse - hvis man da ønsker det. Og det gør jeg. Bl. a. tror jeg, at én af de størst tyre må være faldet for tyrefægternes våben for ganske nylig. I hvert fald fik jeg den vel  nok største (og bedste) bøf, jeg nogensinde har fået. Den dannede et godt grundlag til desserten.
Men nu er jeg hjemme igen og klar til at tage fat på ny. Nu skal der skrives, og jeg glæder mig. 
Jeg forventer forøvrigt, at 2011 bliver et godt år på alle måder.

 
Mandag 27/12 2010:
Jeg må se det i øjnene - desværre. Den 1. november så alt lyst ud. Jeg havde allerede da kørt 3.181 km. på min cykel og manglede blot 68 km. i at slå min tidligere årsrekord, der er 3 år gammel. Og hvad er sket siden? Intet, absolut intet. Ikke én meter har jeg kørt på grund af det forbistrede vejr. Det er da forstemmende. Men jeg tør simpelthen ikke. Én ting er temperaturen, som ganske vist er lav, men som jeg nok kunne klare. En anden er blæsten, som jeg ikke kan klare, og slet ikke kombineret med snevejr. Men værst er det glatte føre. Af én eller anden grund er min reaktionsevne dalet, så desværre - jeg må slå rekorden næste år.
PS: Dog har jeg nået årsmålet på 2.750 km.

 
Søndag 26/12 2010:
Det var nær blevet pinligt. Som altid på denne tid af året havde ældste barnebarn og jeg aftalt, at vi skulle følges til gudstjeneste kl. 10.30 i Hornslet Kirke. Jeg gik lidt sent i seng i aftes og havde allerede da glemt aftalen. Med de uvidendes gode samvittighed lå jeg derfor stadig i min seng kl. 10.05 i morges, da den søde unge dame ringede og spurgte, hvor jeg blev af. Aftalen var, at vi skulle mødes kl. 10 hos hende. Og så fik jeg da travlt. Ingen barbering, ingen morgenmad, ingen godmorgen-kys af forstanderinden, bare ud af døren og ind i bilen. Jeg nåede det lige. Kl. 10.38 ankom jeg, 2 minutter senere lød præludiet. Py ha! Det var imidlertid en fremragende prædiken, som fik os begge til at tænke dybt over begrebet "tilgivelse". Den var en øjenåbner.
Så jeg er rigtig glad for, at jeg nåede det hele. Men hvordan kunne jeg dog glemme en årelang tradition? Det sker ikke igen.

 
Lørdag 25/12 2010:
Efter en for os utraditionel juleaften i særdeles behageligt selskab hos ældste søns nye familie er vi nu klar til juledags-afslapning sammen med vores nærmeste familie, som vil komme her til en forhåbentlig hyggelig julefrokost. Jeg glæder mig.
Den utraditionelle juleaften bestod i, at vi spiste gåse- og flæskestegen klokken 14. Derefter kaffe, dans om juletræet (med rigtig mange salmer/sange), gaveuddeling i ca. 3 timer og afslutning kl. 20. Forstanderinden og jeg var hjemme kl. 21, ikke nær så "oppustede" og trætte som vanligt. Alt foregik stille og roligt i et behageligt tempo. Vi vil kraftigt overveje at fejre de efterfølgende juleaftener hos os på samme måde. Det var en rigtig god juleaften.

 
Fredag 24/12 2010:
Til alle mine søde og rare læsere sender jeg de bedste ønsker for en rigtig god jul.
Jeg håber, vi alle får mange og store julegaver.
Lad nu være med at spise og drikke for meget. Det er nok, at jeg gør det.
Også held og lykke med mandelgaven! Selv har jeg ikke vundet den, siden jeg var 10 år, og min mor kom mandlen ned i min portion, efter hun havde øst op til mig. Jeg fattede ikke mit held, som havde stået på i mange år.




 
Torsdag 23/12 2010:
Så tæt på julen kan jeg ikke lade være med at mindes min nu afdøde onkel Svend. Han var en prægtig mand, som jeg har kendt, fra jeg blev født. Han døde omkring 1990.
Grunden til mine minder er, at han altid, da jeg var barn, gav mange og store julegaver. Jeg kan erindre et par af dem. Bedst husker jeg nok, da han gav mig en dampmaskine, sådan en rigtig én med kogende vand, et svinghjul, en dampfløjte og maskiner, man kunne koble til dampmaskinen. Det var stort. En anden gang gav han mig en fin dolk - én af dem der i dag er ulovlig - med et flot benskaft, hvori var ridset "Bad Herzfeld". Tænk sig at besidde en rigtig dolk fra Tyskland. Det var også stort. Jeg havde en svaghed for TEKNO. Det var legetøj fra et stort dansk firma, noget, som i dag har høj antikvarisk værdi. Af det kunne man få diverse små biler, navnlig rednings- og brandbiler, som man kunne ændre på på mange måder, og så kunne de dreje med forhjulene med et lille rat. Af dem købte han rigtig mange til mig.
Han var også en god fortæller og kunne lide at sidde med en flok børn og fortælle fra sit liv. Især var det spændende at høre om hans tid i modstandsbevægelsen under besættelsen 1940-45. Han var med i en sabotagegruppe og i et modtagehold, der samlede våben-containere op fra nedkastede engelske faldskærme. Efter en aktion kom han ofte til os for at sove. Det var sikrere end at tage hjem. Jeg husker det tydeligt, for da rykkede mor ud af vores soveværelse, sov på sofaen i stuen, og onkel Svend lagde sig i hendes seng, men først efter at have anbragt sin revolver på natbordet. Den kunne jeg så lidt nervøst holde øje med fra min seng.
Han blev senere både min håndboldtræner og crickettræner.
Han var en rar onkel - ikke kun hvad angår julegaver.

 
Onsdag 22/12 2010:
Jeg skal til at lære det. Og det haster. Ved et hyggeligt besøg hos gamle venner i dag lærte jeg, at de batterier, jeg i går gav 30 kr. stykket for hos vores lokale radioforhandler, kan købes for 10 kr. stykket på internettet, en tredidel af gårsdagens pris. Og så behøver man end ikke at bevæge sig ud efter dem. De leveres - ofte portofrit - her lige til fordøren. Det må jeg huske for eftertiden. Jo flere jeg køber, jo mere sparer jeg, hvilket af uransagelige årsager minder mig om den lille jagtforening, der havde årsmøde, og det var ikke gået så godt. I sin beretning beklagede formanden kraftigt, at de på trods af store investeringer i foder og planter kun havde skudt to harer. "Og de har kostet os 6.500 kr. stykket", sagde han. Det fik den lille skrædder nede bag ved til at udbryde: "Så var det da godt, at vi ikke skød fire."

 
Tirsdag 21/12 2010:
Min fjernbetjening til mit TV er løbet tør for strøm. Derfor begav jeg mig til vor lokale radioforhandler og bad om 2 stk. CR2320, 3 volt batterier. Jeg har købt dem før, men huskede intet om deres pris, disse to ganske små og flade væsener. Jeg var derfor en besvimelse nær, da den unge mand bag disken bare slyngede ud: "Det bliver 59,95 kr.".
Da jeg var kommet nogenlunde til mig selv og havde betalt, forklarede jeg den handelsdrivende, at det er nøjagtigt 6000 kr. kiloet. Den havde han ikke tænkt på før, men det fik ham ikke til at give et afslag i prisen.

 
Mandag 20/12 2010:
Jeg hørte ved en tilfældighed i radioen i morges, at vores sundhedsminister Bertel Haarder i aftes var blevet ristet og stegt over en hidsig ild i et interview på DR1. Han var blevet ganske vred og havde brugt stygge ord. Det handlede om for mange fedmeperationer.
Jeg så ikke udsendelsen, men radioudsendelsen her til morgen gav et par eksempler, og jeg har lige nu for et øjeblik siden hørt hele interviewet. Og jeg skal da lige love for, at der bliver skruet op for blusset. Sikke dog nogle grimme ord, vores minister kender. Det var både "fan'me" og "s'gu" og "røvhul" og "pis mig i øregangen". Jo, det er stygge ord at bruge - og så i den bedste sendetid.
Godt nok er Bertel ikke min favorit, men jeg synes, man skal have forståelse for brugen af de fæle ord. Bertel forklarede ikke én men mange gange, at han havde måttet lade sin risengrød stå for at komme og blive interviewet. Og så kan man nemt komme op i det røde felt. Jeg kan i hvert fald.
Man har ret til at forvente madro og ikke blive forstyrret af en snak om fedmeoperattioner.
Det er utidigt.

 
Søndag 19/12 2010:
Er det "snyd" at sende julehilsner på E-mail?
For et par år siden syntes jeg, at det var det. En julehilsen skulle være på et kort, som man stod med i hånden, og som var farverigt og med de traditionelle julebilleder, hvadenten det var vinterlandskabet (som jeg efterhånden synes, vi har haft nok af sidste år og i år) eller julenissen, der rider på ryggen af en gris eller sligt.
Jeg vil ikke kimse ad nogle af disse, men jeg synes, at E-mail også er en mulighed, som vi har i vores nutid, og som vi til dagligt bruger til alskens meddelelser, ligesom vi for mange år siden brugte postvæsenet.
Så jeg må erkende at være kommet til den konklusion, at en julehilsen udmærket kan sendes som en E-mail, når blot man ikke glemmer de venner og de i familien, som ikke bruger computer.
Jeg er derfor i dag begyndt at sende vore julehilsner, men er dog ikke færdig endnu. Der er heldigvis mange at sende til.

 
Lørdag 18/12 2010:
Årets sidste jagt var i dag, og lige nu er der således godt 9 måneder til den næste. Det er lang tid at vente for en utålmodig hund. Blot ved han det ikke. Jeg har ikke turdet nævne det for ham. Han er kommet godt ind i rytmen med en jagt hver uge eller i værste fald hver anden.
Også han havde en god dag i dag, omend det som sædvanlig sneede og var koldt. Desværre bliver et sådant vejr for mig aldrig en vanesag. Jeg bryder mig ikke om kulde.
På billedet har jeg på min stok hængt de 9 fasaner, som Sydney apporterede på én af såterne. Skulle han se lidt stolt ud, er det ikke noget tilfælde.
Det var en god jagt, for jeg faldt kun én gang, og det var allersidst på dagen. Til gengæld slog jeg hoften noget så forbistret. Heldigvis var der kun én, der overværede det, og jeg lovede ham bank, hvis han fortelte det videre. Det gjorde han ikke.

 
Fredag 17/12 2010:
Denne uges morgener: Onsdag op kl. 7, torsdag kl. 6.30, idag kl. 7.30 og i morgen kl. 7. Vil disse tidlige morgener da ingen ende tage? Tilsyneladende ikke.  Og så rammer de lige netop mig, som hader at stå op før allertidligst kl. 9. Og jeg føler det vigtigt at få lov at sove længe. Jeg har nemlig sat mig godt ind i stoffet og ved, at søvn er lige så vigtig som mad, og den vil jeg ikke undvære.
Der er ingen grænser for, hvor mange sygdomme man kan få, hvis man får for lidt søvn. En sådan chance ønsker jeg ikke at tage. Faktum er, at søvn er en gratis og bivirkningsfri medicin, der gør os fit for fight og holder sygdommene borte. Forskerne har blandt andet fundet ud af, at manglende søvn kan påvirke kroppens produktion af hormonet melatonin, der kun dannes, når vi sover i mørke. Og dette stof kan ingen undvære, slet ikke jeg. Dog ved jeg ikke helt hvorfor. Det er også lige meget, bare jeg får lov at nyde også min morgensøvn. Og bemærk, at jeg har forskningen bag mit ønske/krav. God nat!

 
Torsdag 16/12 2010:
Til forstanderindens usigelige glæde er der for tiden meget EM-håndbold på TV, stort set fra eftermiddag til midt på aftenen. Hun følger trofast så mange kampe som overhovedet muligt - og jo da navnlig Danmarks. Selv har jeg et mere ambivalent forhold til håndbold, eller sagt på en anden måde. Jeg gider ikke se det. Men alligevel kan jeg ikke undgå at følge med ud igennem øjenkrogene, når de danske piger fører sig frem. Og de gør det jo godt.
Jeg sidder lige nu og er med på en kigger i en kamp mellem Rumænien og Rusland. Og jeg skal da lige love for, at de russiske piger har en træner, der kan sætte sig igennem. Han virker mere end almindelig uudholdelig. Han råber og skriger til de stakkels piger både under time-out, og mens de spiller og ser ud, som om han havde meget lyst til at stikke dem et par på hovedet. De får kort sagt en gevaldig skideballe, selv om de lige nu fører med 17-7. Han må have en fortid som boksetræner.

 
Onsdag 15/12 2010:
Som bekendt er jeg ikke nogen ivrig "fodgænger". Men da jeg som fortalt i går ikke kan cykle på grund af elendigt vejr, måtte jeg i dag "bide i det sure æble" og gå en tur. Motion skal man have, ikke mindst undertegnede. Det var smukt at gå, men hvor var det dog koldt, næsten uhyggeligt koldt. Kulden bed hårdt i kinder og ører, og det var himmelsk at komme ind i varmen igen og få duggen gnedet af de helt uigennemsigtige briller efter den næsten timelange tur.
Jeg gør det kun allernødigst igen, men nøden kan tvinge mig. Ikke meget tyder på, at meteorologerne vil tilgodese vi cyklister i den nærmeste fremtid. Af samme grund blev jeg fyr og flamme, da jeg så, at man kan gå en tur på computeren. Klik lige på denne: (Her kan man selv bestemme temperatur og varighed.)
http://www.dr.dk/Regioner/Trekanten/Nyheder/Trekanten/2010/01/21/115625.htm&regional
Dillen med at gå breder sig iøvrigt mere og mere. Sidste nye er fra skadestuen på Glostrup Sygehus. Mens du venter på behandling, kan du gå en tur med en elektronisk brik i hånden. Den viser, hvornår det er din tur. Så gå bare. Og afstanden er dejligt begrænset, 60 meter borte fra skadestuen, når du er indendørs og 120 meter, når du er udendørs. Ordningen gælder vist ikke for patienter med brækkede ben, men iøvrigt har man her muligheden for at blive i orden i en fart uden behandling ud fra devisen: "Gå dig rask".

 
Tirsdag 14/12 2010:
Jeg er sur, måske endog en smule vred.
Heldigvis gælder det ikke familie og venner eller hunde og andre domesticerede dyr. Ej heller vredes jeg i væsentlig grad på regeringen, selv om den fortjener det og burde gøre mig vred.
Nej, jeg er vred på vejret. Det grænser til en katastrofe, at jeg ikke har siddet på min cykel siden den 1. november, hvor jeg trillede 55 kilometer rundt på Djursland. Det er en urimelig betingelse, at sne, frost og andre lignende og ganske urimelige vejrforhold skal afholde en ellers veltrimmet, ældre herre i at komme på landevejen. Jeg læser for tiden Jørgen Leths bog om Tour de France, "Den gule trøje i de høje bjerge", og alene titlen får det til at rykke i mine spændstige lægmuskler, som ganske vist ofte efter en cykeltur mere minder om et sprunget elastikbånd.
Men jeg savner turene. Kunne nogen ikke gøre noget ved det forbistrede vejr? Her synes jeg, at kommunen burde gribe ind.

 
Mandag 13/12 2010:
Jeg har i dag haft en god oplevelse i forbindelse med min hjemmeside.
Da jeg for en lille uge siden mistede min tegnebog indeholdende bl. a. mine kreditkort (må de være beskyttet af min spærring), og jeg stod og skulle bruge kontanter, var jeg nødsaget til at besøge bankafdelingen i Hornslet, da min egen afdeling jo er "pengeløs". Ja, hvad giver du? En pengeløs bank. Hvad med en bogløs boghandel?
Nå, jeg fjerner mig som så ofte fra mit emne.
For at kunne finde mine konti, måtte den søde dame ved kassen bede om mit cpr-nummer. Da jeg ved, at alle forbavses ved at høre, at årstallet er 40 - jeg ligner jo ikke en på 70 - skyndte jeg mig at forklare, at den var god nok. 40 var korrekt. Med et smil sagde den venlige kasserer, at det vidste hun da godt, for hun kendte mig fra min pengeløse bankafdelingen, hvor hun havde været ansat for nogle år siden, og iøvrigt kendte hun også min hjemmeside, som hun ganske ofte besøgte og syntes var meget morsom. Det glædede mig naturligvis.
Gud ved, om der skal oprettes en fan-klub?
Det har været en god dag.

 
Søndag 12/12 2010:
På vores julegave-indkøbstur i kirketiden i dag havde vi en god oplevelse i en butik (af hensyn til et par af vore børnebørn vil jeg ikke fortælle, at det var en legetøjsbutik). Vi blev mødt af en ung mand, næppe over 21 år, som udstrålede engagement og interesse i at betjene to seniorer på allerbedste måde, og som samtidig kunne fortælle helt præcist, hvad vi burde købe ud fra nogle valgmuligheder. Måske er det den manglende kontakt med ekspedienter i supermarkeder, som man jo kommer i næsten hver dag, der gør, at man bemærker oplagte og hjælpsomme ekspedienter. Da jeg for 52 år siden ekspederede i en farvehandel, var det en selvfølge, at sådan skulle man optræde, og sådan var det i næsten alle butikker. Ellers skulle man nok af førstemanden eller chefen få at vide, hvordan det skulle gøres.
Det fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde den 8. okt. 2008. Den dag skulle jeg i et byggemarked købe nogle lidt specielle gummitætningslister og var så uheldig at komme til at tale med en meget livstræt ung ekspeditrice. Hun mente godt nok ikke, at firmaet havde en sådan tætningsliste, og det lyste langt ud af hende, at hun heller ikke havde i sinde at lede efter den eller være behjælpelig i det hele taget. Hun var i hvert fald træt. Jeg fik således ikke min tætningsliste.
Hun ville blive fyret i den farvehandel, jeg var i for 52 år siden, og sikkert også i legetøjsbutikken.

 
Lørdag 11/12 2010:
Jeg har forbavsende nok været på jagt i dag. Det var koldt, men flot vejr, og fasanerne fløj på grund af den stærke vind så hurtigt, som jeg næsten aldrig før har set det. Det syntes ikke at genere min gode hund Sydney, som havde en strålende dag, selv om han ind imellem frøs som en skødehund i en tynd snor. Men han nød det. Det gjorde jeg også med undtagelse af de gange, hvor jeg faldt i den dybe og våde sne. Heldigvis var samme årsagen til, at jeg ikke faldt så hårdt. Men hvor er det altså¨svært at komme op og stå igen. Det må have set tåbeligt ud med en 70-årig, der tumler rundt i sneen i forgæves forsøg på at komme på højkant. Men det lykkedes.
På billederne kan man se de roligere omgivelser, hvor vi drikker vores morgenkaffe og holder vores frokostpause. Det er herlige mennesker, der ses.

 
Fredag 10/12 2010:
Vores ældste søn Peter har i den sidste uge været meget kraftigt involveret i et projekt for hjemløse. Ideen var, at århusianske hjemløse hver dag i denne uge blev inviteret til FOs lokaler i Frederiksgade. Her kunne de få noget at spise, kaffe og te og få foræret noget varmt tøj, altsammen foranstaltet af Peter og hans 11 medstuderende. Dernæst kunne de sammen med kunstneren Lise Thilo male en række malerier, som i dag med Århus-borgmester Nicolai Vammen som auktionarius blev solgt på en auktion. De indkomne penge (nok i nærheden af 10.000 kr.) skal anvendes som en hjælp til hjemløse i Randers, fordi deres opholdssted, "Perron 4", er truet af lukning p. gr. af besparelser.
Det er flot, at århusianske hjemløse vil bidrage til at samle penge ind til randrusianske "kolleger", og at en gruppe på 12 studerende går så stærkt ind i sagen. Jeg synes, det er imponerende.
Ved auktionen var mange gæster, heriblandt repræsentanter fra "Perron 4"

 
Torsdag 9/12 2010:
Siddende aldeles fredeligt i min sofa, som har taget form efter mig, gik en meddelelse fra forstanderinden klart og tydeligt igennem min småblund. "Når du nu har så stor lyst at køre op til Carlsen (vort lokale supermarked 4 km. borte), skal du lige købe noget lyst sirup til mig".
Jeg var ikke helt klar over, at jeg havde denne lyst, så jeg vovede at grynte en smule, hvilket blev overhørt. Jeg har nu hentet omtalte omtalte sødestof. Og måske var det alligevel en god ide at gøre det, da siruppen skal bruges til brunkager efter en opskrift fra DR's hjemmeside. Jeg smagte et par stykker af dem i går, og de var en god oplevelse.
Måtte de blive bagt i rigelige mængder og inden længe.
Brunkager til folket - og til mig.

 
Onsdag 8/12 2010:
Jeg har gennem nogen tid måttet lægge øre til mangt og meget om min alder og deraf følgende manglende hukommelse. Jeg synes nu ikke, det er så galt, som det fremgår af rygterne. Derfor vil jeg gerne fortælle en lille historie, der beviser, at nogle husker dårligere end jeg:
Et ægtepar i 80'erne har lige været til et lille tjek hos lægen. Han konstaterer, at de fysisk har det fint, men anbefaler, at de for ikke at glemme så meget skal skrive noget mere ned.
Om aftenen med TV-hygge rejser manden sig og siger til sin kone:
"Jeg skal ud i køkkenet. Er der noget, jeg skal tage med til dig?"
"Ja, tak", siger konen, "Jeg vil gerne have en portion is. Men skal du ikke lige skrive det ned, så du husker det."
"Næh, da," siger manden. "jeg kan nemt huske, at du vil ha' en portion is. Er der mere?"
"Ja, tak", siger konen, "Jeg vil gerne have lidt jordbær ovenpå. Men jeg synes, du skal skrive det ned."
"Overhovedet ikke", siger manden, "jeg husker fint, at du skal ha' en portion is med jordbær. Er der mere?"
"Ja, tak", siger konen, "Jeg vil også gerne have lidt flødeskum ovenpå. Men nu skal  du altså skrive det ned."
"Hold nu op", siger manden lidt irriteret, "jeg kan da nemt huske, at du skal ha' en portion is med jordbær og flødeskum."
Herpå tøffer manden ud i køkkenet. Efter ca. 20 minutter kommer han tilbage med bacon og æg.
Konen kigger lidt forvirret på maden, og siger så:
"Hvor er min toast?"

 
Tirsdag 7/12 2010:
Ved en reception får man gaver. Jeg synes, det er en god ide. Jeg var i hvert fald glad for dem, jeg fik ved receptionen for min bog, selvom én af dem var en bog med titlen "Håndbog for halvgamle mænd". Den var fra vores yngste datter og familie. 
Min første tanke var: "Gud ved, om titlen sigter mod mig". Det gør den jo nok, selv om jeg ikke føler mig gammel. Men ved nærmere læsning forsvandt min lille "fornærmethed". Den er nyttig og giver mange gode råd, f. eks. om ting, jeg ikke anede, jeg ønskede mig. Jeg var også glad for den lille indledning, der kan læses på indersiden af bindet:
"Vi kan lige så godt erkende det: Vi halvgamle mænd har en forbløffende stor viden på utallige områder. Derfor er vi også forpligtet til at øse af den, så vore omgivelser kan blive næsten lige så kloge som os. Alt andet ville være egoistisk".
Det er godt sagt - lige som jeg ville udtrykke det. Men spørgsmålet er, om vi halvgamle mænd får lov at øse af vor viden og erfaring. Jeg har flere gange måttet beklage mig over, at jeg som nu 70-årig havde ventet, at mine børn og børnebørn ville opsøge mig for at få gode råd om stort og småt. Sådan er det ikke. Tværtimod kommer de og giver MIG gode råd.
Jeg ved ellers så meget.

 
Mandag 6/12 2010:
Jeg har grebet mig selv i at stå for mere og mere af det daglige køkkenarbejde, måske ikke med den store ildhu, men man er dog lidt stolt over f. eks. som i dag at blive beordret til at bage solsikkerugbrød. Det er en vanskelig proces gennemført efter en kompliceret opskrift.
Først rører man 20 g. gær ud i 1½ liter lunkent vand. Så hælder man to poser rugbrødsmel ned i vandet, fatter røremaskinen og ælter det hele godt sammen sammen med mange kerner af én eller anden slags. Derefter hidkalder man forstanderinden, som sørger for resten, nemlig at den nu fremkomne dej placeres i to dertil indrettede forme, som stilles til hævning i 1 time og derefter i ovnen til bagning i vist nok cirke samme tid ved en temperatur, som jeg ikke lige er helt klar over, men den er over 100 grader.
Jeg synes, det er godt gået af mig, at jeg kan finde ud af at bage rugbrød. Måske har jeg alligevel et par kvindelige gener. Blot nægter jeg på trods af chefens opfordringer at iføre mig hendes sorte forklæde, som går fra skulder til gulv. Årsagen er den enkle, at jeg ville ligne et skorstensrør med en kraftig udposning cirka midt på.

 
Søndag 5/12 2010::














Det har været én af de store dage i mit liv. Silkeborg Museum afholdte en reception for udgivelsen af min bog om Silkeborg Fattiggaard, og jeg blev meget glædelig overrasket ved det store fremmøde, som også inkluderede pressen, hvorfor jeg i morgen forventer både artikel og billede i Midtjyllands Avis.
Og ikke nok med det. Museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen holdt en flot tale for bogen og undertegnede, hvorpå jeg fortalte om den.
Til slut signerede jeg bøger - og det var heldigvis mange. Nu er bogen på markedet og må fra dette øjeblik klare sig selv.
Skulle du ønske at købe bogen, da ring til Silkeborg Museum på 86 82 14 99 eller bestil den via e-mail på info@silkeborgmuseum.dk. Den vil inden længe også kunne ses på museets hjemmeside: http://www.silkeborgmuseum.dk/. Kan naturligvis også bestilles hos en boghandler.
Men hu, hej for én på opleveren, som jeg har fået mig i dag. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle signere en bog, som jeg selv har skrevet.

 
Lørdag 4/12 2010:
Endnu en soldaterhistorie - og så slut for denne gang, selv om der er flere, hvor de kommer fra:
På en øvelse i Tyskland var den radiostation (monteret på en stor lastbil), jeg var tilknyttet, stationeret ved et NATO-hovedkvarter. Lige ved siden af fandtes to messer i hvert sit telt, én for officerer og én for sergenter. Da jeg ikke havde hverken stjerner eller striber, kunne jeg ikke få adgang til disse slaraffenlande med billig mad og ikke mindst ditto øl og spiritus. Den første aften fortalte vores sergent mig, at han ville i messen. Jeg gav ham en lille belæring om verdens uretfærdigheder og meniges usle vilkår uden adgang til alt det sjove. Sergenten fandt forståelse for mit synspunkt og tilbød mig, at jeg kunne låne én af hans jakker med de i denne forbindelse så vigtige tre striber på ærmet. Sammen fulgtes vi derpå ad og havde en særdeles morsom og fugtig aften sammen med de øvrige befalingsmænd. Vi kunne tydeligt høre, at det også gik muntert til i officersmessen lige ved siden af, og vi kunne sammen undre os over, at officerer i det hele taget kunne more sig. På deres sanges lødighed, eller mangel på samme, kunne vi høre, at bartenderne var spændt hårdt for.
Men stadig sad jeg ligeledes højt syngende i "min" sergent-jakke, som i tilfælde af opdagelse kunne have givet mig adskillige ugers fængsel, og nød tilværelsen. Jeg havde ingen vagter den aften og tørnede meget sent ind, vågnede med enorm hovedpine og tog min vagt ved morsenøglen kl. 8. Omkring kl. 10 ankom vores løjtnant, hvis stemme jeg så tydeligt havde hørt i officers-sangkoret aftenen før, for at inspicere vores radiostation. Han lignede noget, som katten havde slæbt ind i nattens løb. Han stillede sig lige uden for døren oppe på lastbilens høje bagsmæk, kiggede ind ad døren, øjensynligt helt uden stemme, for den sags skyld også uden syn og hørelse og helt lammet. Han stod der lidt vaklende et minuts tid, hvorpå han stivnede totalt, mistede al kulør i ansigtet og faldt stiv som et brædt baglæns de ca 1½ meter ned fra bagsmækken. Der lå han så, bleg og livløs, indtil hans loyale menige fik ham samlet op og anbragt på passagersædet i en jeep og fik ham kørt til hans kvarter og lagt i seng. Han nævnte aldrig senere episoden for os. Men det gjorde ikke noget, for vi glemte den aldrig. Morale: Stil dig aldrig på en høj bagsmæk, hvis du har tømmermænd.

 
FREDAG 3/12 2010.
Som jeg truede med det i går, giver jeg hermed en sandfærdig historie fra min soldatertid til bedste. Jeg kunne gøre den lang, men nøjes med den korte version:
Ved min indkaldelse den 1/7 1963 på Langelandsgades Kaserne i Århus, ved Jyske Telegrafregiment, manglede i min deling 1 mand. Han dukkede op en uge senere. Han var Københavner med stort K og noget mere ligefrem end vi jyske "bønder", der udgjorde flertallet. Hans sprog og fremtoning fortalte, at "ham sku' fa'me ingen ta' røven på".
Det var 3. gang, han var indkaldt. Ved de forrige to var han blot gået fra kasernen og nogen tid senere afhentet af politiet på Nørrebro, sat i fængsel og atter indkaldt 3 måneder senere for at starte forfra på sin værnepligt.
Vore befalingsmænd og officerer havde det største besvær med ham. Han lavede i store træk kun det, han selv ville - og det var ikke meget, bl. a. passede han overhovedet ikke sit udstyr, og det var ifølge alle forskrifter særdeles vigtigt. Han var fræk og havde et ordvalg, af hvilket vi "uskyldige" skolelærere kun kendte få ord. Han kom altid for sent, og en dag blev det vores kompagnichef, kaptajn Poulsen, for meget. Han bad regimentchefen, oberst Frode Worm-Leonhard om at træde til. "Køwenhavneren" stillede hos obersten, som lynhurtigt idømte ham en uges militærfængsel, hvortil anklagede blot sagde: Det' fa'me fint, du. Den sidder jeg af på den ene balle". Obersten var øjensynlig ikke tabt bag af en vogn og svarede lynhurtigt: Så får De 2 uger, soldat, så kan De sidde på begge baller."
Og således blev det. Efter de to uger så vi ham ikke igen. Rygtet fortalte, at han var undveget endnu engang. Hans udstyr blev fjernet fra vores stue.

 
Torsdag 2/12 2010:
Vi, der engang har aftjent vores værnepligt i den kongelige danske armé, har alle historier at fortælle om den, og måske især vi, der var soldater i midten af forrige århundrede. Historierne er ofte morsomme eller dramatiske eller begge dele og har en tendens til at blive mere og mere underholdende og vokse i længde jo flere år, der går. Selv kunne jeg fortælle i timevis, men det er rigtig vanskeligt at finde et publikum, hvis man da ikke render ind i en anden tidligere værnepligtig. Så går snakken, navnlig hvis man - som jeg - har været så heldig at få kontakt med en tidligere soldaterkammerat fra samme kompagni som jeg selv. Vi to kan fortælle historier, og jeg vil i morgen og måske også senere give prøver på morsomme, dramatiske og frem for alt sande soldaterhistorier. Glæd dig! Jeg gør. Endelig har jeg et publikum.

 
Onsdag 1/12 2010:

Jeg har lagt 100 kr. ud for vores nabo, da jeg kunne gøre det rare menneske en tjeneste ved at betale en lille regning via min netbank. Nu har omtalte nabo været så venlig at betale pengene tilbage, men ak og ve, til forstanderinden. Det er et tab for mig. Jeg ser aldrig de 100 kr. igen. Jeg har bedt om dem, men det var mest en rituel handling, for jeg kendte svaret: "Dem kan du godt glemme!" Det gør jeg så.
Men det er uretfærdigt, for hun har rigelig råd, for se billedet ovemfor. Jeg sneg mig til at tage det ind i hendes klædeskab, som ellers altid er aflåst, og som hun er meget hemmelighedsfuld omkring. Men jeg var alene hjemme en kort tid i formiddags og kunne afsløre indholdet.
Så hun kunne godt gi' mig de 100 kr.

 
Tirsdag 30/11 2010:
Der  verserer rygter om, at jeg snorker, og jeg kender kilden.
Disse maliciøse påstande er ukorrekte. Der kan højst være tale om, at jeg ind imellem har en lidt dyb vejrtrækning, og måske, når det går hårdest til, et lille suk eller to, hvilke lyde fejlagtigt af kilden til rygterne forveksles med snorken. Jeg ved, at det er den rigtige forklaring, for jeg hører intet selv. Thi skulle det være så galt, som det påstås, ville jeg jo bemærke det. Jeg har i hvert fald ikke problemer med at høre, når forstanderinden sætter lyd på. 
Jeg betragter iøvrigt i almindelighed snorken, som jeg betragter hikke. Den forsvinder af sig selv - senest når man vågner.

 
Mandag 29/11 2010:
Der findes ingen meteorologisk definition på, hvornår en vinterperiode begynder. Jeg har dog et indbygget ur, der siger, at i Danmark er det vinter fra en gang sidst i december - og i hvert fald ikke fra omkring 20. november som i år. Hvad tænker meteorologerne dog på med at skaffe os tidlig vinter? Desuden tillader de sig at forudsige, at på intet tidspunkt fra nu og til på søndag vil temperaturen komme over frysepunktet - og vi vil få mere sne, især på torsdag. Vi har her på vores matrikelnummer meget svært ved at blive ved med at skaffe plads til al den sne, der vælter ned.
Jeg frygter, at vi slår verdensrekorden for snefald. Den er nået på Mount Baker i staten Washington i USA og lyder på 28,96 meter på et år. Den slår vi nemt inden maj.

 
Sændag 28/11 2010:
Med de utålelige mængder af sne, som vi for tiden er "velsignet" med, bliver sneboldkastning en del af dagligdagen. Naturligvis er det mest børn, store såvel som små, der praktiserer denne traditionelle sportsgren. Og jeg må indrømme, at jeg lige tager en dyb indånding, når jeg går forbi en gruppe af disse kommende voksne, når sneboldene suser gennem luften. Navnlig husker jeg det fra min meget fjerne fortid som gårdvagt på Risskov Skole.
Men nu er det slut med denne omsiggribende "morskab". Ifølge ordensbekendtgørelsens § 12 giver det en bøde på 1.000 kr. at smide en snebold, hvis det kan medføre en ulempe for andrre. Og det synes jeg altid det gør. "Så nu kommer vi efter jer, møgunger. Hold sneen på jorden og hænderne i lommerne, ellers ryger lommepengene - bare I ved det!"

 
Lørdag 27/11 2010:
Jeg har deltaget i mange skønne jagter som apportør. Men jeg har i dag oplevet den måske værste i de 36 år, jeg har været med. Sne, sne og sne - og blæst. Hylende koldt og urimeligt svære betingelser for hundene. Når en fasan faldt, kunne det være næsten umuligt at finde den igen. Den forsvandt ned i den halve meter sne, der efterhånden lå overalt, bortset fra de steder, hvor der lå en hel meter. Kig lige engang på billederne og se, hvor smukt det kan være, men også hvor besværligt. Efter jagten var min bil forsvundet i sne, og som du kan se, har jeg lige fået bilens venstre side skovlet fri. En stor traktor klarede resten op til landevejen.

 
Fredag 26/11 2010:
Jeg har i dag brugt nogen tid på at lede efter bare én god og positiv nyhed i dagens avis. Jeg fandt slet ingen. Den bedste var måske, at hvis man fik uventede gæster, skulle man blot servere Gevalia kaffe for dem. Det gør jeg gerne, men måske også noget mere og bedre. Og det er da godt nyt.
Jeg er i tvivl, om en anden nyhed, jeg fandt, er en god eller dårlig nyhed, men i hvert fald er den en morsom nyhed. Den handlede om det amerikanske geni og den mulige præsidentkandidat Sarah Pailin. Hun udtalte i går i et radioprogram følgende: "Naturligvis skal vi stå sammen med vores nordkoreanske allierede. Det er vi forpligtet til af traktaten". Damen tog lige fejl af Nord- og Sydkorea, men der er jo så mange lande i verden, så det kan jo smutte. Selvfølgelig ville det give lidt problemer, hvis hun som præsident kom til at erklære krig mod Sydkorea, når hun mente Nordkorea. Men også det kunne jo smutte, og så må vi jo tage den derfra.
Jeg vil trods alt nok vurdere nyheden om Mrs. Pailins fortalelse som en god nyhed, for den må da få amerikanske øjne op for, at hun er en "narrehat" med en lav IQ og totalt uegnet i hvilketsomhelst politisk job.
Hun har iøvrigt også om sin datter Bristol udtalt: "Jeg er stolt af hende som fortaler for total seksuel afholdenhed før ægteskabet". Datteren blev kort efter ugift mor som 18-årig.

 
Torsdag 25/11 2010:
Jeg har i dag oplevet - eller man kan måske endog sige opfundet - et nyt begreb, som jeg vil kalde "hensyntagende sneskrabning". Forklaring følger her:
Jeg kørte i formiddag bag en mægtig sneskraber gennem Skødstrup. Den kørte lidt stærkt og kastede derfor sneen op i luften og ind over fortovet. Fra min position bagved kunne jeg ikke undgå at observere nogle fodgængere, der gik i samme retning som sneskraberen og derfor ikke kunne se, hvad der ventede dem. Men minsandten om ikke chaufføren i god tid satte farten ned, så de intetanende fodgængere blev skånet for en kold tildækning. Jeg vil være helt ærlig og sige, at jeg ikke forventede denne opmærksomhed fra manden i sneskraberen, men blev glædelig overrasket over den.
Således blev begrebet "hensyntagende sneskrabming" beskrevet for første gang i historien.

 
Onsdag 24/11 2010:
Jeg har på et dækcenter fået skiftet sommerdækkene ud med vinterdæk i dag - ikke et øjeblik for tidligt. Og jævnfør værkføreren er jeg én af de heldige, for hvem det er lykkedes. Der har været så stor efterspørgsel på vinterdæk i den sidste uge, at lagrene er ved at slippe op, og mange har måttet forlade værkstederne med uforrettet sag.
Som sagt var det ikke tilfældet for mig, da jeg havde mine vinterdæk opmagasineret på "dæk-hotellet". Jeg kunne nøjes med en ventetid på næsten 1½ time i en "ventesal" beregnet til folk, der gerne vil have nye dæk. Efter at man havde indskrevet sin bil skulle man tage plads på én af de umagelige stole, indtil man blev kaldt frem Det voldte lidt problemer, da værkføreren brugte bilmærket som signal til, at nu var ens bil færdig. Jeg var tilfældigvis den eneste med en Toyota, så jeg kunne overskue det, men da "Skoda Fabia" blev nævnt, rejste tre bilejere sig samtidig og kom mere eller mindre i klemme, da de samtidig ville gå gennem døren til værkstedet. En forhandling på stedet med værkføreren som mediator løste situationen. De to efterladte Skoda-ejere sad der stadig, da jeg ½ time senere fik min bil retur.
Jeg glæder mig til at skifte til sommerdæk.

 
Tirsdag 23/11 2010:
Så er det begyndt igen. Snevejret. Og vi er ikke længere i kalenderen end den 23. november. Jeg har mindelser fra sidste års fimbulvinter med permafrost og varmedunke. Og da satte snevejret først for alvor ind den 15. december. Jeg håber, at dagens snevejr blot er en engangsforestilling, der afsluttes i løbet af et par dage. Ellers må jeg - som min gamle biologilærer på seminariet - sige, at det er mit ønske, at en FN-deklaration forbød al beboelse nord for alperne - i hvert fald om vinteren, for jeg villle nødigst have den varme mediterrane sommer. Men vinter er træls.
Og minsandten om ikke forstanderinden i sin iver efter at fodre de små fugle i haven gled i græsset og forstrakte både dette og hint i sit venstre ben, så hun nu går med stok og til forveksling i sin gangart ligner Herr Flick fra "Allo Allo" - og mig er det overladt at lave to menneskers arbejde, og jeg plejer at have så rigeligt i mit eget,

 
Mandag 22/11 2010:
Jeg har været i et af vore lokale supermarkeder, KIWI. Som sædvanlig indtog jeg med hænderne samlet på ryggen min plads et par skridt efter forstanderinden rundt i forretningen, mens hun rev varer ned fra hylderne. Jeg må lige fortælle, at butikken er temmelig lang, måske 50 meter og lidt smal. Det er vigtigt at vide dette af hensyn til min histories fortsatte udvikling.
Efter nogle minutter havde jeg behov for et mindre besøg på et toilet. Jeg kunne ikke se noget sådant, hvorfor jeg stillede mig op i kassekøen og ventede på, at det blev min tur. Det begyndte så småt at haste. Endelig var jeg fremme ved kassedamen, som først kiggede efter mine varer, som jo ikke var der. Jeg lænede mig frem mod hende og spurgte sagte og diskret, om der mon var et toilet, jeg kunne låne. Mit spørgsmål udløste en overraskende effekt. Kassedamen rejste sig i sin fulde højde og råbte meget højt hen over køen af ventende og ned til en kollega helt nede i den anden ende af butikken, mens hun pegede på mig: "HAN SKAL LÅNE TOILETTET". Stemmen var så kraftig, at alle i hele etablissementet hørte det. Min sagte stemme ved forespørgslen var unødig. Jeg kunne lige så godt have råbt det. Kollegaen i den anden ende hørte meddelelsen højt og tydeligt, vinkede mig til sig og gelejdede mig gennem en aflåst dør til lageret, hvor også personaletoilettet befandt sig - og jeg var frelst.
Jeg ventede så længe med at gå ud derfra, at jeg regnede med, at alle de kunder, der var tilstede ved kassedamens enorme stemmeudfoldelse, havde forkladt butikken.

 
Søndag 21/11 2010:
Nu behøver jeg ikke at blive fejret mere i anledning af min 70-års fødselsdag, selv om jeg nok ikke ville have noget imod det. Jeg har nydt hvert sekund af det.
I torsdags havde vi brunch for gode venner - varede til efter solen gik ned. I går var jeg på jagt, hvor en del af dagen også stod på flere taler og gaver. Og sluttelig i aftes, hvor nærmeste familie var her til en middag, og hvor mine tre børnebørn holdt hver sin tale for mig. Det var stort. Og på ny var der et væld af gaver. Nu er jeg ankommet i syvti-årene, og man kan kun sige, at jeg kom ind i dem med stor festivitas. Hvor har mange mennesker glædet mig i anledning af min fødselsdag.

 
Lørdag 20/11 2010:
Jeg har desværre ikke tid til andet end at skrive, at jeg ikke har tid til at skrive noget i dag. Jeg er lige kommet hjem fra jagt, og om 15 minutter ankommer min nærmeste familie for at fejre min 70-års-fødselsdag. Jeg glæder mig som et lille barn på 70 år.

 
Fredag 19/11 2010:
Midt i al festivitassen omkring min 70-års-fødselsdag i går er det, som om jeg næsten har glemt, at jeg er sprunget ud som forfatter. Min bog om Silkeborg Fattiggaard udkom jo den 16/11, og sandt at sige har jeg ikke haft tid til at tænke meget på den siden. Men nu begynder det med presseomtale, forhåbentlig positiv, og en lille reception på Silkeborg Museum søndag den 5/12 kl. 15.30. Alle vil være velkommen, og man kan endog købe bogen ved samme lejlighed. Er det ikke mageløst? Måske kan man endog formå forfatteren til at signere et eller flere eksemplarer aF bogen

 
Torsdag 18/11 2010:
Det er min fødselsdag i dag. 70 år fylder jeg. Men som nævnt i går ses det ikke.
Jeg var så heldig, at mange gæster ville besøge mig, da der blev inviteret til brunch, der jo som bekendt er en blanding af morgenmad og frokost, hvilket i dette tilfælde også nemt kunne være blevet til også aftensmad. Det skal ikke beklages, tværtimod, for hele dagen var for mig en glædelig og god oplevelse med taler og masser af gaver. Det siges, at en 70 års fødselsdag er en milesten at passere. Det er muligt, men når venner vil give dig en dag, som jeg har haft i dag, så gør det ikke spor. 
Om nogle dage kommer familien, og så fester vi bare videre. Jeg elsker fester, især når det er mig, der får gaverne.

 
Onsdag 17/11 2010:
Ja, hvem skulle tro, at denne unge mand snart fylder 70 år? Hvis du spørger mig, ville jeg straks sige, at det kan ingen se på ham. Skulle jeg skønne en alder, ville jeg sige 35-40 år.
(Men det ville være skønt, om der var andre, der var enige i mit skøn.)
Men en flot fyr er han!
Det er alle enige om.
Og det med de 70 år kan være rygter spredt af ondsindede mennesker, der ikke kan styre deres misundelse.










 
Tirsdag 16/11 2010:
Da kom den store dag. Min bog er færdigtrykt og er nu afleveret på Silkeborg Museum. Jeg var så spændt på at holde et eksemplar i hånden, at jeg rystede ved det.
Nu - nogle timer senere - har jeg vænnet mig til tanken og glæder mig til, at andre vil læse den. Skulle du være én af dem, kan du kontakte museet på tlf. 86821499 eller via museets e-mail, info@silkeborgmuseum.dk. Bogen koster 100 kr. + porto.
Det har været en god dag. Jeg elsker gode dage.








 
Mandag 15/11 2010:
Jeg har en god og en dårlig nyhed. Hvilken vil du ha' først? Et klassisk spørgsmål. Men da du ikke kan svare, vælger jeg for dig, og du får den dårlige først:
Vores bil er indlagt. For første gang i vores ejertid (1 år og 3 måneder) måtte den lade sig undersøge af sin læges sorte hænder. Egentlig skulle den blot tjekkes for en lile fejl, den drypper olie. Da lægen havde fjernet symptomerne og havde givet den rette kur, og jeg bakkede ud, brød skaden for alvor op, så det blev til en indlæggelse. Olien tap-løb af den. Måske kan den udskrives i dag, men måske først i morgen. Det er lidt synd, for den har ikke prøvet det før. Og som sædvanlig dækker sygesikringen ikke en øre af omkostningerne. Den er jo på et privathospital.
Og så den gode nyhed:
Min bog udkommer i morgen. Jeg må selv hente den på trykkeriet. Det bliver stort.

 
Søndag 14/10 2010:
Har du nogensinde hørt om det årlige træskibsstævne i Løgstør? Måske ikke, selv om byens indvånere vil ryste opgivende på hovedet ved at høre et negativt svar på det stillede spørgsmål. Under alle omstændigheder finder det altid sted i september, og kraftigt tilskyndet af gårsdagens herlige gæster vil min søde hustru og jeg besøge dette stævne næste år. Jeg er ellers ikke meget for det maritime, men en beskrivelse af alt det hyggelige og sjove, der foregår på landjorden, mens skibene er der, gjorde mig overbevist om, at det er et MUST at være i Løgstør lige netop, mens sejlskibene er der. Og det kunne da være, at der kunne blive lejlighed til at nyde en enkelt skibsøl.

 
Lørdag 13/11 2010:
Sådanne dage bør man have flere af. Det været fryd. Vi har haft besøg af en tidligere og god soldaterkammerat (vi kæmpede sammen i Jysk Telegraftregiment i 1963-1964 på Langelandsgades Kaserne, Århus, ) og hans søde kone. De kom sandelig helt fra Løgstør. Og med hyggelige mennesker går snakken helt automatisk. At vi fire har en fortid i Silkeborg dæmpede ikke lysten.
Da vi alle er gode til at snakke, men også gode til at lytte, blev det en dag, som man husker. Det er en fornøjelse at samtale med mennesker, der er gode til det. Vi glæder os meget til en gentagelse. Måtte den komme snart. (Og en gentagelse af den frokost, som forstanderinden havde præsteret, ville ej heller være dårligt).

 
Fredag 12/11 2010:
Forstanderinden har været nådesløs i dag. Vi skal have gæster i morgen fra det fjerne Løgstør (og vi glæder os afsindigt til det), så alt indenfor og udenfor huset skal være tip-top. I regn og storm var det det udendørs, der blev min opgave og næsten min skæbne. Mens regnen piskede ned og med de slumrende rester af en kraftig forkølelse måtte jeg rykke 4 planter op af deres store krukker og grave dem ned 4 steder i haven. Uanset min hvide DBU-kasket fra EM 1996 og min meget gamle jagtfrakke blev jeg ulidelig våd. Imens underholdt forstanderinden sig med VVS-manden, som var kommet for at skifte noget ved vores køkkenvask. Ikke at jeg hellere vil have underholdt mig med VVS-manden, men jeg ville ikke have haft noget imod et indendørs job. Det fik jeg, da VVS-manden var gået. Så skulle jeg støvsuge hele hytten.
Hvis ikke du synes det er synd, så synes jeg det.
Hvem der dog bare havde modet til lidt opsætsighed!

 
Torsdag 11/11 2010:
I dag er "Mortens Dag", så mange af os har i aftes glædet os over gås eller and på spisebordet. Mange ved sikkert også, at vi spiser dette uskyldige fjerkræ som en hævn for, at en flok gæs i en meget fjern fortid røbede den skjulte Morten, der ikke ønskede at blive biskop alligevel, ved at skræppe op.
Det er lidt synd, at det også går ud over ænderne, for det var jo gæs, der røbede Morten. Men ænder er jo både billigere og mindre. Egentlig hed Morten slet ikke Morten, men Martin.
Jeg har funderet over Martins skæbne og har ad mange omveje fundet hans ansøgning til jobbet som biskop. Den lyder således:
Rom, den 1. aug. 371.
Kære Pave Damasus,
Vatikanet, Rom.
Jeg så i sidste uge annoncen om den ledige biskop-stilling i "Rom Folkeblad", og jeg sagde straks til mig selv, at den stilling måtte jeg have. Derfor sender jeg denne ansøgning.
Jeg tog 10. klasses afgangsprøve (udvidet) fra Via Appiavejens Skole i år 364, hvorefter jeg gik i lære som murer. Jeg var bl. a. med til at bygge den basilika, der ligger der, hvor disciplen Peter blev korsfæstet. Korsfæstelsen gav mig interessen for at blive præst, så jeg lod mig indskrive på universitetet, og efter nogle meget muntre sturdenterår (og vi fik andet end altervin) bestod jeg eksamen. Jeg fik embede lige udenfor byen. Men det er der ikke noget ved længere, jeg vil hellere være biskop et sted, hvor kollekten er større, så jeg håber meget, at jeg får stillingen.
Deres Højhed vil ikke fortryde det, hvis det skulle blive mig, der ansættes.
Skulle jeg fortryde, så gemmer jeg mig bare.
Jeg står naturligvis til rådighed, hvis Deres Hellige Højhed ønsker, at jeg skal uddybe denne ansøgning ved en samtale.
Venlig hilsen
Martin Præst, som gerne vil være Martin Bisp - og helst snart.

 
Onsdag 10/11 2010:
De bedste hukommelser vil vide at huske, at jeg nogle gange tidligere har omtalt TV-antennen på vores campingvogn som et problem for modtagelsen af TV-signaler. Den del af sagen er nu i orden. Men ved et tilfælde var forstanderinden i søndags ude i vognen og konstaterede, at der nu kommer vand ind ved antennen - ikke så lidt endda. Det er desværre ikke første gang, det opleves. Faktisk er fejlen rettet 3 gange tidligere. Og så blev jeg vred. Jeg fik forstanderinden til at ringe og brokke sig kraftigt over de tidligere så dårlige reparationer. Det måtte være hende, der gjorde det, for værføreren på stedet er en sød og charmerende pige, som jeg umuligt kunne skælde ud. Men det problem har forstanderinden ikke. Så i dag kørte vi afsted og fik rettet fejlen for forhåbentlig sidste gang. Og på ny måtte jeg konstatere, at værkføreren virkelig er sød og charmerende, så en lille fejl på campingvognen nu og da er måske ikke så galt.

 
Tirsdag 9/11 2010:
Det er somme tider hyggeligt at kaste sig ud det nostalgiske. Det var det også i eftermiddag, da vores nabo to huse borte var her. Han er jævnaldrende med mig, så vi har et godt, fælles udgangspunkt. Og vi kom vidt omkring i vore erindringer, startende med besættelsen 1940-45 og op til 1980'erne. Og vi var begge enige om, at vores hukommelse i hvert fald ikke fejler noget, vi huskede endog flere vigtige detaljer fra langt tilbage i vores liv. Til gengæld kneb det for os at huske, hvad vi fik at spise i morges.

 
Mandag 8/11 2010:
Jeg har i dag på ny været så heldig at være inviteret til Silkeborg for at holde foredrag om mit store historiske interesseområde, Silkeborg Fattiggaard. Denne gang var det seniorklubben på Silkeborg Seminarium, tidligere ansatte seminarielærere og teknisk personale, der gerne ville høre om emnet. Og det er for mig lige nu ekstra aktuelt at fortælle om det, da min bog udkommer i næste uge. 
Ikke alene var det skønt at kunne fortælle og bagefter svare på mange spørgsmål fra en ivrigt lyttende skare, som efterfølgende udtrykte stor tilfredshed med foredraget, men det var også morsomt iblandt tilhørerne at genkende og tale med enkelte fra min ungdom i Silkeborg. Min søde kone var med, og vi kunne efter foredraget nyde en god frokost sammen med de venlige mennesker.

 
Søndag 7/11 2010:
Jeg har drevet den af i dag oven på gårsdagens anstrengelser på jagten, kunne lige overkomme at køre et læs grene og blade på lossepladsen i formiddags. Men så var det også sket. Siden har jeg siddet her i min gode sofa, der er ved at tage form efter mig, set lidt fodbold på TV og "nusset rundt" på laptoppen i forskellige programmer, bl. a. en Power-Point-serie, jeg skal bruge i morgen. Men først og fremmest har jeg blundet. Forstanderinden drog med yngste datter og ældste barnebarn på udflugt til Storcenter Nord, hvor de blev budt velkommen af Handelstandsforeningens formand og bestyrelse med rød løber og flag. Da de forlod centret, var formand og bestyrelse igen på plads og ville gerne vide, hvornår de tre påregnede at komme igen, så butikkerne kunne få deres lagre fyldt op.

 
Lørdag 6/11 2010:
Jeg har i det smukke vejr nydt en jagtdag som sædvanlig i godt selskab. Nydelsen gik måske en smule bort, da jeg indledte dagen med at snuble over en lille tue og faldt så lang jeg er på en meget leret mark. Mens jeg med stort besvær forsøgte at rejse mig for at besigtige skaderne på tøjet, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at indtil flere fik et godt grin. Hvorfor er det, at man griner, når ældre mennesker falder, men blot trækker på skulderen, når det er et ungt menneske? Ser det da virkelig så morsomt ud, når den uheldige er lidt oppe i årene? Det må det jo gøre, og nogle udtalte da også, at underholdningsværdien var stor. Men som mit fine jagttøj dog så ud, især de gode og solide bukser, som jeg har haft i 15 år - og som alligevel fortsætter med at krybe.

 
Fredag 5/11 2010:
At have hund er en fornøjelse. At have 2 hunde er ofte en dobbelt-fornøjelse. Det er i hvert fald ikke dobbelt så besværligt. Vi har glæde af dem begge og navnlig af at betragte forskellene i adfærd, og der er forskelle. 
En mere væsentlig forskel er, at der er tale om en tæve og en han. I 2 x 3 uger om året giver det lidt problemer, tævens løbetider. Og i en sådan befinder vi os just nu, faktisk i løbetidens "højdepunkt". Tæven tager det stille og roligt, virker nærmest lidt hoven og ligeglad, mens den stakkels hanhund ikke ved, hvordan han skal gebærde sig. Han er dybt forelsket, men kan ikke møde sin hjertenskær, da dydens vogtere i skikkelse af forstanderinden og jeg idelig forhindrer det. Det kræver opmærksomhed fra vores side. Bare ét uopmærksomt øjeblik, og vi er bedsteforældre igen.

 
Torsdag 4/11 2010:
Som beskrevet i tirsdags, den 2/11, forsøgte jeg at få NEM-ID installeret på min computer - kun fordi jeg skulle. Og som beskrevet gav det anledning til en mindre panik i mit indre, og operationen mislykkedes. Men nu har jeg fået det lagt ind, det tog ca. ½ minut, og jeg gjorde det meste selv - dog under nøje overvågning af ældste søn. Og jeg har allerede afprøvet systemet ved at gå ind i min Net-bank. Og det virker. Men at kalde systemet for NEM-ID er en klar forfalskning. Det er nu mere besværligt og tager mig væsentligt længere tid at blive sat i forbindelse med mine konti, omend nogle af dem ikke er ret kønne at kigge på, de har en sørgelig slutning.
Skulle jeg have givet systemet et navn, var det blevet døbt "MEGET-LANGSOMMELIGT-ID". 

 
Onsdag 3/11 2010:
Jeg har tilbragt 4 timer i vores bil i dag, ca. halvdelen som chauffør og  halvdelen som passager til og fra det indre EU for dér efter forstanderindens store ønske at gøre et større indkøb af alskens varer og drikkevarer.
At sidde som passager er som nok bekendt ikke nogen dårlig oplevelse. Det giver lejlighed til ikke alene at kigge på det forbifarende landskab op gennem Jylland og slappe lidt af, men også til at betragte andre billister. Og ikke alt, jeg så af dem, var opløftende. Jeg har ikke tal på, hvor mange chauffører jeg så kørende med mobiltelefonen ved øret. En ung dame i en stor 4-hjulstrækker, "Audi-et-eller-andet", tillod sig endog både at tale i telefon og ryge en cigaret kørende ikke under 130 km. i timen. Om jeg ønskede hende en bøde? Ja, det kan du stole på. Men først og fremmest ønskede jeg, at hun ikke måtte forårsage en ulykke, hvor andre end hun selv kom til skade. Hvorfor skal uskyldige mennesker lægge deres liv og helbred i denne uansvarlige persons hænder?

 
Tirsdag 2/11 2010:
Jeg har fået brev fra min bank. Det sker sjældent, fordi jeg naturligvis har net-bank og kan følge med i alle de konti, jeg bryder mig om at kigge på. Og det er ikke mange.
Så det var med en vis bæven, jeg lukkede brevet op. Og det var just så skrækeligt, som det kunne være. Man vil have mig til at oprette NEM-ID. Og jeg ved ikke engang, hvad det er for noget.
Ved sådanne lejligheder, der kræver ændringer i computeren, gribes jeg altid af panik, for jeg ved med usvigelig sikkerhed, at det vil gå galt, når jeg skal installere. Heldigvis satte ældste søn, som tilfældigt var tilstede, mig i gang. Men så gik han, lige mens jeg sad med bankens hot-line i telefonen. "De er nu nummer 5.634 i køen". Her opgav jeg, lagde på og afventer endnu et besøg af ét af mine legesyge børn, så én af dem kan installere for mig. Jeg skal ikke nyde noget.

 
Mandag 1/11 2010:
I dag har været én af de dage, hvor jeg i nogle timer ikke forstod, hvorfor jeg holder af at cykle. Der var et par grunde: 1) Mine ben føltes tunge og trætte lige fra start - og sådan vedblev de. 2) Meteorologerne havde lovet nordenvind, hvorfor jeg kørte nordpå, ud på Djurslands mange bakker, for at få rygvinden hjemad. Jeg havde ganske rigtigt modvinden udad, men minsandten også hjemad. Ingen havde fortalt mig, at vinden ville vende 180 grader. 
Hvordan jeg klarede de 55 km., kan jeg ikke fortælle. Hjem kom jeg dog.
Men efter hjemkomsten og et herligt bad og et kig på de billeder, jeg tog (se ét af dem her), havde jeg det vidunderligt og glædede mig over, at jeg holdt ud til det sidste og forstod ikke, hvorfor jeg havde bandet så fælt undervejs.
Men der var ikke meget at skyde med, da jeg kørte ind på matrikelnummeret.

 
Søndag 31/10 2010:
Årets sidste oktoberdag. Oktober har været en usædvanlig måned på i hvert fald ét område. Der har været 5 fredage, 5 lørdage og 5 søndage. Det sker kun én gang hver 823 år, har jeg ladet mig fortælle. Derfor regner jeg ikke med at opleve det igen.
Jeg har til gengæld lige oplevet at høre, at AGF i dag har vundet 4-3 over AB efter at have været bagud 1-3. Det vil jeg gerne opleve igen.
Jeg ved ikke hvorfor. Men det fik mig til at mindes min debut som fodboldspiller for mange år siden. Jeg scorede 2 gange - og vi tabte 0-2.

 
Lørdag 30/10 2010:
Det har været en dag lige efter forstanderindens ønsker. Og det har jeg bestemt ikke noget imod. Først i en herretøjsbutik (her fik jeg to sweatre og en vinterfrakke, om hvilke det påstodes, at jeg ønskede dem alle i fødselsdagsgave, blot vidste jeg det ikke), i en genbrugsbutik (som ganske vist var lukket), så Brugsen, Føtex, Aldi, Dyne-Larsen, Jem og Fix og Q8.
Jo, det lyder af meget, men var ikke særskilt kedeligt eller langtrukket, idet vi gik målbevidst til sagen og på forhånd nogenlunde vidste, hvad der skulle købes - herretøjsbutikken dog undtaget.
Men nu har jeg fået to af mine fødselsdagsønsker opfyldt, og ud af nul er det jo ikke så galt.

 
Fredag 29/10 2010:
På cykelstien langs Risskov og forbi badeanstalten "Den Permanente" kører jeg altid forbi et meget farverigt træ, et såkaldt "Suttetræ". Det har været der i mange år, men i dag kom jeg til at tænke på alle de små børn, der med deres forældre har været ved træet for at aflevere og sige farvel til deres kæreste eje, deres sutter. Der har været lange afskedsscener. Nogle har medbragt afskedsbreve og tegninger, der er pakket ind i plastik og hængt op sammen med sutterne. De stakkels små børn. De må have været kede af det og er gået ind til en tid, der er lige så vanskelig for dem som for en ryger, der går på en "kold tyrker" for at stoppe med at ryge. Og det ved jeg lidt om.

 
Torsdag 28/10 2010:
Jeg har dog oplevet noget skrækkeligt. Jeg holder meget af chokolade, om nødvendigt også det mørke. I mangel af bedre åbnede jeg derfor her til aften en sådan og tog en bid. Og så skal jeg da love for, at der skete noget i mund og hals. Det brændte som en åben ild. Jeg forbandt det ikke umiddelbart med chokoladen og tog en bid mere. En ny og endnu kraftigere brand brød ud i mit indre. Det føltes som en stærk chili. Og minsandten. Det var nøjagtigt, hvad det var. Et lidt nøjere studium af etiketten viste, at det var "Bitterchokolade med chili". Nu må jeg bede Dem, fru Heilbuth. Hvilken syg hjerne har udtænkt at komme chili i chokolade? Jeg ville hellere have gule ærter i makronbund. Det svider i hvert fald ikke.

 
Onsdag 27/10
Jeg har altid været en stor ynder af engelsk humor (og meget andet engelsk). Jeg holder meget af flere af de engelske sitcoms, som TV sender og sender. Jeg er navnlig glad for "Allo Allo", beretningen om den franske krovært Rene Artois, der er både med og ikke med i den franske modstandbevægelse. Han kører et lidt specielt dobbeltspil mellem den og den tyske besættelsesmagt repræsenteret ved bl. a. Oberst Kurt von Strohm, Gestapomanden Herr Flick og Løjtnant Hubert Gruber, som er meget forelsket i kroværten. Samtidig skal han passe sine to elskerinder, de to servitricer i kroen, op. Det er ikke nemt, for hans kone, den meget falsksyngende, men ikke alt for kvikke Edith er der jo også. Men det er god humor.
Jeg har set alle 85 afsnit et par gange, og lige nu genudsendes de på ny. Og jeg går ikke af vejen for igen at se dem alle igen. Og nu kan jeg takket være TDC optage dem. Fagre, nye verden.

 
Tirsdag 26/10 2010:
Jeg har købt nye bukser i dag, en ikke helt nem opgave, navnlig når man gerne vil holde prisen på et rimeligt niveau. Og det vil jeg jo gerne. For at sikre at størrelsen var korrekt måtte jeg indtil flere gange gå ind i et dertil indrettet prøverum af en størrelse som et mindre klædeskab. 5 forskellige par prøvede jeg. 3 par var ikke overraskende for små, 1 par passede fint, og minsandten om det ikke lykkedes mig at prøve 1 par, der var for store. Det sker sjældent, så jeg gik i min glæde og overraskelse udenfor prøverummet og råbte den gode nyhed til forstanderinden, som stod lidt borte. Jeg modtog bifald og anerkendende nik fra andre kunder også.

 
Mandag 25/10 2010:
Jeg er ikke rigtigt i stand til at skrive noget fornuftigt i dag. Årsagen er den enkle, at jeg er så uendelig glad. Det er jeg bare. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig. Jeg forvisser om, at jeg hverken er på stoffer eller beruset. Jeg er bare glad, og det er en pragtfuld fornemmelse. Måtte den vare i rigtig lang tid. Jeg kan godt lide at være glad.

 
Søndag 24/10 2010:
Selvfølgelig skal et supermarked sælge æbler. Og selvfølgelig benytter vi os af det, for vi - og især forstanderinden - spiser mange af dem, omend jeg er lidt mere begejstret for pærer. Dagens indkøb af disse sunde næringsmidler var i dag henlagt til en frugtplantage i Søby, ikke så langt fra Hornslet. Og hvor er det godt at blive ekspederet af en ekspert i æbler og pærer, ejeren af plantagen. Han kunne fortælle nøjagtigt om den enkelte af de mange sorter, han havde, om deres smag, konsistens, opbevaring og andre detaljer. Man kunne ligefrem mærke hans glæde ved at fortælle om sine frugter.
Jeg kan bedre lide frugtplantager end supermarkeder.

 
Lørdag 23/10 2010:
Jeg er træt, endog særdeles træt. Jeg er næsten lige kommet hjem efter årets første store jagt. Jeg har før været træt efter en jagt, men aldrig nogensinde så træt som i dag. Og det gør ondt i krop og knogler. Er jeg ved at blive for gammel til det? Nej, jeg vil benægte det. For uanset udmattelse og ømhed har jeg haft en dag, jeg kun nødigt ville have undværet, nydt regnen, tørvejret og vejret i det hele taget, nydt fuglene, skoven, markerne, hundene og mine gode hundevenner. Jeg håber, at der vil gå rigtig mange år, inden jeg må opgive at gå på jagt. Jeg forventer, at jeg må opgive at spille ludo, inden jeg må opgive at gå på jagt.

 
Fredag 22/10 2010:
Den 13/10, altså for 9 dage siden, kunne jeg fortælle, hvordan jeg kan blive rigtig glad, når jeg selv løser et mindre problem på min computer - og hvor bekymret jeg er inden løsningen. Nerverne hænger langt uden for skjorten. I dag var jeg kæmpe-bekymret. Pludselig "låste" skærmbilledet totalt. Jeg kunne intet stille op. I min fortvivlelse slukkede jeg på afbryderen, tændte igen og opdagede til min skræk, at samtlige ca. 30 ikoner var borte. Jeg anså allerede min bog, mine billeder, mine regnskaber og meget mere som værende helt fortabte. Jeg tændte og slukkede et par gange uden resultat, og pludselig dukkede noget op, jeg aldrig tidligere har set, et eller andet med "Opsætning". Jeg aner ikke, hvad jeg gjorde, jeg klikkede lidt rundt, og pludselig var alt normalt igen. Jeg blev så glad, at jeg dansede rundt i hele huset og råbte af glæde. Jeg var alene hjemme, så kun de nærmeste naboer har bemærket noget. Men jeg måtte absolut dele min glæde med nogen, så jeg ringede til ældste søn og berettede jublende glad om mine bedrifter. Han har sikkert troet, at nu rablede det helt for hans stakkels, gamle far. Men han tog det pænt og udtrykte sin glæde, selv om han ikke var imponeret over, at jeg ikke anede, hvad jeg havde gjort for at udbedre skaden. Men glad var jeg. Så igen har jeg bevist, at man bliver glad, når computeren går ned.

 
Torsdag 21/10 2010:
På TV2 News optræder to politiske kommentatorer, Mogensen og Kristiansen. De bliver meget rost for deres udsendelser, som jeg også selv følger med i, når mulighed gives. Jeg synes, at de to har været med til at gøre indviklede politiske spørgsmål forståelige på underholdende vis, og jeg har haft stor glæde af at følge dem. Men nu har jeg fået et problem med i hvert fald den ene af de to. Min søde hustru erklærede nemlig i aftes, at hun er dybt forelsket i ham, for han ser bare så lækker ud. Jeg ved ikke helt, hvem af dem det er, men tror, at det er ham den mørkhårede, som vist lige er blevet skilt, hvilket ikke gjorde min uro mindre. Han hedder s'gu Mogensen. Nu synes jeg, at han er en kedelig sag, som vist ikke ved for meget om dansk politik, og han skal ikke regne med, at vores TV bliver tændt, når han er på.

 
Onsdag 20/10 2010:
Jeg er en smule rystet. Jeg har lige læst om en ældre folkepensionist, en kvinde i Coventry, England, som har mistet mange penge, rigtig mange penge, faktisk 956 millioner kr. Godt nok har hun aldrig haft pengene, men kunne have fået dem, hvis ikke hendes mand havde smidt den lotto-kupon væk, hvorpå gevinsten var. Hun er sikker på, at det var den, hun købte. Hun lod sin mand tage vare på sedlen efter at have skrevet tallene ned i sin lommebog, en handling, hun altid har gennemført. Og naturligvis var hun jublende glad, da hun kontrollerede tallene efter deres offentliggørelse. Men hendes mand kunne ikke finde sedlen. De har begge endevendt huset, men uden held.
Måske er det derfor, det aldrig er betroet mig at passe på lottosedler.

 
Tirsdag 19/10 2010:
Så er den her. Bilen, der selv kan parallel-parkere. Ford har produceret køretøjet, der uden tøven finder på plads. Man skal blot trykke på et par knapper, efter at bilen selv har fundet et hul, der er af passende størrelse. Så kører den selv på plads. Dog skal man sætte den i bakgear og i første gear, men det fremgår tydeligt af displayet, når du skal gøre det. Det er egentlig dårligt, at den ikke selv kan skifte gear. Men i det mindste behøver du slet ikke at berøre rattet.
Jeg vil ønske mig denne bil i julegave, for mine evner til at parallel-parkere er ikke, hvad de har været. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at få drejet hovedet.

 
Mandag 18/10 2010:
På vejen hjem fra nogle indkøb stillede min søde og bedre halvdel mig spørgsmålet: "Hvorfra kommer egentlig udtrykket 'sinkadusen', altså det at få en på hovedet, en på sinkadusen?" Jeg var nødt til at svare, at den måtte jeg lige slå op, når vi kom hjem.
Det har jeg nu gjort, og da jeg sikkert ikke er den eneste, der er uvidende om, hvad 'sinkadusen' egentlig betyder, skal jeg nu forklare på min sædvanlige korte og klare facon:
I betydningen 'slag i ansigtet', bruges Sinkadus i forbindelsen 'give nogen én på sinkadusen'. Udtrykket stammer muligvis fra fransk, om tallene fem og to (fransk udtale af 'cinq' og 'deux') i et terningspil. Fem og to var et dårligt slag – man fik en på sinkadusen.
Så fik vi osse den sat på plads!

 
Søndag 17/10 2010:
Var jeg i går måske en smule træt, er jeg i dag frisk. Jeg er endvidere udhvilet, idet mine fysiske anstrengelser i dag blot har bestået i at klippe et par grene af tjørnetræet, rive nogle enkelte blade sammen og ledsage forstanderinden på indkøb i Fakta. End ikke jeg kan trættes af sådan en smule. Dog var min tålmodighed ved at slippe op, da vi stod og ventede ved kassen i ovennævnte Fakta. Alt var gået i stå. Køen var lang. Man besluttede sig derfor åbenbart til at åbne kasse nr. 2 også. Men her skulle der først tælles byttepenge op, hvilket tog meget lang tid, mens vores kø voksede og voksede og gik helt i stå åbenbart p. gr. af nogle problemer med en enkelt vare til 6 kr. Og vi ventede og ventede. Pludselig kommer en stor og kraftig herre ind ad døren, går op til køen og udbryder: "Velkommen i Fakta. Det ta'r kun 5 minutter, men vi vil så gerne ha', at du bli'r lidt længere". Den løste op for smilene, og lettede lidt på en ellers noget anspændt situation.

 
Lørdag 16/10 2010:
Jeg har tilbragt en skøn eftermiddag ved en 70-års fødselsdag, dog ikke min egen. Der er lang tid, til den indtræder. Jeg har hygget og moret mig meget takket være interessante gæster og god mad og vin. Og lige nu er jeg en smule overanstrengt, men heldigvis skulle jeg ikke køre hjem. Fødselaren bor på den anden side af gaden.

 
Fredag 15/10 2010:
Mellem Thorsager og Rønde ligger en ondskabsfuld bakke, i hvert fald første halvdel af den. Den anden går nedad og er venlig. Jeg cyklede i dag opad nævnte stigning, mens jeg nød, at kiloene lige så stille forsvandt og efter at have beset Thorsager Kirke, rundkirken, der har en historie tilbage til 1200-tallet. Jeg holder af at komme der og sidde lige så stille derinde i det høje, runde rum, som jeg oftest har helt for mig selv. Og meget passende ligger kirken, så jeg kan samle kræfter til den ondskabsfulde bakke.



 
Torsdag 14/10 2010:
Jeg er som måske bekendt en stor beundrer af cykelrytterne i de store internationale løb. Jeg finder det dybt fascinerende at følge dem i deres anstrangelser på landevejene, det taktiske osv. Men så er der jo lige det dér med doping, cykelløbenes forbandelse. Naturligvis bifalder jeg ikke det, selv om jeg engang imellem føler, at jeg selv kunne trænge til noget i min ofte forpinte krop. Men det er ikke lykkedes mig at finde en endelig løsning på faste leverancer. Men måske behøver jeg den heller ikke. For ifølge Bjarne Riis' sidste indkøb, en vis Contador, behøver man blot at indtage en stor bøf, måske en lidt overhængt én af slagsen, så får man stimulansen i kroppen, sådan ganske automatisk uden at ønske det. Jeg ønsker det, så jeg skal fra nu spise bøffer mindst hveranden dag, selv om det med de nutidige priser på oksekød kan knibe med at få råd til det.
PS: Efter en hyggelig frokost hos svoger og svigerinde i Silkeborg i dag burde jeg have cyklet hjem - med eller uden doping. Jeg spiste vist lidt for meget

 
Onsdag 13/10 2010:
Jeg bliver så glad, når der er problemer med mine computere. Nej, det er naturligvis ikke sandt, for allerførst bliver jeg meget irriteret over, at skidtet ikke virker. Men hvis jeg så selv kan løse problemet - så er det, at jeg bliver glad, sådan rigtig glad. Og jeg oplever flere og flere situationer, jeg til min uendelige glæde selv kan klare. Så somme tider kunne jeg ønske, at maskineriet svigtede lidt oftere. For hvad gør man ikke for at gøre sig selv - og andre - glad? I skolen havde jeg engang en religionslærer, som fortalte følgende historie:
"En dreng holder sin lillebror fast og niber ham kraftigt i tommelfingeren med en stor knibtang. Lillebror hyler op, og mor kommer styrtende til og spørger den store dreng om, hvorfor i alverden han gør dette ved sine lillebror. Storebror svarer: "Jeg gør det for at gøre ham glad. Han bliver så glad, når jeg slipper".

 
Tirsdag 12/10 2010:
Jeg var lettere rystet, da jeg i dag skulle købe en lille ledning til min computer. Ledningen bærer den imponerende betegnelse "USB2 A Plug to USB2 5 Pin Mini Plug". Det var nu ikke betegnelsen, der gjorde indtryk på mig, nej, det var prisen. 199,95 kr. for 1 meter tynd kabel med et lille stik i hver ende. Det værste er dog næsten, at nu vil mine 2 børn falde over mig og skælde mig ud over, at jeg ikke købte kablet på nettet. De siger, at det er meget billigere. Denne bebrejdelse må jeg lægge øren til, hver gang jeg køber noget og ymter lidt om høje priser. Jeg tror, de er bange for arvens størrelse. Men det behøver de ikke at være, da jeg 8-10 gange har gjort dem arveløse, fordi de kommer og synger for mig om morgenen.
For øvrigt kan man ved køb på nettet jo heller ikke stå foran et levende menneske og sige: "God dag. Jeg vil gerne købe en ledning magen til den, jeg har her i min hånd".
Tænk lige over den, unger.

 
Mandag 11/10 2010:
I går aftes ved 20.30-tiden, da jeg så småt var ved at tro, at nu kunne der da ikke ske mere den dag, sådan arbejdsmæssigt, blev jeg med stor gevalt  hidkaldt til køkkenregionerne. Køkkenvasken var stoppet. Efter mange forgæves forsøg med den såkaldte "Clark Gable" måtte jeg der sent på aftenen i gang med et større arbejde med at skille vandlåsen ad, rense ud og montere igen. Det var da ganske vanskeligt, men takket være mit ukuelige gå-på-mod lykkedes alt, også samlingen af de mange rørstumper, og vasken virkede (til min store overraskelse iøvrigt). På kraftig opfordring fik jeg ros for arbejdet. Jeg havde dog i tankerne at bede om nattillæg på grund af det sene tidfspunkt, f. eks. i form af en enkelt fridag. Men noget sådant spøger man ikke med her på matrikelnummeret. Så jeg nøjedes med at takke for rosen og gik stolt tilbage til sofaen.
 
Søndag 10/10 2010:
Jeg har beskåret vort blommetræ i dag, en gerning, jeg plejer at udføre senere på året, men just i dag kom ånden over mig, og den skal man udnytte, uanset om den er hellig eller ej. Derfor greb jeg min sav, mine ørnenæb, det store og det lille, og min trofaste stige.
Med fare for liv og lemmer klatrede jeg dernæst i et par timer rundt som en abe og skar og skar, indtil forstanderinden mere end antydede, at nu kunne det da vist være nok. Først da stoppede jeg. Men se blot på billedet, hvor velproportioneret et blommetræ, der kom ud af det. Der er noget næsten palmeagtigt over det, synes jeg. Desværre tog jeg ikke et billede, før jeg startede. Men BONSAI, se blot resultatet. Nu er de grimme og lange "vandskud", der stak lodret op fra træet, borte. En time mere, og træet ville have været 25 cm. højt. BONSAI!

 
Lørdag 9/10 2010:
Hvis du lige kigger tilbage i min dagbog den 4/10 i år, opdager du, at jeg den dag fra min genbo modtog ca. 50 kilo bøger, som jeg måtte sortere i og beholde. Resten skulle bort. Det blev imidlertid til nærmere 75 kilo, som nu er sorteret. Jeg beholdt omkring 25 kilo, der nu er pænt stillet på plads på reolerne.
Iblandt bøgerne var flere gode sager, som jeg glæder mig til at læse ved første lejlighed. Jeg stødte også på bogen "Fyndord for folket" af W. C. Fields, og jeg kan ikke lade være med at gengive et par citater derfra.
Den runde og folkelige skuespiller var bl. a. kendt for sin modvilje mod børn.
Hør blot: "Der findes ikke seje børn. Hvis man koger dem i 7 timer først, vil de altid blive møre."
Eller følgende: Min bedstemor var en mærkværdig dame. Hun var imod, at børn stjal".
Sluttelig: "Oh, den lyd af små fødder i huset. Der er intet som at have en butler, der er dværg".
PS: Jeg fik cyklet i dag, selv det først var i morges, jeg fik spurgt autoriteterne, om de kunne undvære mig i 4-5 timer, mens jeg strøg afsted på landevejene. Men vinden var kold, og selv nu, nogle timer efter hjemkomsten, er jeg lidt "revsle".

 
Fredag 8/10 2010:
Prøv li' og 'ør 'er:
1) Jem & Fix i Egå, 2) Maxi Zoo i Risskov, 3) Dyne Larsen i Risskov, 4) Harald Nyborg, i Tilst, 5) Bauhauss i Tilst, 6) Bilka i Tilst, 7) Bakkegårdens Møbelforretning i Trige (fandt dog aldrig forretningen) og 8) Q8 i Skødstrup. Det var mine prøvelser i dag. Og det var vel egentlig ikke så lidt. Syv butikker mellem kl. 10 og 13. Selv synes jeg, at jeg klarede det fint, jeg gik i indre eksil. Og forstanderinden var tilfreds med min adfærd og med, at det gementligen var mit Dankort, der blev puttet i betalingsmaskinen. Jeg var dog noget træt ved hjemkomsten.
I morgen absolut ingen butikker. Jeg vil cykle - har blot endnu ikke turdet give meddelelsen videre til rette vedkommende. Den må puttes ind i en bisætning i aftenens løb, hvis jeg da holder mig vågen til det.
 
Torsdag 7/10 2010:
Det er ikke godt nok. Det er slet ikke godt nok. Den 20/3 og 26/3 i år havde jeg i min dagbog to harmdirrende indlæg om nogler menneskers misbrug af en blind vej i Lystrup, en vej, som de brugte til affaldsplads for mureraffald, en gammel bil og en ditto vaskemaskine. Jeg var virkelig oppe på mærkerne. Mit blodtryk led under det. Jeg passerede i dag på ny stedet og kunne konstatere, at i det mindste var bilen der ikke længere, hvorimod det øvrige griseri stadig sås. Det vil jeg såmænd ikke bebrejde nogen specielt - udover de åndspygmæer, der fra begyndelsen efterlod deres skidt i vejkanten. Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan få sig selv til det. Jeg synes, at de, der gør noget sådant, er både dumme og grimme. Gid deres sokker må krybe i vask!
 
Onsdag 6/10 2010:
Det er gået over gevind. Mine to børns opførsel er ikke eksemplarisk, selv om de begge er omkring 40. Jeg måtte lige over middag lide den tort, at de begge ankom samtidig, mens jeg ivrigt arbejdede ved min computer. Det lignede en sammensærgelse. De hævdede, at de kom for at lege med mig. Og jeg skal da love for, at der blev leget. De søde "små" fandt det underholdende med voldsom magt at holde mine arme i vejret og kilde mig kraftigt og skiftes til at give hestebid. Samtidig dansede de syngende omkring mig, mens jeg sad hjælpeløs på min kontorstol. Det var en slem oplevelse, som kun få fædre overvinder uden psykiske men. Må man heller ikke slå børn, der har nået skelsår og -alder?
 
Tirsdag 5/10 2010:
Når man har nået min fremskredne alder kan man ganske gratis få en influenza-vaccination. Da forstanderinden i anden anledning skulle til lægen i dag, fulgte jeg med, så vi begge kunne blive velsignede med omtalte prik. Jeg overværede, at fruen fik sin vaccination og kom lige inden til at sige til sygeplejersken, at hun endelig skulle jage kanylen langt ind, og at hun da godt måtte bruge en brugt, som måske var lidt sløv og rusten. Ved disse ord forenede forstanderinden og sygeplejersken sig i et anfald imod mig, og det var ikke så lidt, jeg blev truet med. Min vaccination ville blive en ren massakre, og kanylen ville på det nærmeste blive kastet fra den ene side af rummet og ind i min blottede skulder. Jeg måtte undskylde min overilede bemærkning og fik en smertefri indsprøjtning.
 
Mandag 4/10 2010:
Vi var til eftermiddagskaffe hos genboer. Det blev mig fortalt, at "herren i huset" med smerte havde planer om at køre en større samling bøger på lossepladsen. Det var nødvendigt af hensyn til manglende plads på reolerne. Det gør også ondt på mig, når jeg hører sligt. Så jeg fik lov at modtage en del af bøgerne og jeg har modtaget omkring 50 kilo af dem. Jeg glæder mig til at sortere i dem og håber, at jeg kan bruge mange af dem, helst alle. Jeg kan ikke fordrage at smide bøger væk. Det minder mig for meget om bogbrændinger.
 
Søndag 3/10 2010:
Vi holdt i aftes et lille party for vore engelske venner sammen med vore børn, svigerbørn og børnebørn. Maden var god, takket være forstanderinden, og ligeledes var rødvinen rosværdig, takket være mig, som ellers ikke har stor forstand på de dele. Der blev snakket og snakket, og så snakkede vi lige en smule mere. Naturligvis kunne jeg ikke høre alt, der blev snakket om, men jeg hørte dog ældste søn meddele, at han bestemt skulle ud og fiske i dag, og at han ikke var det mindste tvivl om, at han ville fange en pæn laks. Som det ses på billedet, fik han ret. 70 cm. og 3 kilo. Fanget på rejer ved Bjerringbro (Gudenåen).
 
Lørdag 2/10 2010:
Vore engelske venner og forstanderinden har i dag besøgt helvedes forgård, IKEA. Af én eller anden grund var min tilstedeværelse ikke ønsket. Jeg blev bedt om at transportere selskabet til butikken, sætte dem af, køre hjem. reparere 6 spisestuestole, samle to nye, støvsuge hele huset og køre tilbage for at samle det anglo-danske selskab op. Alt dette gjorde jeg med et enormt bredt smil på mit ansig. Alt andet end IKEA er for mig den rene fornøjelse, selv et besøg hos tandlægen. Jeg tror, at jeg på et tidligt tidspunkt i mit liv har fået en vaccination imod IKEA, og den virker fortsat og vil sikkert virke resten af mit liv - heldigvis. Den vaccination har de andre blot ikke fået, og det må de så lide for.
 
Fredag 1/10 2010:
Det er da et held, at jeg har svært ved at forarges. Men i dag var det tæt på. På en shoppingtur, der bragte mig rundt mange steder i det centrale Århus, så jeg en noget miserabel mandsperson stå og lade vandet på gaden lige over for Magasin, ikke engang i nogen form for skjul, men med front ud mod de passerende. Et par meget grimme ord undslap mine læber, men han ikke så meget som reagerede, fortsatte blot sit svinske forehavende. Og af "søens" størrelse nedunder fremgik, at han ikke kun havde drukket en enkelt øl. Det er noget grisseri, er det. Her synes jeg, at kommunen skulle gribe ind.
 
Torsdag 30/9 2010:
Jeg havde i dag en sjælden oplevelse, så sjælden at jeg næppe vil glemme datoen den 30/9 2010.
Vi var i Æbeltoft med vore engelske gæster for hos nogle gode venner af os at indtage en herlig brunch. Vi spiste og spiste - og så fik vi lige lidt mere. Efter dette herlige måltid havde forstanderinden nådigst tilladt, at jeg måtte cykle hjem derfra, mens hun med vore gæster tog på indkøb og oseri i Bilka, Bauhauss og Ikea, overhovedet de tre værste steder jeg kan tvinges ind i. 
Og nu kommer jeg til min specielle oplevelse. Jeg cyklede som sagt hjemad og nød det smukke vejr. Efterhånden som jeg lagde kilometrene bag mig, opdagede jeg, at uanset hvilken retning jeg tog, og hvilken vej jeg kørte, så havde jeg vinden i ryggen. Det var herligt, for det plejer altid at være det modsatte - altid vinden i hovedet.
Af denne pragtfulde årsag glemmer jeg aldrig dagen i dag.
 
Onsdag 29/9 2010:
Dagens tur med vore engelske venner gik til Lemvig og Thyborøn. Begge byer er vore yndlings-feriesteder. Og der er vældig mange interessante steder deromkring at besøge, lige fra kunstmuseum, bunkere, Jens Søndergaards udstilling/museum, stranden, Vesterhavet, Limfjorden, Lemvig Bymuseum, Lemvig Kirke og meget andet. Jeg vil dog koncentrere mig om en fiskerestaurant i Thyborøn, som jeg venligst  bringer et billede af. Jeg har hørt enkelte uforskammede mennesker hævde, at det ikke er tilfældigt, at jeg særligt omtaler spisesteder. Men selv synes jeg, det er en tilfældighed, for jeg besøger da også de andre nævnte steder - når jeg har spist.
 
Tirsdag 28/9 2010:
Stadig følgende årelange traditioner kørte vi med vore engelske venner til Silkeborg. Blandt andre steder besøgte vi kunstudstillingen med den store skulpturpark på det gamle Silkeborg Bad, hvor tidligere rige mennesker kunne få helbredende bade og rekonvalsere efter sygdomme. Under besættelsen var stedet hovedkvarter for alle tyske tropper i Danmark fra november 1942. Så blev det igen rekonvalsens-sted, og det vil interessere alle at vide, at forstanderinden arbejdede der som rengøringsassistent i 2 uger i 1957. I løbet af de to uger sled hun 4 skurebørster op, og så syntes hun, det var nok.
Nu er stedet som sagt en stor skulpturpark, og i anledning af mit besøg, som man kendte på forhånd, havde man lavet en skulptur af mig og en af mine forfædre og anbragt den foran hovedindgangen. Jeg ved, at det ligner mig til fuldkommenhed, men lad dig ikke snyde. Alt er lavet af bronze og andre værdifulde metaller. I modsætning til min forfader har jeg dog beholdt mit tøj på. Forstanderinden insisterede på, at det skulle jeg.

 
Mandag 27/9 2010:
I dag indledte vore engelske venner deres årlige besøg hos os (1 uge). Vi har kendt hinanden siden 1958, altså i 52 år. Det er trods alt en del.
Når de er her hos os, ser vi stort set de samme ting, som vi så året før og året før og året før osv. Vi har alle nået den alder, hvor enhver forandring - selv til det bedre - er temmelig irriterende.
Så jeg ved ikke helt, hvordan det vil gå, når vi i år skal besøge et sted, vi ikke tidligere har været sammen, nemlig Lemvig.
Til gengæld skal det ikke mangle på god mad og drikke. Det er en anden tilbagevendende ting. Jeg plejer at tage en del kilo på under deres besøg.



 
Søndag 26/9 2010:
Det er gået helt galt i dag. Forstanderinden er gået rengørings-amok, selv om vi startede for en uge siden. Vi skal i næste uge have besøg af vore engelske venner, og noget kunne tyde på, at de ikke tåler det mindste syn af lidt støv for slet ikke at nævne spindelvæv. Ingen af delene findes nu i huset, som må bejle stærkt til titlen som Danmarks reneste hus. Og da forstanderinden fortfarende henholder sig til sygeplejerskens udtalelse om stærkt nedsat aktivitet, også hvad angår støvsugning, på grund af det "enorme" operative indgreb i fredags, har jeg ikke haft en rolig stund, siden jeg stod op. Og nu er kræfterne sluppet op. Jeg sidder sammensunket i sofaen og afventer næste ordre, som kunne ligne støvsugning af vinterhaven for 3. gang på 2 dage.
 
Lørdag 25/9 2010:
På gårsdagens cykeltur gennem Todbjerg, hvor jeg så ofte har kørt, bemærkede jeg for første gang en vejsten og et vejskilt, som ikke tidligere har fanget min opmærksomhed. De fik mig til at undre mig over, hvad en "hæst" egentlig er for noget. Det ved jeg stadig ikke, men jeg fandt ud af, at "Thomasminde Hæst" er benævnelsen for en samling bebyggelser øst for Trige. Indtil det 18. århundrede var der en landsby; men området blev opkøbt og indlemmet i herregården Thomasminde. Senere er det igen udstykket i ejendomme. Lokalt udtales Hæst med en lang vokal til forskel fra hest. Vejen mod øst fra Trige går igennem Hæst og hedder Herstvej; men omtales stadig ofte med Hæstvej. Man lærer altså meget ved at cykle.
 
Fredag 24/9 2010:
Forstanderinden har i dag været hos en plastikkirurg. Ikke for en ansigtsløftning, for den er ganske unødvendig, fordi hun så ofte hæver øjenbrynene i retning af mig. Denne øvelse gør nemlig, at ansigtsfolderne aldrig synker ned. Nej, hun skulle have fjernet en lille talgkirtel på den ene kind. Alt gik vel, og det gjorde slet ikke ondt - på hende. Men det vil det komme til at gøre på mig. I bilen på vejen hjem læste hun op af en seddel, hun havde fået udleveret indeholdende aktiviteter, hun ikke må foretage de næste 14 dage. Hør blot, hvad hun sagde: "Jeg må ikke løfte noget tungt, må ikke dyrke sport, må ikke bade hverken i indendørs bassiner eller i havet, og jeg må ikke støvsuge". Her knækkede filmen for mig. Jeg bad om at måtte se sedlen, men det kunne jeg ikke få lov til. Først senere på dagen måtte den søde tilstå, at støvsugning ikke stod på listen - men sygeplejersken havde i hvert fald sagt det. "Og så snakker vi ikke mere om det!"
Så i de næste 14 dage er al støvsugning og løft af ting, der er tungere end 1 liter mælk overladt til undertegnede. Og arret er ikke engang 1 cm. langt.
 
Torsdag 23/9 2010:
Min søde hustru fik i går aftes en god ide. Vi skulle stå meget tidligt op i dag og gå en lang tur med vore hunde, som for en gangs skyld ikke ville blive afhentet af deres vanlige "gå-tur-veninde". Jeg bifaldt ideen, dog ikke den del, der handlede om at stå tidligt op. Men det gjorde vi. Så kl. 9.20 begav vi os afsted i det herligste efterårsvejr, der udviste alle tegn på, at det ville blive en skøn dag.
Ganske vist er jeg ikke god til "stemningsfulde" billeder, og ganske vist er Studstrupværket ikke det smukkeste syn, man kan tænke sig. Alligevel synes jeg selv om billedet, som jeg tog på hjemturen.
 
Onsdag 22/9 2010:
Jeg var i dag centrum for en stærk oplevelse. På min cykeltur til Tranbjerg og omegn kom jeg på tilbagevejen til cykelovergangen ved Østbanetorvet i Århus. Jeg kørte lidt stærkt over, da der blev rødt, lige da jeg kørte ud, og som følge af den høje hastighed kom jeg op at "ride" på modsatte sides fortovskant. Jeg bremsede febrilsk, mens forhjulet kørte på fortovet og baghjulet på cykelstien - og væltede. Ikke i nogen stor fart og ikke noget dramatisk styrt. Jeg blot lagde mig ned. Og der lå den gamle viceinspektør og rodede på cykelstien foran Østbanegården. Det hele må have set en smule komisk ud. Jeg slog mig ikke nævneværdigt, en skramme på knæet og en mindre på albuen. Den gode ting ved styrtet var, at to mennesker straks drog omsorg for mig. En sød, ung dame, der kørte bag mig, stoppede straks og spurgte til mit velbefindende. Og hun smilede sødt, da jeg sagde, at jeg var OK. En herre, der overhalede mig lige før, havde observeret faldet, smed sin cykel og kom løbende hen for at tilse mig. Jeg kunne også overbevise ham om, at jeg havde det fint. Det er godt at vide, at nogen vil tage sig af en i nødens stund.
 
Tirsdag 21/9 2010:
Som det umiddelbart fremgår af billedet, har jeg i dag gravet vores køkkenhave, et større entrepenørarbejde, som krævede stor muskelstyrke og stamina, hvilke to dele jeg er så rigeligt i besiddelse af. Og godt for det. For det er slidsomt at grave 4½ kvm. land. Området er i år blevet brugt til kartoffeldyrkning, i alt 30 kartofler blev det til, 7 pr. kvm., hvilket er lige i underkanten til at få EU-tilskud. Men det vil vi stræbe efter næste år.

 
 
 
 
Mandag 20/9 2010:
Mit værksted har længe trængt til en oprydning, hvilket ikke er gået ubemærket hen. Men jeg har hele tiden udskudt den, fordi der var vigtigere ting, der skulle ordnes - synes jeg. Jeg havde egentlig også fundet noget vigtigere i dag, nemlig rengøring af egen cykel og klargøring af fruens. Af hensyn til olie og vand, der drypper fra køretøjet, skal denne aktivitet foregår udendøre og med det enorme regnvej, vi havde, måtte den desværre aflyses. Og så var der ingen undskyldning tilbage vedr. værkstedet, hvorfor jeg knoklede og sled i 10 minutter. Jeg vidste ikke, jeg kunne arbejde så hurtigt, men naturligvis har forstanderinden ikke set og godkendt resultatet endnu.
 
Søndag 19/9 2010:
Jeg havde besluttet mig til at male vores redskabsskur i dag, en god og kristen gerning, synes jeg selv. Samtidig var forstanderinden taget på indkøb i Føtex. Så alt åndede fred og ro på matrikelnummeret. Min mobiltelefon ringede, og med ro i sind og sjæl besvarede jeg den. Det var et opkald fra fruen. Hun ville lige spørge, om jeg da ikke syntes, hun skulle købe et rundt tæppe, som hun stod med. Jeg skød hjertet op i livet og sagde, at det vist var en dårlig ide. Hun accepterede straks, og min mistanke var vakt. Noget måtte være i gære. Og ganske rigtigt. 5 minutter senere ringede telefonen igen fra forstanderinden. Hun ville lige sige, at hun sammen med søn og svigerdatter ville besøge et andet supermarked, som ganske vist var lidt længere borte, og hun ville låne mit Dankort. På min forespørgsel om, hvor omtalte supermarked var, fik jeg svaret "I Flensburg". Af formelle årsager blev jeg spurgt, om jeg dog ikke ville med, hvilket jeg absolut ikke nærede noget ønske om. Derfor har jeg tilbragt eftermiddagen i min ensomhed i selskab kun med en dåse maling og en pensel - i et dybt savn af mit Dankort.
 
Lørdag 18/9 2010:
Endnu engang må jeg referere til vores ferie ved Berlin. Ved et tilfælde fandt vi i en lille by, Kampehl, en lille kirke, hvori fandtes et mumificeret lig af Baron Christian Friedrich von Kahlbutz, som døde 3/11 1702. Mumificeringen har siden opdagelsen af liget været et mysterium. Forskere har fastslået, at der ikke er tale om en balsamering. Ej heller er brugt salpeter, arsenik eller andet til præserveringen. Der er ingen forklaring. Liget ligger i en kiste i et lille kapel. Ved siden af den stod 2 andre kister med baronens familiemedlemmer. Begge disse lig var totalt nedbrudte. Det gjorde ikke en forklaring nemmere. Hvorfor var von Kahlbutz selv ikke "gået i opløsning"? Tilbage er kun en mistanke om, at der er tale om noget mystisk.
Den gode baron var gift og havde 11 legitime børn. Derudover havde han ca. 30 illegitime, avlet som en følge af baronens traditionelle ret til at sove med alle brude i hans baroni på deres bryllupsnat. En enkelt brud nægtede ham dog denne ret fuldstændig, hvorover baronen blev så vred, at han myrdede brudgommen, en lokal fårehyrde. Ingen overværede mordet, men alle var sikre på, hvem der stod bag, selv om han benægtede. I den påfølgende retssag blev baronen frikendt ved at sværge den såkaldte "Renselses-ed". Han tilføjede til eden: "Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg er skyldig, vil mit døde legeme aldrig formulde".
Det gjorde det så heller ikke.

 
Fredag 17/9 2010:
Som de bedste hukommelser vil erindre, var jeg for nylig på ferie i det tidligere Østtyskland. Det var derfor med interesse jeg i forgårs lyttede til en radioudsendelse om netop DDR i tiden før murens fald. De sarteste sjæle må undskylde ordvalget i det efterfølgende. Jeg gengiver det blot nøjagtigt, som det blev sagt i Danmarks Radios ærværdige P1. En ældre og tidligere østtysker blev interviewet om forholdene dengang og sagde følgende: "Alt i DDR var noget lort - undtagen øllet, som var noget pis."
 
Torsdag 16/9 2010:
Ja, da. Den passede - faktisk til min store overraskelse efter gårsdagens mange forsøg på at tyverisikre vores campingvogn. Spændt monterede jeg hjul-låsen i formiddags.
299 kr. kostede "fornøjelsen". Nu vil selv den mest ihærdige tyveknægt (må hans sokker krybe i vask) få et hulens bøvl med at fjerne vognen fra matrikelnummeret, og jeg kan borttage min egen primitive tyverisikring, som bestod i en metalbøjle spændt ned over trækket. Ja, den var ikke genial, men ville dog have sinket de grimme forbrydere 4-5 minutter.
Jeg er nødt til at gøre en tilføjelse, som ikke har med ovennævnte at gøre. Til min overraskelse er jeg begyndt at synes en smule om havearbejde, sådan gå og nusse lidt med hakkejernet, tilse kartoflerne, klippe lidt i træerne, rive lidt osv. Men i dag tog det overhånd. Først beordredes klipning af hæk (2 timer). Dernæst slåning af græs (1 time). Uden pause imellem. Og det hele på én og samme dag. Den bed.
 
Onsdag 15/9 2010:
Jamen, jamen, jamen. Hvilken dag, det har været! Mine kvaler fra i går med et låsesystem til vores campingvogn, et mere professionelt, end det jeg udtænkte selv, fortsatte i dag for fuld styrke. Jeg havde ingen anelse om, at det skulle være så svært at købe en lås til et træk. Men det er det altså. Tre gange har jeg været i Hørning for at købe, bytte og til sidst helt aflevere, da nr. 2 lås heller ikke passede. Dernæst gik turen til Tilst for at købe en såkaldt hjul-lås, der vil gøre det helt umuligt at flytte vognen. Ak og ve. Den passede heller ikke. På ny til Tilst for at aflevere og få penge tilbage. Sluttelig - forhåbentlig da - til Egå for at købe en anden hjullås, som forhåbentlig passer. Det ved jeg først i morgen. Det regner for meget til at montere den i aften. Jeg har regnet ud, at jeg har kørt omkring 350 lange og forgæves kilometer - ikke godt for CO2-udslippet eller min egen økonomi.
 
Tirsdag 14/9 2010:
Vores nabo fik i går stjålet sin motorbåd, som stod på en bådtrailer i indkørslen. Den er måske stjålet ved højlys dag. Det fik mig i alarmberedskab. Tyvene har jo også set vores campingvogn, som jeg følgelig har brugt en del af i dag på at tyverisikre, hvilket kostede et par forgæves køreture. Men nu har far selv opfundet en sikring, som tyvene næppe kan komme omkring. Jeg vil blot ikke fortælle, hvad den går ud på.
Men tænk, at nogle rigtig grimme tyveknægte har fundet deres vej til jomfruelige Studstrup. Hvad skal det dog ikke ende med? Her synes jeg, at kommunen bør gribe ind!
 
Mandag 13/9 2010:
Jeg er stolt i dag, stolt af mig selv. Jeg har nået mit årsmål på cyklen, 2.750 km. Da jeg i formiddags drog ud, manglede jeg 61 km. i at nå det, og da jeg kom hjem havde jeg et overskud på 6 km. Så tidligt på året har jeg ikke før nået de tilstræbte kilometer, og min sæson startede endda først midt i marts p. gr. af den lange vinter. I 2009 nåede jeg lige nøjagtigt målet den 29/12, sidste udkald. Men tro nu ikke, at cyklen nu stilles bort, fordi målet er nået. Nej, nu skal der sættes rekord. Mit hidtil bedste år var 2008 med i alt 3.249 km. Den vil jeg gerne slå i år. Så bliver jeg endnu mere stolt. Det er skønt at være stolt.

Søndag 12/9 2010:
Jeg elsker det. Vi havde til frokost besøg af alle børn, svigerbørn og børnebørn (aah, knapt, en enkelt manglede af sidstnævnte). Hvor er det skønt, når de kommer. De bringer i den grad en glæde ind i min dag - også i dag. Jeg vil sove godt i nat og tænke på, hvad de betyder for mig, og hvor meget godt de kan fortælle mig.
Og i morgen vil jeg meget gerne cykle en tur.

Lørdag 11/9 2010:
Årets første jagtdag er forbi. Hvor var det skønt at møde de gamle venner igen. Gensynsglæden var stor. Vi har det godt sammen, selv om vi må acceptere, at vi på ny skal høre de samme beretninger og historier som sidste år - og forrige, og forrige osv. Alderen trykker nogle enkelte af os. Vi kan huske alle generalerne i Boerkrigen, men vi kan ikke huske, hvad vi fik at spise til morgen - eller hvad vi fortalte sidste år.
Nu er der desværre næsten 1½ måned til næste jagt.

Fredag 10/9 2010:
Jeg skal i morgen på årets første jagt, en lille andejagt, og jeg har brugt noget af dagen til at gøre klar. Blandt mange andre gøremål har jeg lagt mine gummistøvler ud i bilen. Det observerede vore hunde øjeblikkelig, og siden har ingen af dem veget fra min side. Lige nu sidder jeg (af gode grunde) ved min computer med to sorte hund liggende klistret op ad min stol. Deres forventninger er høje. De ved ganske sikkert, hvad der er under opsejling, for de kender udmærket betydningen af en gummistøvle og glæder sig. Nå, ja. Det gør jeg også.

Torsdag 9/9 2010:
På vores just afviklede tur til Berlin medbragte jeg også min cykel. Desværre fik jeg cyklet for lidt, for der var meget andet at tage sig til. På de få ture, jeg gjorde, opdagede jeg dog, hvor fladt området er. Vi boede ca. 60 km. uden for byen i et skovrigt område. Faktisk kørte jeg kun på én bakke, en bro over en jernbane. Den blev jeg så begejstret for, at jeg efter nedkørslen kørte tilbage over den endnu en gang, mens jeg skævede rundt for at se, om nogen betragtede mig. Det er jo det tidligere Østtyskland, så hvem ved, om en tidligere STASI-agent kunne misforstå situationen og anholde et fjols, der kører frem og tilbage over en jernbanebro?

Onsdag 8/9 2010:
Lige hjemkommet fra en ferie i Berlin er jeg hermed klar på ny. Da klokken er ganske mange, vil jeg i dag nøjes med et lille "ordsprog", jeg så i den tyske hovedstad: "Arbejde gør livet sødt - blot bryder jeg mig ikke om sukker" .

Søndag 29/8 2010:
Vidste du, at navnet FØTEX er dannet ved at sammensætte og forkorte to ord, FØdevarer og TEXtiler. Ja, det gjorde du sikkert. På en ledsaget udgang besøgte jeg i dag TEX. Det var nemlig blevet besluttet, at jeg trængte til nye bukser, og i TEX var et billigt tilbud på 50 kr. for et par jeans. Ankommet til stedet skulle jeg prøve bukserne, hvilket kunne blive tidkrævende, da der kun var ét prøverum med lang kø. Jeg valgte derfor at prøve bukserne udenfor på gangen mellem bøjlerne. Dette afstedkom en del kommentarer fra andre kunder, men kun venlige. En ung dame sagde, at hun nok skulle undlade at kigge. Jeg betroede hende, at hun ikke skulle tage hensyn til mig. En ung mand fortalte mig, at jeg da vist ikke var en genert type, og jeg replicerede, at det var jeg netop, men jeg var også en utålmodig type. Flere spurgte, om bukserne passede. Jeg sagde, at det ville jeg vide om lidt. Jeg måtte prøve fem par. Jo, det er besværligt at købe nye bukser. Det havde været nemmere at købe et par sokker.

Lørdag 28/8 2010:
Det er sent, meget sent, og jeg er lige hjemkommet fra en særdeles hyggelig fætter/kusine-sammenkomst i Silkeborg. Vi har nydt at mødes på ny efter første sammenkomst sidste år. Et vellykket forsøg på at opstille et stamtræ, der går 3-4 generationer tilbage tog sin begyndelse og fortsætter om et år, når vi mødes her omkring Århus. Men nu vil jeg i seng, Det er midnat. Sov godt!

Fredag 27/8 2010:


De ældste af os kan huske et cigaretmærke, der hedder "Craven A". Selv om du ikke kan, så læs alligevel videre. Min gode ven, 82 fra Løgstør, spurgte forleden, om jeg kunne finde informationer om oprindelsen til navnet. Jeg holder af sådanne opgaver og fandt ud af, at cigaretterne fik navnet i 1860 efter den 3. Earl of Craven. Den var en cigaret, der var fremstillet efter engelsk smag, virginia-tobak, og som navnlig blev solgt i Vietnam, Jamaica og Canada. Den havde ikke filter, men en lidt underlig kork-dup. Jeg mener at huske, at min mor eller far røg den en overgang, og jeg har selv røget den ganske få gange i England, når nogen bød mig den. Men jeg vil aldrig gøre det igen. Jeg er jo ikke-ryger, nu på snart 6. år.

Torsdag 26/8 2010:
Det var min egen ide. Jeg valgte selv at tage i Bilka. Formålet med besøget var at indkøbe en fjernbetjening i stedet for en defekt ditto til et TV, vi for nogle år siden købte netop der. Og det er et "mandekøb" at købe dele til et fjernsyn, noget som ikke kan overlades til det smukke køn. Forstanderinden var ikke desto mindre ikke sen til at meddele, at hun havde i sinde at tage med. Og Herre min Gud. Bilka var udvidet til det ulidelige. Der var endnu længere end vanligt fra start til den modsatte ende - og det tog tid. Man havde min salighed også fået nye indkøbsvogne. "De er med aerodynamiske håndtag", som jeg hørte en anden kunde sige. Hvis dette kunne få vores indkøbsvogn til at køre lidt stærkere, ville det have været godt. Indkøbet af fjernbetjeningen tog 1½ minut, men vi var i butikken i næsten en time. Så glem den med de aerodynamiske håndtag. De øger ikke hastigheden.

Onsdag 25/8 2010:
Vi har heldigvis en rigtig god svigersøn med mange fordele og evner. Én af dem er, at han kan sætte dør-gerigter på, og det kan jeg ikke. Det er for mig et mysterium, hvordan man får vinklerne i hjørnerne til at passe sammen. Det kan han også. Udstyret med disse evner var han i dag så venlig at sætte en gerigt op for os - naturligvis med min uundværlige hjælp, som bestod i at kigge over skulderen og nu og da hente et stykke værktøj. Men hvor er det skønt at få assistance til slige tømrer-opgaver, som jeg ellers ikke ville få lavet. Tak er kun et fattigt ord.

Tirsdag 24/8 2010:
Jeg har haft en god oplevelse i dag. Jeg har fra det forlag (Silkeborg Kulturhistoriske Museum), der skal udgive min bog fået endelig bekræftelse på, at man vil udgive den. Pengene er tilstede. Så nu har jeg enormt travlt med en grundig gennemgang af det udkast til bogen, som trykkeriet har sendt til mig for et par dage siden. Jeg ryster lidt indvendigt ved tanken om, bogen snart foreligger "i kød og blod", og at jeg inden længe kan holde den i hånden. Det bliver stort.

Mandag 23/8 2010:
Hermed kan jeg erklære operation "maling af vinterhave og gavl" færdig. I forstanderindens fravær afsluttede jeg opgaven, hidkaldte straks naboen til en "have-øl", så vi sammen kunne sidde i en havestol nyde det endelige resultat af mine anstrengelser. Når man ikke kan se detaljerne, ser det da fint nok ud.
Just som vi sad med vores kølige drik, faldt mine øjne på soklen, som jeg havde glemt at male. Kattens osse. Det bliver ikke i dag. Hele min krop og sjæl var indstillet på, at jeg var færdig. Nu har jeg et forfængeligt håb om en fridag eller to. Men jeg har endnu ikke anmodet myndigheden om dem.


Søndag 22/8 2010:
Jeg er blevet tilgivet. Jeg er blevet rehabiliteret. Jeg blevet fundet god nok. Og pokker stå i det! Forstanderinden har måttet trække sine tidligere beskyldninger om min uegnethed med en malerspand og pensel tilbage og tvunget mig op på et 2-3 meter højt stillads for at male husgavlen. Og selv om jeg klattede ned på fliserne og malede gråt på det hvide og omvendt, har hun ikke kommenteret mine evner, eller mangel på samme. Måske er hun tilfreds, selv om resultatet nok ikke ville kunne få andet end løftede øjenbryn frem hos en prof. maler. Selv vil jeg ikke løfte noget øjenbryn. Det er jeg for træt til.




Lørdag 21/8 2010:
Tankerne om de lige og ulige husnumre/tal har bredt sig. Nu overvejer jeg, hvorfor kvinders CPR-numre slutter med et lige tal, mens mænds slutter med et ulige tal. I sig selv er det sikkert praktisk nok, at der kan skelnes. Men hvorfor er det ikke omvendt med de to slags tal? Er det, fordi de lige numre er lidt "finere" end de ulige? Og så er vi mænd høfligt trådt til side og har ladet det andet køn få de "fine" numre.
Måske kan man fortsætte tankerækken med at konstatere, at det traditionelle "uheldstal" 13 også er et ulige tal. Jeg ville have svært ved at forestille mig et lige tal som et uheldstal.
Nu ikke mere "tal-snak". Nu vil jeg restituere, for jeg har en fornemmelse af, at jeg skal have noget godt at spise i aften, og det kræver sin mand at stå et godt måltid igennem!

Fredag 20/8 2010:
Jeg har ofte undret mig lidt over, hvorfor husnumre på venstre side af en gade er ulige og lige på højresiden. Nu kender jeg forklaringen, og det vil være urigtigt at skjule denne viden for andre. Så se blot her:
På en gammel hestevogn var vognhjulet i højre side skruet på med normalt gevind, og hjulene i venstre side skruet på med links gevind. Normalt gevind blev sidestillet med de lige numre og links gevind med ulige numre. Samtidig var numrene tættest på byens centrum lavest. Så hvis man kigger på gaderne i dag, der har eksisteret længst, vil man typisk have stigende husnumre når man går fra centrum og ud. Samtidig vil det være lige numre til højre og ulige numre til venstre (links gevind siden).
Det er stadig utroligt, så meget man kan lære på denne hjemmeside. Jeg vil snarest give en lektion om vestenvindens påvirkning af træerne omkring Lemvig - eller et andet lige så spændende emne.

Torsdag 19/8 2010:
Min cykeltur rundt om Årslev Engsø (ad diverse omveje) førte mig også gennem Århus midtby. Da jeg ikke i mange år har været på den hyggelige Møllestien, kørte jeg igennem den og beundrede de gamle huse, hvoraf mange er fra omkring 1750. Gaden kendes dog helt tilbage fra vikingetiden. I dag er det temmelig mondænt at bo i Møllestien, men for ikke så mange årtier siden var det fattigkvarter. Nu er det for de rige og raske.

PS: Forstanderinden gravede de første kartoffeltoppe op i dag. 3 toppe gav 6 kartofler. Vi vil overveje en anden sort næste år.


Onsdag 18/8 2010:
Alle kender vel synet af en TV-antenne. Men kun jeg kender synet af den TV-antenne, jeg har imponeret mig selv med at konstruere, og som nu er anbragt i vores vinterhave. Antennen er nok ikke det fikseste, der findes. Den er lavet af et stykke almindelig hvid ledning snoet på kunstfærdigste vis, en samlemuffe af ordinær art og et gammeldags antennestik. Koblet til en digital-boks af ældre dato fungerer opfindelsen på vores meget gamle B&O-fjernsyn, som står på aftægt og ikke har været tændt i endog meget lang tid. Jeg var sikker på, at forstanderinden ikke ville bryde sig om synet af min frembringelse, hvorfor jeg har skjult den bag et skab. Det' genialt, det dér!
PS: Den totale regnmængde i går blev på 54 mm. i Studstrup. Godt, vi ikke har en kælder.

Tirsdag 17/8 2010:
Jeg har i dag fulgt nøje med i nedbørsmængden, dels på grund af de kraftige oversvømmelser på Sjælland i går, og dels fordi regnen i dag har forhindret mig i at gøre noget, jeg havde haft mere lyst til, f. eks. havearbejde. Fra min meteorologiske udkigspost kan jeg da rapportere, at siden kl. 13.00 har vi i Studstrup fået 34 mm. regn (kl. 18.00), og jeg har lært, at 20 mm. svarer til en grundvanding. Så dem har vi fået næsten 2 af - og det regner fortsat kraftigt. Gad vide, om mine kartofler har godt af alt det vand. Men alt i alt er det jo intet sammenlignet med Sjælland i går og Bornholm i nat. Dér ved man, hvad regnvejr er.

Mandag 16/8 2010:
Jeg har tidligere i ét af mine dagbogsblade omtalt mine to uvorne børn, der gør sig uheldigt bemærket ved på ondskabfuldeste vis at vække deres gamle far før kl. 9. Jeg havde for nylig succes med at holde sønnen på afstand med en sprøjteflaske, jeg havde skjult i sengen, da han ankom med truthorn og høje råb. Han flygtede forskræmt. I dag slog han tilbage. Jeg vågnede med et spjæt i min skønne seng, da han angreb mig gennem det åbne vindue, sang højt og larmende og smed tennisbolde efter mig. Det er ikke rimeligt at blive vækket således. Og bedst som jeg troede, at der var faldet ro over situationen, så jeg kunne jeg slumre videre, stod han pludselig i døren med en langtrækkende sprøjteflaske, så jeg blev temmelig våd. Og altsammen er det planlagt i samråd med vores datter. Jeg så dem tale sammen senere på formiddagen, og jeg er ikke i tvivl om, hvade emnet var, næste ubehagelige vækning af deres gamle far.
Jeg har nævnt ordet "arveløshed" for dem, men det synes ikke at have haft nogen reel virkning.
Er der dog ingen, der vil adoptere de to?

Søndag 15/8 2010:
På min cykeltur i dag i Mols Bjerge faldt mine tanker på molbohistorierne, de små anekdoter, der havde til hensigt at latterliggøre de stakkels molboer, ligesom det senere gik ud over århusianerne og før da andre befolkningsgrupper, friserne, aggerboerne og flere. Ifølge historierne var molboerne ikke alt for begavede, forsøgte bl. a. at avle spegesild i en lille sø, som jeg kørte forbi i dag. Jeg tror i hvert fald, det var den - ved Fuglsø. Forsøget med spegesildene gik ikke, og en indfanget ål fik skylden for de manglende sild. 
Nutidens molbohistorier kommer dog fra Bruxelles. Jeg læste i dag, at nye EU-regler for udendørsaktiviteter forlanger advarselsskilte, der skal advare bjergbestigere om, at de er kommet højt op. Godaw do!

Lørdag 14/8 2010:


















Ved siden af mig ligger to ovenstående avisbilleder af to afgørende scoringer for Silkeborg Idrætsforenings to bedste håndboldhold. Fotoene bragte lige nogle minder frem.
Af hensyn til de uvidende må jeg fortælle, at billederne er fra to forskellige kampe, da damer op mænd af praktiske årsager ikke spiller med og mod hinanden, men at - som der står under billederne i Silkeborg Avis: "Til venstre scorer Else Mølgaard Jensen og til højre hendes forlovede, Gunnar Rasmussen". Jeg er sikkert også nødt til at fortælle, at billederne er lidt gamle - helt fra 1962. Ingen af os spiller nemlig håndbold længere. Else har ikke tid på grund af sit job, og jeg skal passe min cykeltræning. Bjarne Riis har lige kontaktet mig for at fortælle, at jeg i næste års Tour de France stiller op på lige fod med nyindkøbte Contador. Så må bjergetaperne afgøre, hvem af os holdet skal køre for. Derfor ingen tid til håndbold. Man kan ikke nå det hele.

Fredag 13/8 2010:
I dag for nøjagtigt 5 år siden stoppede min søde viv med at ryge. Ganske vist var det under lidt "trælse" omstændigheder, da det var sygdom, der overbeviste hende om, at det var en god ide at lægge cigaretterne bort. Men alligevel synes jeg, at det var "godt gået", og det fik mig til at stoppe også, blot 23 dage senere, da hun efter en indlæggelse på 10 dage kom hjem fra hospitalet. Vi har givet hinanden "lov til" at begynde at ryge igen, når vi fylder 75 år, men mon det får os til at ryge igen? Nok ikke. Og lidt penge har vi da sparet, selv om kostbudgettet er vokset - og vægten med det.

Torsdag 12/8 2010:
Jeg var hos lægen i går, bl. a. for at få ordnet formaliteterne vedrørende fornyelse af mit kørekort. For selv om ingen kan se det - nogle få dårligt seende fjolser undtaget - fylder jeg 70 år inden for en overskuelig tid. Og så skal man hos sin læge bestå nogle tests for fortsat at kunne føre bil. Én af testene var en hukommelsestest. Ved starten af samtalen bad lægen mig om at lytte til tre ting, han nævnte, et bord, papir og en saks, og jeg skulle senere i samtalen kunne gengive disse. Jeg tror, at mange - min familie medregnet - er overrasket over, at jeg bestod hukommelsesprøven, for jeg får da svært ofte at vide, at min hukommelse er borte. Men nu har jeg det på tryk, at det er den ikke. Kom så igen!
Da jeg havde bestået den samlede prøve, kunne jeg så få lov til at betale 445 kr. for ulejligheden og i dag yderligere 70 kr. for et foto. Det er dyrt at blive gammel, der er lagt skat på det.

Onsdag 11/8 2010:
Jeg er velsignet med en god soldaterkammerat i Løgstør. Vi har kendt hianden siden vinteren 1963, omend vi i en årrække ikke havde kontakt. Det har vi heldigvis nu. Samme 82 blev for nogle dage sden af sin kone beordret til at bære en stor mængde storskrald ud på vejen og stable det pænt op, for i løbet af dagen ville den kommunale renovation komme og samle ind. Da naboerne observerede udflytningen, hentede også de deres affald og stillede det ud på fortovet. Snart lignede gaden et større genbrugsmarked. Efter nogen tid, da affaldet burde være hentet, viste 82's nærlæsning af kommunens brev, at det først var om 14 dage, kommunen ville afhente skraldet. Derpå måtte stakkels 82 slæbe alt tilbage, hvilket naboerne også bemærkede, begyndte returneringen og kom med utilfredse udbrud til 82.
Ikke langt fra 82, i et hus i landlige omgivelser, bor også 83, en anden soldaterkammerat. Han oplevede i februar, da han var ved at gøre klar til et bad, at blive låst ude på husets svalegang i 1. sals højde kun iført slet ingenting. Han ville lige prøve, hvordan det var at opholde sig i frostgrader uden tøj og trådte modigt ud i kulden. Hvad han ikke opdagede, var, at hans kone, uden at bemærke sin mand (hævder hun), låste døren til svalegangen indefra og kørte til supermarkedet. Det kostede 83 et par timer i ensomhed og nøgenhed i flere graders frost. Hvem sagde Misse Møhge og overlærer Andersen? 83 er tilfældigvis lærer!
Af disse to beretninger kan man lære, at befolkningen i og omkring Løgstør måake har taget lidt skade af at bo der!

Tirsdag 10/8 2010:
I en ikke fjern fremtid skal min søde viv og jeg være med i en fætter-kusine-sammenkomst på min families side. Vi glæder os meget til den. Som et indslag til festen har min bror og jeg besluttet at grave oplysninger frem om vore aner, og det mødtes vi om i dag. Vi har heldigvis en del papirer at støtte os til.
Vi vil opstille et "familie-træ" og finde små anekdoter om forskellige familiemedlemmer, startende med min oldefar og oldemor. Min farfars familie var stor. Han var én af 10 søskende. Der burde egentlig have været 13, men 3 døde ved fødslen. Af de 10, der levede, emigrerede de 5 til USA. Hvis min farfar havde været én af dem, ville jeg ikke have eksisteret. Mærkelig tanke.
Vi har siden haft rimelig kontakt med nogle af de, der rejste, men nu er de alle døde. De var født i perioden 1885-1901. Men i lighed med så mange andre danske familier har vi nu i dag måske 100 efterkommere af vores slægt boende "over there", efterkommere efter de 5 udvandrere.

Mandag 9/8 2010:
Som tidligere fortalt (se bl. a. 21/6) har jeg en vis respekt for de arbejdssedler, som forstanderinden efterlader, når hun som i dag tidligt drager afsted på sit job som eksamensvagt. Jeg havde allerede i aftes antydet, at jeg synes, det er rimeligt, at jeg selv tilrettelægger mit dagsprogram uden sedlerne. Da min bøn i fremsættelsesøjeblikket ikke blev besvaret, frygtede jeg det værste - og med rette. Jeg stod op ved halvni-tiden og erfarede som næsten ventet, at sedlen med sine mange punkter lå på sin vanlige plads på køkkenbordet. Jeg handlede impulsivt og rev den i fire stykker og lod stumperne ligge på bordet. Herpå forlod modet mig. Jeg udførte pligtskyldigst de befalede opgaver, hvorpå jeg cyklede en lang tur til Chris Anker Sørensens hjemby, Hammel. På vejen hjem slog det mig pludselig, at jeg i min glemsomhed havde ladet de 4 papirstumper ligge fremme på køkkenbordet. Dette kunne af forstanderinden opfattes som en provokation, selv om ordrerne var udført. Jeg satte farten op, hvilket var svært, fordi jeg i den stærke blæst var vældigt udmattet. Jeg nåede ikke hjem i tide - altså før forstanderinden. Jeg kiggede mig hurtigt omkring og konstaterede, at papirlapperne var fjernet. Af ukendte årsager faldt ingen kommentarer.
Selv om cykelturen blev den mest anstrengende, jeg nogensinde har gennemført (i alt 82,5 km. i koldt, blæsende og sommetider vådt vejr) og om kap med tiden, blev det således en god dag.

Søndag 8/8 2010:
Yngste barnebarn og jeg har en højt elsket tradition, som vi ej heller glemte i dag. Når hun er her, og vejret ikke ligefrem viser sig fra sin dårligste side, cykler vi sammen en tur til Kaløvig Lystbådehavn, 2-3 km. herfra. Her indtager vi lige nøjagtigt den is, som vi begge holder mest af, spiser den i restaurantens forhal, cykler ud til fyrtårnet, der markerer indsejlingen, derfra ud på den yderste bådebro, hvor vi kigger på bådene og taler med hvem, der har lyst at tale med os. I dag fortalte én af bådejerne om skibenes navne og registreringsnumre - meget belærende og interessant. Derefter cykler vi hjem og gør farmor misundelig på den gode is, vi fik. Traditioner er gode - især når de er forbundet med is!



Lørdag 7/8 2010:
Jeg har altid haft en skepsis over for chilli, har ment, at det vist var for stærkt for en ældre herre, der generelt ikke bryder sig om for krydret mad. Derfor har jeg undgået det. På min næsten daglige travetur gennem supermarkedet med forstanderinden i dag så jeg imidlertid tilfældigt en dåse bønner MED chilli og tænkte: "Hvorfor dog ikke prøve?" Det gorde jeg, drog hjem og fik chilli-bønner og lidt pasta dertil. Og mindandten. Det var såmænd ikke så galt, smagte godt, selv om tungen brændte en del, hvilken brand blev slukket med iskold Pepsi Max. Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om krydderiet, hvorfor jeg lod Wikipeda belære mig om det. Chilli er mexicansk og indeholder stoffet capsaicin, som får hjernen til at tro, at man brænder (jeg er enig). Dette gælder for alle pattedyr, men ikke fugle, som gerne spiser chilli - dog vist uden bønner og pasta.

Fredag 6/8 2010:
Jeg har i dag hjulpet ældste søn med at klippe hæk, en lang hæk, vel omkring 90 meter, og uheldigvis skulle den klippes på begge sider med undtagelse af nogle få meter. Han klippede, og jeg rev sammen. Han fik ondt i skulderen, og jeg fik ondt i ryggen, så tilsammen udgjorde vi et ynkeligt par. Forstanderinden hjalp også til og fik ondt i nakken og blev svimmel. Vi hidkaldte dog ikke medicinsk assistance, men nøjedes med at spise en lille, hyggelig frokost bagefter og pleje os selv resten af dagen. Jeg må på egne vegne erkende, at man med alderen skal vænne sig til at leve med smerter i forbindelse med fysiske udfoldelser, men man behøver ikke at tage piller på grund af ledsmerter. De fortager sig.

Torsdag 5/8 2010:
Jeg er forsinket i dag på grund af tekniske problemer med min computer. Så jeg måtte få nogen, der har en intakt internetforbindelse, til at invitere på lån af computer. Det lykkedes, omend lidt sent. Jeg kan lige nå at fortælle, at jeg ikke har cyklet i dag for at komme mig efter gårsdagens strabadser. I stedet kunne jeg slappe af med at luge i haven. Det fortryder jeg. Cykling ville have været bedre - i hvert fald sjovere.

Onsdag 4/8 2010:
Det er en stolt, gammel mand, der i dag skriver sin dagbog. Han har nemlig på sin trofaste cykel besejret den berygtede "Pøt Mølle Bakke" ved Hammel, den, som på fredag indgår som én af de barske stigninger i cykelløbet "Post Danmark Rundt". Bakken (jeg kan nu bedst lide betegnelsen "bjerget") har en gennemsnitlig stigningsgrad på 9,7 %, hvilket ville gøre den til en "Uden for kategori" i Tour de France - hvis altså den havde været noget længere. Den var alt lang nok for mig. Selvfølgelig var det hårdt, og det gik nok lidt langsomt, men jeg gennemførte, og det på trods af, at jeg nøjagtigt midt på bakken/bjerget måtte gribe til lommen og svare på et opkald på mobiltelefonen.
Havde jeg været i stand til det, ville jeg på toppen være brudt ud i jubelskrig og have danset rundt på asfalten. Men ingen af de to dele var mulige. Som det ses på billedet, var jeg blot i stand til at støtte mig til cyklen, medens ældste søn, som også deltog i bestigningen, fotograferede sin stolte, men udasede gamle far.

Tirsdag 3/8 2010:
Silkeborg i går, på cykel, Silkeborg i dag, i bil. Anledningen i dag var, at to ældste børnebørn skulle se mormors og morfars gamle by, især Gudenåen. Derfor entrede vi en af Hjejleselskabets både og sejlede med den en rundtur på en time i flot vejr, rigtig smukt. Nu er skønhed jo ikke alt, der skal også spises. Efter en bytur valgte vi efter klart ønske fra de to yngste at gå i et cafeteria (eller hvad det nu hedder) ved navn "Sunset Boulevard". Jeg havde på forhånd ventet mig, at det nok var lidt som "McDonald", som ikke er min livret, men som mange børn og unge holder af. Men overhovedet ikke. Ikke alene var burgerne meget mere velsmagende og ifølge alle oplysninger ligefrem sunde med magert og godt kød, rigtig godt og sundt brød og særdeles frisk og sprød salat. Selv fritterne struttede af sundhed og smagte godt. Jeg vil herefter slet ikke frekventere McDonald. De kan overhovedet ikke følge med. Man lærer altså meget ved at tage børnebørn med ud at spise.

Mandag 2/8 2010:
Jeg sidder i et vigtigt udvalg, "Udvalget til arrangement af næste fætter-kusine-træf". Vi holder ikke mange møder, faktisk havde vi det første i dag, og træffet er sidst i denne måned. Udvalget blev nedsat for et år siden, men har dog e-mailet sammen nogle gange. Dagens møde, som på dagsordenen havde væsentlige emner som festens menu, afholdtes i Silkeborg, hvorfor jeg ufortøvet kastede mig på min cykel og kørte dertil, noget af vejen i selskab med min bror, som sluttede sig til mig i Århus. Ved klargøring til hjemturen efter mødet forlød det, at det øsregnede i Århus. Derfor kastede vi os i toget og lod Arriva transportere os. Tilbage var så blot at cykle hjem fra Århus Hovedbanegård, en ussel lille strækning på 18 km. - og i fint vejr. Min samlede cykeltur blev på 90 km., men burde have været 140 km. Hvilken skuffelse!

Søndag 1/8 2010:














Vi har tilbragt afvigte uge i Lemvig, en sommerferie som erstatning for den først i juli afbrudte, da alvorlige TV-problemer tvang os bort fra den ellers smukke ø Fyn. De med den bedste hukommelse erindrer, at vi dengang måtte rejse hjem, da der ikke var mulighed for at se det helt væsentlige Tour de France. Det kunne vi heller ikke i Lemvig, men det skyldtes mest, at løbet var afsluttet, inden vi tog afsted. Denne gang virkede fjernsynet til perfektion, hvilket gav mig et lyst syn på verden. Jeg blev så glad, at jeg indtil flere gange måtte invitere min absolut bedre halvdel ud at spise. Ovenstående billeder er fra én af de mange gange, en fiskerestaurant i Thyborøn. Restauranten har til huse under en fiskekutter, der ligger med bunden i vejret. 
Det var en yderligere glæde, at vi under opholdet fik meddelelse om, at ældste søn er blevet optaget på pædagog-seminariet fra 1/9.

Søndag 25/7 2010:
Jeg sidder lige nu og ser sidste etape i Tour de France. Ikke at det optager mig særligt meget, jeg synes nærmest, at det er en smule latterligt og kedeligt. Heldigvis har andre dage været meget mere spændende. Det ærgrer mig blot, at jeg ikke kom med i løbet i år og det udelukkende på grund af problemer med at skaffe mig et rygnummer (se dagbogsoptegnelser for 29/6). Men så på den anden side set er det nok det bedste. Hvis jeg havde været med, ville jeg ikke have fået lavet mit fine hegn bagest i haven eller fået hyppet mine kartofler. Og disse er nyttige ting at få ordnet. Men alligevel vil jeg næste år satse benhårdt på at være med. Så ska' jeg lære dem, ska' jeg - og forstanderinden må passe haven!

Lørdag 24/7 2010:
Det er stadig en fornøjelse for mig at genlæse Storm P's "Fluer". Jeg fandt en "stak" af dem frem og vil gerne citere nogle stykker:
Jeg fik brev fra Hansen i Amerika igår. - Tænk, lever han endnu? - Det skrev han ikke noget om.
Der er noget tragisk i, at man for at få en fugl til at stå stille bliver nødt til at udstoppe den!
Livet er svært - men matematik er sværere!
Modvind er en god ting - når man skal den anden vej!
Har du læst noget af Zola? - Ja - Gøngehøvdingen! - Ja, men den er ikke af Zola! - Naa - men jeg har læst den alligevel.


Fredag 23/7 2010:
På min nu næsten daglige (i hvert fald hver 3. dag) cykeltur holdt jeg en lille pause foran Hadsten Bio. Jeg valgte stedet, fordi der var en trappesten af en vis højde - og udenfor solens rækkevidde. Jeg kunne ikke finde en bænk, der var i skygge, end ikke på kirkegården med dens mange træer. Mens jeg nød min afkølede Pepsi Max, kiggede jeg mig omkring på de udstillede plakater og billeder, der omtalte den film, der for tiden spiller i biografen. Da fangede mine øjne en plakat, som jeg ikke er vant til at se i en biografs udstilling.













Jeg gav mig til at gætte på årsagen til aflysningen. Mit bedste var, at manden, som viser filmen, og som sælger billetterne, og som tager mod billetterne ved indgangen, og som slukker og tænder lyset, og som sælger slik, popcorn og colaer, og som støvsuger og gør rent efter filmen, skal til en rund fødselsdag eller et guldbryllup og derfor ikke kan udføre sin dont. Vikarer findes ikke til dette alsidige job. Jeg vil en dag købe en billet til Hadsten Bio, så jeg kan møde denne multikunster.

Torsdag 22/7 2010:
Jeg fulgte med min søde hustru til hjertelægen i dag, et besøg som hun på forhånd var en smule betænkelig ved. Men heldigvis viste det sig ubegrundet. Der blev aftalt nogle få ændringer i medicineringen, lidt færre tabletter pr. dag. Godt nyt alt i alt. En lille skuffelse var der dog, idet nogle nye tabletter, som hjertespecialister havde stillet store forventninger til, og som vi hørte om ved forrige besøg, nu viser sig at have en væsentlig mindre effekt end ventet. Og ikke alene det - de har vist sig at blive uhyggeligt dyre, og der gives intet tilskud til dem overhovedet. Som lægen sagde til min viv: "Du vil blive dårligere hjulpet for væsentligt flere penge, så dem glemmer vi".
PS: Jeg sidder lige nu og følger den altafgørende etape i Touren. Vældigt spændende. Der er rimeligt langt imellem, jeg får en lille blund.

Onsdag 21/7 2010:
Jeg er af flere blevet spurgt, om mit bevær med at lægge antennen på vores campingvogn ned bar frugt. Svaret er NEJ (og senere JA). Da jeg endelig i eftermiddag fik tid til at tjekke det, viste det sig, at der overhovedet ikke var noget billede. Op på stigen igen og rejse antennen op. Det tager jo ingen tid udover den, der går med at finde stigen frem. Resultat af oprejsningen: Samme, stadig intet billede. Surt show. Fat i telefonen. Opringning til forhandler. Værksted svarede ikke. Talte med salgsafdelingen og fortalte, at jeg stillede meget snart medbringende campingvogn, og så måtte de rette denne her fejl og nu. Jeg pakkede derpå TV og TV-boks ned og gjorde klar til at spænde bil for campingvogn. Under nedpakningen i vognen opdagede til min store glæde, at antennekablet havde revet sig løst fra stikket. Bevæbnet med en skruetrækker løste jeg problemet på ingen tid - og alt fungerede. Det kan gøre en sur dag til en glad dag.

Tirsdag 20/7 2010:
Med mellemrum får jeg lyst til at genlæse en række af Jørn Riels muntre beretninger fra fangerlivet i det nordøstlige Grønland. Og hver gang fryder det mig på ny at møde det pudsige persongalleri med bl. a. Dad Matthew, Nelly i Båden, Mr. Pickerin, Franske Louis, Small Johnson og Aviaja - samt deres fælles lyst til at beruse sig i det hjemmebrændte sam-su. Lige nu læser jeg bogen "Vorherres rævefælde". Herfra vil jeg gerne citere et af de afsnit, jeg holder af: "Dad Matthews far, Joe Spinningwheel (post festum kaldet, idet han kort før sin død udtalte, at han ville vende sig i graven, hvis enken blev ham utro), havde været handlende i Downty. Han var et af de forunderlige mennesker, der galopperede manegen rundt uden at fremkalde hverken fy-råb eller bifald. En dag fik han hjertestop i i butikkens baglokale, og da man fandt ham, lignede han en pudset Sing-Song-Girl fra Kowlon. Han var faldet så uheldigt, at han på vej mod gulvet og døden var blevet hængende med hovedet i en melskuffe."
 
Mandag 19/7 2070:
Som beskrevet fredag 16/7 er mit forbud mod at bruge pensel og maling blevet ophævet, hvorfor forstanderinden mente, at jeg allerede i dag skulle have lov at nyde malerarbejdet på ny efter mange års forbud. Jeg havde det lidt svært med at dele hendes glæde over at give tilladelsen tilbage, men så ingen udvej andet end at lægge gode miner til ophævelsen. (U)heldigvis kom jeg under arbejdet til at strinte nogle steder, hvilket måske øger mine muligheder for, at forbudet genindføres.
Efter malerarbejdets midlertidige afslutning blev jeg tvunget til at cykle til Æbeltoft. Herligt!


Søndag 18/7 2010:
Den 5/7 skrev jeg om mine problemer med antennen på vores campingvogn. Den burde ligge ned og ikke stå op for at virke - antennen altså. Jeg mente selv at kunne udføre operationen, men var alligevel bekymret for udfaldet grundet egne dårlige erfaringer med slige tekniske opgaver. I forvisningen om at den ville kræve værktøj i form af skruenøgler og -trækkere, en tang og måske en hammer samt naturligvis en stige begav jeg mig igang med jobbet, besteg sidstnævnte, besigtigede antennen, tog ved den og drejede den de ønskede 90 grader med en lille håndbevægelse. Det tog under 5 sekunder, hvorpå jeg kunne lægge værktøjet tilbage og hænge stigen på plads. Skønne, spildte bekymringer - eller "Skuffelsen, der ikke gik i opfyldelse".

Lørdag 17/7 2010:
Når jeg bliver gammel og måske endog syg (Gud forbyde det) har jeg jo selvfølgelig en forventning om, at der gives en form for hjælp, måske hvis jeg er uheldig et plejehjem, og hvis jeg er meget uheldig et hospital. Jeg vil naturligvis også forvente en vis standard af disse steder uden forhåbentlig at være alt for krævende. Dette tænkte jeg på, da jeg i dag på min cykeltur besøgte "Norring Syge- og Plejehjem" ved Hinnerup. Det fungerer nu som "Socialmuseum" og er et besøg værd, da man får et indtryk af fortidens standard for pasning af gamle og syge. Huset er velbevaret, ikke ret stort, rimelig hurtigt gennemset, og det kan som nævnt sætte tankerne i gang. Kig bare ind - kun åbent i sommermånederne.

Fredag 16/7 2010:
Vi har en såkaldt vinterhave, en tilbygning på husets sydlige ende. Den er af træ og skal derfor jævnligt males, f. eks. hvert andet år. Det har knebet med regulariteten i udførelsen af dette arbejde. Lige nu er det vist 4, måske 5 år siden, der sidst er spredt maling ud over træværket. Uheldigvis er undertegnede blevet forbudt enhver omgang med maling og pensler, så jeg er blevet pålagt afslibningen og troede mit arbejde endt, da dette var afsluttet. Men sådan skulle det ikke gå. Forstanderinden har nemlig forbarmet sig over mig og givet mig lov til male den allerstørste flade, gavlen, en tillidserklæring af rang - som jeg dog godt kunne have undværet.

Torsdag 15/7 2010:
Jeg har en god ven, som har en søn. Det har imidlertid mange af mine venner. Men denne vens søn er åbenbart bidt af en gal bilsamler. Han ønskede derfor at købe en "Porsche 911S" fra 1976, et samlerobjekt. Min gode ven var så heldig at blive inddraget i købet, da han i sønnens store BMW skulle køre denne til Hamburg, hvor han ville tage morgenflyet til Nürnberg og købe Porschen. Blot var der den lille hage ved købet, at han MÅSKE ikke ville købe alligevel, hvorfor min ven måtte vente i Hamburg, til signalet om køb/ikke køb blev givet.
Bilen blev købt, og min ven kunne i BMW'en køre tilbage til Århus og afvente sønnens ankomst i Porschen. Det er da lidt af en historie.

Onsdag 14/7 2010:
Ny årsrekord på cykel, 101,33 km. og det endda i Mols Bjerge i stegende hede.
Jeg har yderligere kun én kommentar: AV!
















Tirsdag 13/7 2010:
Jeg har i dag været til syn med vores bil på trods af, at den blev synet for 10½ måned siden, da vi købte den. En administrativ fejl havde gjort, at den dengang fik et "periodisk syn". Det skulle have været et "registreringssyn". Jeg anede ikke, der var to forskellige slags, og da jeg i sidste uge spurgte forhandleren, sagde han, at han ikke kendte forskellen, og da jeg spurgte den rare mand i synshallen i dag, sagde han, at der ikke var nogen forskel på, hvad man undersøgte ved de to syn, og så kunne han iøvrigt ikke forklare yderligere, hvorfor der var to forskellige. Jeg er forvirret, men er åbenbart ikke den eneste, der er det. Bilen gik iøvrigt glat igennem synet, som heldigvis betales af forhandleren.

Mandag 12/7 2010:
Når man i en varme, som vi har i dag, får lyst til en udendørs beskæftigelse, som f. eks. at rette kanterne på græsplænen af, vil man erfare, at man hurtigt fortryder i det hele taget at lade denne lyst dukke op, hvorpå arbejdet afbrydes, inden det er tilbørligt færdiggjort. Jeg havde til morgen store planer om flotte græskanter i hele haven, men temperaturen tillod blot, at nogle få meter blev lavet. Heldigvis nåede jeg ikke at gøre forstanderinden opmærksom på planerne. Hun viste sig tilfreds med det stykke, der så godt ud. Dér snød jeg hende.

Søndag 11/7 2010:
Jeg cyklede i formiddags en tur til Moesgaard Strand i en lidt høj temperatur, men værst af alt i en så høj luftfugtighed, at det næsten var nødvendigt med en snorkel. Ankommet til stranden måtte jeg på ny konstatere, at det dog er ganske forfærdeligt, så mange fattige mennesker, der var samlet der. De havde faktisk ikke råd til at købe noget tøj, og det, som de havde råd til, var ganske småt. Enkelte unge damer havde end ikke råd til en BH. Jeg kiggede længe på de mange fattige og fik lidt ondt af dem. Med så mange fattige mennesker samlet må det have været et arrangement, som socialforsorgen har foranstaltet og samlet dem for at give dem en tur til stranden. Jeg synes naturligvis, at det er en god ide at hjælpe de fattige således, men var det dog ikke bedre at købe noget tøj til dem?

Lørdag 10/7 2010:
På denne årets hidtil varmeste dag har jeg under kraftig stønnen og med sved på panden færdiggjort mit havehegn, som nu står der i al sin pragt for at beskytte øjet mod en lille uorden. Jeg har ganske vist hørt noget om, at man skal passe på med at arbejde hårdt i en sådan varme, ikke mindst skal ældre mennesker være forsigtige. Det må jeg prøve at huske, når jeg engang bliver gammel.

Fredag 9/7 2010:
Jeg lå i morges i min sødeste søvn, da jeg brat blev vækket af forstanderinden med følgende svada; "Hvis du havde tænkt dig at blive færdig med at slå græs, inden der bliver 30 graders varme, er det bare med at komme op nu og komme igang!" Sagen var, at jeg absolut ingen planer havde om at slå græs i dag, hverken før eller efter de 30 graders ankomst. Blot vidste jeg ikke, at jeg lynhurtigt skulle få nævnte planer - og nu er plænen kortklippet.

Torsdag 8/7 2010:
Som berettet den 6/7 er jeg i gang med et større have-projekt omfattende et synbeskyttende værn mod en mindre rodeafdeling. Det er med endog særdeles stor glæde, at jeg kan meddele, at projektet nu er næsten afsluttet efter afbrydelsen i går forårsaget af min lange cykeltur. Hegnet mangler nogle detaljer i hver ende. De fremgår ikke af billedet, så jeg vil ikke sætte nogen dato for færdiggørelsen. Men måske bliver den dikteret af højere magter.





Onsdag 7/7 2010:
"Masochist", råbte forstanderinden til mig, da jeg i dag ømmede mig efter at have cyklet 93,7 km. på en rekord-brydende tur til Låsby og tilbage. Navnlig gjorde det ondt, hvor krop møder sadel. Det er første gang, jeg i år kører over 90 km. Jeg havde, som min anonyme EPO-leverandør antydede i min brevkasse forleden, ladet mig inspirere af Tour de France til at køre langt. Blot var min tur sejere end dagens etape i Frankrig. Jeg ved da meget vel, at de skal køre 153 km., men det er i et helt fladt terræn, mens jeg kørte i det bjergrige Østjylland, og det er en helt anden kop te. Nu skal mit næste rekordforsøg være 100+ km.
Som det fremgår af billedet, tog jeg et lille hvil i Galten - meget passende lige foran det lokale hvilehjem.

Tirsdag 6/7 2010:














For nogen tid siden skar jeg en del af vores hæk helt ned til jorden, da den var ved at gå ud. Efter denne nedskæring afsløredes et syn, som måske ikke ligefrem var verdens smukkeste, hvorfor jeg nu er i gang med at opsætte et midlertidigt flet-hegn, der skal skjule kendsgerningerne, indtil hækken forhåbentlig om 2-3 år igen er vokset op. Som det fremgår, nåede jeg i dag 2 fag hegn, inden Tour de France højt og bydende kaldte på mig, og jeg måtte følge kaldet. Der skal i alt være 5 fag. Jeg rejser de manglende 3 ved en passende lejlighed og ikke i morgen, hvor jeg gerne skal køre en etape, der enten går til Djursland eller vestpå mod Silkeborg. Så skal jeg vise "dem i Frankrig", at der er andre, der kan køre på cykel.

Mandag 5/7 2010:
Som ventet og en lille smule frygtet tog forstanderinden og undertegnede i dag på rundtur til campingforhandlere for at se på en anden campingvogn. Jeg har sovet uroligt i nat ved tanken om dagens udflugt. Men min frygt var ubegrundet, for til min store overraskelse besluttede den søde dame efter to besøg sig for, at hun alligevel ikke vil skifte campingvogn - i hvert fald ikke lige nu. Så i det mindste kan jeg nu sove roligt i nogle nætter igen.
PS: Den ene forhandler kunne iøvrigt fortælle, at vi kunne have løst vores antenne-problem på Fyn ved at have drejet den 90 grader i beslaget, så den "lå ned", i stedet for at den "stod op". Havde jeg vidst det, kunne vi stadig have ferieret på Fyn. Men skidt, der kommer flere muligheder. Jeg har det også godt med at sidde her i sofaen på eget matrikelnummer og se Touren.

Søndag 4/7 2010:
Så sidder jeg her, grundigt plantet foran skærmen, lyttende til Ritter, Sørensen og Leth, mens Tour de France ruller over skærmen. Det er ikke den mest ophidsende etape i dag i et fladt terræn. Uden tvivl ender det i en massespurt med sprinterne i forreste række. Men hvor er det spændende igen at være med i Touren, selv om jeg med mellemrum griber mig selv i at nikke en smule med små "søvn-udfald". Det er blot en del af hyggen. Det er jo også mange timer at sidde her, og temperaturen er høj. Men jeg SKAL holde ud til slutningen. Jeg er fast besluttet.
PS: Forstanderinden meddelte i morges, at hun vil have en anden campingvogn. Derfor bliver min egen planlagte etape på min egen cykel i morgen formiddag byttet ud med en rundtur i bilen til diverse campingforhandlere. Hvis forstanderindens ønske opfyldes - hvilket er normen - vil det blive vores ottende campingvogn i godt tyve år. Har vi det ikke sjovt?

Lørdag 3/7 2010:
Jeg burde ikke skrive dette. Jeg burde være på ferie på det vestlige Fyn fra i torsdags og 14 dage frem. Men de 14 dage blev til kun 2. Jeg forventer, at tusinder vil bede om at vide årsagen. Den er enkel. Når min søde hustru og jeg drager på camping-ferie i starten af juli, har vores dage et bestemt mønster, som vi begge værdsætter. Efter morgenmad cykler, går eller kører vi ud for at se, hvad der måtte være af interesse i det område, vi bor i. Kl. 15 er vi tilbage, tænder fjernsynet og ser Tour de France. Hvis én af disse to dele mangler, er det ikke ferie for os. I sikker forvisning om at dette også skulle være mønstret i år, tog vi afsted torsdag morgen for om aftenen, efter at alt var stillet op på en pragtfuld plads med udsigt over Storebælt, at konstatere, at den fine nye digital-antenne, vi lige har investeret i, ikke fungerer og ikke kunne finde TV2, som sender Touren. Derfor en hurtig flytning til en anden campingplads, hvor samme misére viste sig - og så tog vi hjem. Vi vil ikke være borte i 14 dage uden Touren. Ferien er udsat.

Onsdag 30/6 2010:
På "www.ordnet.dk" fandt jeg i dag på forsiden ordet "kradser". Og det kan da nok være, at det fik nogle minder frem fra min barndom. Da kunne man hos pølsemanden i den dengang så kendte pølsevogn på hjul købe en sådan. Den bestod i al sin enkelhed af et halvt gennemskåret pølsebrød, hvori man kom sennep og/eller ketchup. Når man var alene, bad man om en "kradser" med mest ketchup og en smule sennep. Men var man med kammerater, skulle man kun have sennep, jo mere jo bedre. Det gav pluspoint at bestille en "kradser", hvor senneppen løb ud over kanterne. Det hev slemt i halsen, når man spiste den, men man scorede mange points ved det - og så var det billigt, 10 øre.

Tirsdag 29/6 2010:
I morges blev jeg for alvor klar over, at Tour de France faktisk starter på lørdag med en enkeltstart. Det gav lidt panik, for jeg har gået rundt i en vildfarelse om, at det var lørdagen efter. Panikken var navnlig forårsaget af, at jeg ikke helt er i form endnu, på trods af mange ture. Så jeg sprang desperat på cyklen og lavede en enkeltstartstur til Århus og tilbage, 37 km.. Det gav lidt optimisme, for jeg kørte med den største gennemsnitsfart, jeg har præsteret i år, næsten 21 km. i timen. Så jeg er klar, skal blot lige have aftalt med ledelsen, hvilket nummer jeg skal køre med. Men ellers kan I genkende mig på min gule sikkerhedsvest.

Mandag 28/6 2010:
Jeg kan sommetider fortabe mig en smule i statistikker, hvoraf mange er totalt ligegyldige, men alligevel lidt morsomme, eller måske som den efterfølgende endda en smule "ulækker". Hør blot: Jeg fylder inden længe 70 år. Ifølge en kendt statistik vil jeg indtil da i mit liv have spist 50 forskellige insekter og 10 edderkopper - mens jeg sov. Og da jeg måske sover lidt mere end gennemsnitsmennesket, kan det være, at jeg har spist endnu flere. Intet under, at jeg sjældent spiser ret meget til morgenmad.

Søndag 27/6 2010:
Mens jeg skriver dette, spiller England mod Tyskland i fodbold-VM, og England er lige blevet frarøvet et mål, den største forbrydelse siden det store togrøveri i England i 70'erne. Men England er bagude med 1-2. Jeg håber, at den engelske træner, min ven Capello, ikke kommer til at fortryde, at han ikke har sendt bud efter mig, så jeg kunne levere noget af det "sjove", jeg bruger på mine cykelture, og som får bakkerne på Mols til at ligne små tuer. Jeg håber inderligt, at England vinder.

Lørdag 26/6 2010:
En stor glæde ved ellers kedeligt havearbejde kan være, at du bliver "gode venner" med én af havens fugle. Således har jeg de sidste to dage haft jævnligt selskab af en lille fugl, som jeg med min meget begrænsede viden om fjedrede væsner tror er en guldspurv. Men jeg lader mig gerne korrigere. Under alle omstændigheder har den lille fugl bogstaveligt rendt rundt mellem benene på mig, og i går sad den på min stakitlåge, mens jeg åbnede og lukkede den, så den fik en lille tur frem og tilbage uden at lade sig skræmme. Man kan således komme meget tæt på den. Den er også vant til at blive fodret lige udenfor døren. Køn lille "ting".


Fredag 25/6 2010:
Da jeg gik i seng i aftes, havde jeg en fornemmelse af, at Danmark havde tabt fodboldkampen mod Japan. Blot vidste jeg ikke med hvor meget. Jeg kan ikke sige, at 1-3 overraskede mig, da jeg hørte morgennyhederne, men alligevel er man jo lidt skuffet. Fra nu vil min fulde støtte gå til England. Men det hold ser heller ikke for godt ud. Spillerne virker trætte, allerede inden deres kampe starter. Det vil jeg gerne hjælpe dem af med. Jeg foreslår derfor, at deres træner, Capello, som jeg forøvrigt kender, da jeg sad ved siden af ham i et fly fra Manchester til London i 1996, kontakter mig. Jeg vil da tilsende eller gerne personligt overbringe nogle af de midler, som jeg bruger på mine lange cykelture. De vil med sikkerhed fjerne trætheden, men spillerne skulle helst undgå kontakt med dopingkontrollen umiddelbart efter kampene med en undskyldning om, at de er trætte og har lidt hovedpine og gerne vil tilbage til hotellet og i seng. Der måtte gerne gå et par dage inden konfrontationen.

Torsdag 24/6 2010:
Når man som jeg færdes meget i trafikken (både bil og cykel), undgår man ikke at se de mange joggere, der løber på gader og landeveje. Det er glædeligt, at så mange gør noget for sundheden og for at holde den slanke linie. Imidlertid er langt de fleste løbere i forvejen slanke, ja, nogle ligefrem usundt slanke/magre. Derfor glædede det mig i dag at møde en endog temmelig kraftig pige løbende på fortovet i Løgten. Hun var tydeligt besværet, men jeg håber stærkt for hende, at hun holder ud og får "smidt" mindst 15-20 kg.

Onsdag 23/6 2010:
Min søde hustru fik i formiddags sit høreapparat og hævder, at hun nu kan høre meget bedre og får lyde med, som indtil i dag var ukendte for hende. Det lyder rart, men det betyder, at jeg skal til at være mere opmærksom på, hvad jeg siger, når jeg hvisler en sagte kommentar til én af hendes "kommandoer". Hun skulle jo nødigst høre den, for så går det mig blot som med brevet forleden. Hun og andre familiemedlemmer hævder, at også jeg bør konsultere en (h)ørelæge og få en lignende maskine. Det fatter jeg ikke. Jeg hører alt det, jeg ønsker at høre og desværre sommetider også noget, jeg ikke ønsker at høre.

Tirsdag 22/6 2010:
Det har været årets korteste nat. Efter en sådan springer man friskt ud af sengen kort efter solopgang, bestiger cyklen og kører en rask tur på 66 km. til Hinnerup, Hadsten osv. Bare ikke mig. Uanset nattens længde vil jeg have min morgensøvn. Så jeg satte mig i sadlen kl. 10.30. Min tur gik via den store og nye motorvejs-udfletning ved Ikea. Jeg ved af egen erfaring, at den er vanskelig at orientere sig i i bil. Men det er intet imod på cykel. Ikke alene skal man have et stort lokalkendskab, men der er også et skilt, der peger i direkte modsat retning af, hvad det skulle. Det forvirrede og gav en ekstra omvej. Her synes jeg, kommunen skulle gribe ind!

Mandag 21/6 2010:
Jeg så det komme. Som frygtet var dagens arbejdsseddel fra forstanderinden gruopvækkende lang, så lang og hård, at jeg ikke var i stand til at gennemføre på grund af simpel udmattelse. Hævnens time for gårsdagens overmod var kommet. Hør blot: "Rede senge, støvsuge, tømme opvaskemaskine, luge og rense fuger mellem fliser".Navnlig var sidstnævnte punkt uhyggeligt anstrengende. Vi har fliser af størrelsen 15x20 cm., så jeg har renset flere kilometer små mellemrum for mos og ukrudt. Lugningen måtte udgå, kræfterne slog ikke til, hvilket forstanderinden vist betragtede som suspekt. Jeg havde endda skrevet en lille seddel til hende, i hvilken jeg lovede altid at gøre det, hun bad mig om. Overmod står for fald.

Søndag 20/6 2010:
Jeg kan nu og da rammes af overmod, hvilket jeg oftest fortryder. Det skete således for mig i dag. Forstanderinden drog i formiddags tidligt afsted for at frekventere et marked i Æbeltoft. Jeg forlod lidt senere matrikelnummeret for at drage ud på en længere cykeltur til Randers og hjem igen ad diverse omveje. Inden da havde jeg dog efterladt et brev til den søde dame som en lille "påtale" til hende for de mange sedler, hun lægger til mig, hvorpå er påført alskens opgave, som jeg skal løse, mens hun er på arbejde. I mit overmod skrev jeg: "JEG GAD IKKE: redde senge, støvsuge, tømme opvaskemaskine, slå græs, luge, flytte planter, rydde op, køre på lossepladsen, rense mellemrum mellem fliser, eller feje, SÅ JEG SPRANG PÅ MIN CYKEL OG KØRTE TIL RANDERS", hvorpå jeg skyndte mig afsted. Da jeg kom hjem (efter en lang og regnfuld tur), var jeg naturligvis spændt på forstanderindens reaktion. Den var dæmpet og gik i sin korthed ud på, at der nok vil blive føjet lidt til sedlerne i næste uge, hvor hun skal arbejde i 4 dage. Så hævnen bliver uden tvivl sød. Bare man dog ikke blev så overmodig, når hun ikke er hjemme!

Lørdag 19/6 2010:
Jeg satte mig foran fjernsynet i aftes opsat på at se min første hele fodboldkamp fra VM i Sydafrika, England mod Algeriet. Jeg så faktisk hele kampen, men hvor ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort det. Jeg holder til enhver tid med England, så det gjorde skuffelsen større, at de ikke vandt, men kun fik uafgjort efter en elendigt spillet kamp. Det siges, at fodboldspillet blev født i England, men det er også tydeligt, at det har forladt landet igen.

Fredag 18/6 2010:
Dagens spørgsmål, som jeg faldt over ved at se en udsendelse med Benny Andersen og Johannes Møllehave. Hvem sagde:
"Hvis alle mennesker vidste, hvad de rummede, ville alle gå rundt og være misundelige på sig selv."
Samme stillede også spørgsmålet: "Kan man tænke det utænkelige?".  Uden at kloge mig for meget vil jeg sige, at det kan man ikke, for så kunne man jo ikke tænke det
Vedkommende sagde endvidere: "Livet maa forstaas baglænds, men det maa leves forlænds"
Det var naturligvis salig Søren Kierkegaard. Han var ikke uden humor (og viden).

Torsdag 17/6 2010:
Hvis jeg havde været mere interesseret i VM-fodbold og havde fulgt lidt med, havde jeg vidst, at Jon ikke kan spille på grund af en skade, at Bendtner også har ondt i benene, men dog spiller, at Larsen ikke er fit nok til at starte inde, at mange derfor undrer sig over, at han i det hele taget er udtaget, at den ældste, Martin, har været den bedste, og at det i det hele iøvrigt ser lidt sort ud for det danske landshold. Men alt det ved jeg ikke, for jeg følger ikke med og har endnu ikke set en kamp. Jeg glæder mig til Tour de France.

Onsdag 16/6 2010:
Endnu en dag med livretter til frokost. Andre gode venner inviterede til deres herlige hus beliggende langt ude i skoven ved Æbeltoft til et lækkert måltid. Hvor er det skønt at have venner, der uafladeligt inviterer til frokost. Hvem mon det bliver i morgen? Jeg vil sidde klistret til telefonen. Transporten til stedet foregik for mit vedkokmende på cykel, medens forstanderinden med en vis forsinkelse kom lidt senere i bil. Hun mener, at det antyder prestige at ankomme senere.

Tirsdag 15/6 2010:
Ved Skødshoved ligger et smukt sommerhus. Både indretning og beliggenhed er enestående, hævet nogle niveauer op har man fra huset den smukkeste udsigt over Århusbugten, en udsigt, man ikke kan se sig mæt på. Når man så i samme hus kan blive inviteret til frokost med gode venner, føler man sig priviligeret. Til det kan føjes, at maden var perfekt, og øllerne, snapsen og øvrige drikkevarer (dog ikke kaffen og teen) var iskolde i det flotte sommervejr. Det har været en god dag.

Mandag 14/6 2010:
Jeg kunne skrive dagens klumme meget kort, således: "Yep, jeg slog min årsrekord og cyklede 87,14 km. - og uden punkteringer". Som sædvanlig er jeg dog ude af stand til at fatte mig i korthed og må fortælle, at jeg valgte cykelturen fremfor at se fodbold, som ikke rigtigt interesserer mig. Jeg hørte først resultatet, da jeg kl. 18.45 vendte hjem fra rekordturen.
87 km. er langt og anstrengende for en gammel mand, men hvor har jeg det dog godt nu.
Dokumentationen for de kørte kilometer ses på det lidt uklare billede af kilometertælleren. Næste rekordforsøg kommer forhåbentlig inden længe og skal nu være 90+ km. Det kommer til at gøre ondt - mere end i dag.

Søndag 13/6 2010:
I en ikke så fjern fremtid flytter vores ældste søn til Hammel med sin kæreste. De flytter ind i et godt rækkehus. Forstanderinden, som anes under sin paraply, og jeg var i den anledning i fredags inviteret til at kigge på huset, som ikke alene er pænt, men som også har en god indretning i to etager. Nu glæder vi os til indflytterfesten.

PS: Endnu engang har jeg på forstanderindens kommando i dag været indlagt til et besøg i Jysk Sengetøjslager. To gange var vi på vej ud af butikken, og to gange blev jeg efter alene at have ventet forgæves udenfor i 5-10 minutter kaldt ind igen. Jeg vovede efter besøgets endelige afslutning højlydt en kraftig ed på, at nu skulle der gå mindst et år, inden jeg igen ville med i denne butik. Forstanderinden trak let på skulderen og sagde stille, at jeg sikkert ville blive skuffet i den forventning.

Lørdag 12/6 2010:
Når man på en lørdag beslutter sig til at køre på lossepladsen med ugens affald, som jeg gjorde det i dag, skal man ikke forvente at gå rundt alene derovre. Det var dog en imponerende flok mennesker, der var der. Det slog mig, at vi var mange jævnaldrende, at vi stort set alle havde vore respektive køretøjer inkl. trailere fyldt godt op, ikke mindst med haveaffald, og at vi i det store hele havde god tid. Mange slog en sludder af. Lossepladsen er blevet et lokalcenter, hvor pensionister mødes og hygger sig. Så nedskæringer på bevillinger til lossepladser er herefter tænkelige.

Fredag 11/6 2010:
Dagen i dag er historisk. Den kaldes "Fandens fødselsdag", fordi den siden 1656 har været 1. terminsdag, én af de to dage i året, hvor lån skulle afdrages. Så både fanden selv og Prins Henrik kan i dag fejre deres respektive fødselsdage. Blot er de to ikke jævnaldrende, ikke helt i hvert fald. Fandens fødselsdag fejres ikke så meget mere, nu afdrages jo oftest hver måned. Men Prins Henriks må vi huske at celebrere, ellers bliver han bare småfornærmet og flytter permanent til Frankrig. Lige nu er han trods alt i Danmark nogle uger om året.

Torsdag 10/6 2010:
For første gang i meget lang tid har jeg i dag arbejdet med min bog om Silkeborg Fattiggård, som er kommet retur fra udgiverne med forslag til få ændringer. Det var et skønt gensyn med den. Nu mangler vist blot at gennemgå billederne sammen med trykkeren. I dagens skriverier blev jeg endnu engang meget optaget af én af de få kvinder, der var på fattiggården, nemlig Store Ulla. Hendes rigtige navn var Ulrikke Christensen, og hun levede 25 år på fattiggården fra omkring 1910, inden hun til slut blev indlagt på sindssygehospitalet i Risskov, hvor hun døde i 30'erne. Hun var en slagfærdig kvinde på omkring 85 kg., med en sørgelig skæbne. I bogen får jeg lejlighed til at fortælle en del om hende. Hun var ganske interessant.

Onsdag 9/6 2010:
Det har været en god dag. Ét af de familiemedlemmer, ældste søn, som så sent som i formiddag belærende fortalte mig, at man da på en cykeltur bør medbringe lappegrej, dækjern og pumpe, havde desværre for ham og heldigt for mig en punktering senere i dag - uden at have medbragt diverse remedier til lapning. Med en meget spag stemme spurgte han i telefonen, om jeg ville hente og bringe cykel og cyklist hjem. Jeg jublede ved meddelelsen og lod da også lige en bemærkning falde om, at der da vist var nogen, som cyklede lidt uforberedt ud. Det har været en god dag.

Tirsdag 8/6 2010:
Endnu en uheldsdag nøjagtig som i lørdags. Jeg cyklede afsted med den klare hensigt at slå min årsrekord og køre de famøse 80 km. Men kun 21 blev det til, inden skæbnen endnu engang indhentede mig i form af endnu en punktering, dog ikke samme hjul som sidst. Jeg sagde nogle grimme ord, som ikke skal gengives. Men heldigvis var der hjælp at hente, da min syngeglade datter (se beretning fra i går) kunne hente mig og bringe mig til eget matrikelnummer. Jeg bragte straks cyklen til min rare og dygtige cykelsmed, ABC-Centret i Hornslet, og fik monteret et dæk, som er kraftigere. Jeg forventer således ikke at punktere mere. Det værste er nok ikke punkteringen, men at nu skal jeg igen høre belærende ord fra diverse familiemedlemmer om, at jeg da bare kan medbringe lappegrej, pumpe, dækjern m.m., et helt cykelværksted. Det gider jeg ikke. Jeg vil meget hellere afhentes.

Mandag 7/6 2010:
Jeg har desværre to uopdragne børn, som på givne tidspunkter gør livet svært for deres gamle far. Det starter lidt uskyldigt med, at vores søn på vej fra aflevering af barn på skolen til sit job tidligt om morgenen kommer ind i soveværelset til mig, mens jeg endnu sover. Derpå istemmer han med meget høj stemme en morgensang, altid den samme "God morgen sol, god morgen morgensol", og jeg får alle vers ofte akkompagneret af datteren, som på mobiltelefonens højttaler skingert synger med. Dernæst aftaler de et eller andet, der kan "glæde" mig som de siger. Forleden aftalte de at køre min elevationsseng op i både ben- og hovedende, så jeg lå i klemme, som en burger, som de truede med at hælde ketchup og andet passende nedi. Jeg bryder mig ikke om at blive lavet til en burger - og da slet ikke så tidligt om morgenen. Jeg har gjort begge arveløse, så "Kattenes Værn" overtager alt.

Søndag 6/6 2010:
















I torsdags måtte jeg skrive, at et givet stykke havearbejde ikke var så slemt. Men det, jeg blev budt i dag, var rigtig slemt. En rhododendon skulle flyttes fra baghave til forhave og plantes i en murerspand, forstanderindens ide. Der skulle følgelig graves et stort hul i græsset, og det var slemt, for der er rent ler underneden. Men som det fremgår af billederne blev planen gennemført, og jeg må gå værkbruden i seng - hvis nogen vil hjælpe mig op i den.

Lørdag 5/6 2010:
Det har været en sort dag - en uheldsdag, og så ovenikøbet på en grundlovsdag. Alt var klar til, at jeg i dag skulle sætte årsrekorden på cykel ved at age 80 km. Forstanderinden var på indkøbstogt i det store udland, så jeg kunne bruge al den tid, jeg ønskede. Jeg drog vest på og kørte landevejene omkring Storring og Galten tynde. På vejen hjem ad Brabrandstien skete det, som ikke måtte ske. Jeg punkterede, og jeg medbringer ikke lappegrej. Mobiltelefonen glødede. Hvem kunne hente og køre mig hjem, de sidste 18 km., jeg manglede for at slå rekorden. Svar: Ingen. De var i Tyskland, i Randers, i sommerhus eller til karate. Jeg var for nærig til at tage en taxa, som formodentlig ville koste omkr. 400 kr., så jeg trak cyklen til hovedbanegården, ca. 3 km., missede et tog med mindre end ½ minut, tog det næste ½ time senere og måtte dernæst trække fra Skødstrup til hjemmets trygge arne, 3½ km. Sikken en dag! Rekordforsøget udsat til måske allerede i morgen. Se blot det ydmygende syn af min cykel i toget.

Fredag 4/6 2010:
At forstanderinden er meget glad for vores telefon (fastnet) og sjældent har den udenfor rækkevidde er en kendsgerning. Derfor medbringer hun den også overalt, f. eks. i haven, hvor den anbringes de underligste steder tæt på det bed, der arbejdes i. I dag var bilens tag det nærmeste sted, og hun kom først i tanker om den, da jeg på vores vej til supermarkedet bemærkede, at et eller andet faldt af bilen, da vi havde kørt godt en kilometer. Jeg troede i farten, at det var noget fra motoren eller undervognen, men det søde menneske var lynhurtig til at sige, at det var den trådløse telefon. Derpå fulgte en lang eftersøgning i det høje græs langs vejkanten, og efter nogen tid lykkedes det at finde den ramponerede telefon, som ikke havde haft godt af mødet med asfalten. Jeg har selv en gang for mange år siden glemt et par træsko på taget. De to træsko faldt af efter 2 kilometer, men var noget nemmere at finde. Jeg bruger nr. 45.

Torsdag 3/6 2010:
Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg blev lige over middag efter en hyggelig lille frokost med forstanderinden af samme ordineret havearbejde i form af 8-10 store og tunge plantekrukker, der skulle iføres blomster. Hun stod for den dekorative del af arbejdet, mens jeg ordnede det mere praktiske - og tunge. Men tænk. Det gjorde slet ikke noget. For en gangs skyld nød jeg haverbejdet, nok mest fordi resultatet blev så smukt, hvilket gik op for mig allerede efter den første, som her er afbildet. Vejret bidrog måske også til min lille glæde. Jeg må dog tilstå min uvidenhed om blomstens navn. Men der er sikkert mange, som kender det.

Onsdag 2/6 2010:
Jeg var nødt til at følge lidt op på gårsdagens beskrivelser af mariehønen. Jeg har lært, at den tilsyneladende ikke bor noget bestemt sted. Den har end ikke en fast partner, men parrer sig i flæng. Den har måske overlevet sin første tid ved at æde sine søskende, som ikke endnu var udklækket. Det var således en troløs kannibal, som æder sin egen familie, der gjorde mig selskab på min cykeltaske i går mellem Ryomgård og Nimtofte. Men køn var den.

Tirsdag 1/6 2010:
Har en mariehøne et hjem, et hul i et træ, en tue, et hul i jorden, et sted, hvor den kan være sammen med familie og venner? Hvis svaret er ja, har jeg i dag på min cykeltur på Djursland bortført en mariehøne. Den landede på min cykeltaske på styret og sad der de næste 4-5 km., alt imens den hvilede og senere kravlede rundt, sommetider halsbrækkende tæt på kanterne. Den steg på i Ryomgård og forlod mig i Nimtofte. Det var sjovt at betragte dens vej rundt på både sider og top af tasken. Jo, sådanne små observationer er der også tid til på en cykeltur. Men jeg er selvfølgelig ked af, hvis jeg har fjernet den fra familie og venner.
PS: For første gang i år kørte jeg i shorts og T-shirt og fik luftet mine vinterblege ben og arme, men skidt. Jeg formodes ikke at være genkendt af ret mange mennesker på Djursland.

Mandag 31/1 2010:
Når forstanderinden tager på arbejde tidligt om morgenen, meddeler hun sig skriftligt til mig om, hvilke opgaver jeg skal løse i dagens løb. Sommetider er listen lidt overvældende lang, og min lyst til at negligere den eller protestere kommer frem i mig. Men det er endnu ikke lykkedes mig at nå dertil. I morges tog jeg dog mod til mig og SKREV en protestnote, som jeg lagde på køkkenbordet, mod at skulle rede senge, tømme opvaskemaskine, støvsuge, slå græs og (ikke mindst) rense tagrender. Spændt afventede jeg en reaktion, da hun kom hjem, men der kom ingen. Og da jeg endelig tog mod til mig og spurgte, om hun havde læst sedlen, svarede hun blot, at den ville hun negligere. Hun har det mod, jeg ikke har.

Søndag 30/5 2010:
Jeg gik en smule i panik i går morges, da jeg var stået op for at tage på cykeltur, mens forstanderinden shoppede i det meste af det østlige Århus og på hele Djursland, helt til Grenå. Mit Dankort var fjernet fra min tegnebog. Jeg frygtede, at den søde dame medbragte det på shoppeturen, men håbede samtidig, at det var blevet stjålet fra mig, for selv den mest nedrige tyveknægt kan ikke bruge så mange penge som hun - når hun har mit kort.

Lørdag 29/5 2010:
Jeg sidder lige nu foran vores TV og ser Giro d'Italia, cykelløbet Italien rundt. I dag er det en bjergetape, og rytterne er på vej op ad et højt bjerg, som er langt nok og stejlt nok til at gøre indtryk. De skal helt op i 2.600 meters højde. Da jeg selv lige er hjemkommet fra en 60 km. tur rundt om Årslev Engsø sammen med ældste søn, i alt 60 km., og da jeg er øm over det meste, navnlig har min saddel gjort indtryk på min bagdel, kan jeg nemt sætte mig ind i rytternes lidelser. De træder enormt i pedalerne, og man kan se flere ansigtsudtryk, der viser, at nogle har problemer. Jeg får helt ondt af bare at se på det. Men jeg holder ud, til de er i mål.

Fredag 28/5 2010:
Jeg var meget heldig i dag. Forstanderinden havde grimme planer vedrørende 5 stk. buksbom, der skulle flyttes fra et bed til et nøje udpeget andet bed. Jeg var pudsigt nok udset til at udføre arbejdet, som ville kræve en del graven. Og jeg holder ikke af at grave. Men heldigvis dukkede vores yngste datter op, og da hun hørte om planerne, forkastede hun dem og påbød, at planterne i stedet for skulle kranse mit udmærkede og selvbyggede redskabsskur. Hun er en dame, som på flere måder minder om sin mor, forstanderinden, så man siger heller ikke hende imod. Jeg fik dog i en forsigtig bisætning indføjet, at når hun nu får så mange gode ideer, så kunne det være morsomt, om hun også kunne føre dem ud i virkeligheden. Det kunne hun - og vupti var buksbommerne flyttet. Se, det er en forskel fra forstanderinden, for hun ville have pålagt undertegnede at grave og flytte.

Torsdag 27/5 2010:
Jeg har på TV nogle gange set idrætsfolk i krise, oftest en fysisk krise forårsaget af en anstrengende præstation. Jeg har forsøgt at leve mig ind i, hvad der sker inde i personen, når han eller hun midt i et maratonløb eller et hårdt cykelløb "rammer muren". I dag kunne jeg opleve det hele selv. På hjemturen - på cykel naturligvis - fra et besøg hos rare venner i Æbeltoft havde jeg en alvorlig krise ca. 15 km. før målet. Jeg følte mig totalt udmattet og færdig på den bakkede rute. Krisen startede med, at det gjorde ondt flere steder, næsten alle steder. Så meldte trætheden i benene sig. De føltes tunge og ude af stand til at træde pedalerne rundt. Dernæst gik armene kolde. Så fulgte lysten til at stå af og trække og dernæst til helt at give helt op og ringe efter min søde hustru, så hun kunne afhente mig plus cykel. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at falde for én af fristelserne, alt imens smerterne og irritationen over de mindste ting som f. eks. andre trafikanter, sten på vejen eller en farve på et hus bredte sig og voksede i styrke. Men stolthed - og sikkert også lidt vilje - afholdte mig fra at benytte én af mulighederne for at slippe for at køre længere, og på forunderlig vis forsvandt smerterne og trætheden, og 5 km. senere fattede jeg ikke, at jeg havde været i krise. Turen blev i alt på 73 km., så jeg havde kørt 58 km., da jeg mødte muren. Det har været en god dag.

Onsdag 26/5 2010:
Jeg blev vred 2 gange i dag - begge gange på min cykeltur. Først drejede en bilist ind foran mig i et højresving, hvor jeg nær blev påkørt, selv om jeg bar en gul sikkerhedsvest. Jeg kom til at råbe højt og afsluttede med et ikke så pænt udtryk, noget med dumme .... . Denne uheldige episode fandt sted på Silkeborgvej i Åbyhøj. Næste vrede kom op i mig, da en bilist uden sans for afstand eller cyklister bragte sin bil til stop lige midt på og på tværs af cykelstien i Risskov. Også her hævede jeg stemmen, men brugte lidt mere høviske vendinger, for der var lidt mere tid til at reagere, end der havde været i Åbyhøj. Af dette kan man lære, at bilister i Åbyhøj og Risskov ikke er for kloge.

Tirsdag 25/5 2010:
Jeg var på apoteket i dag for at hente nogle tabletter (hvad skulle man ellers gå på apoteket for?). Da det blev min tur, spurgte jeg ganske sagte damen bag disken, om jeg kunne købe lidt EPO, fordi jeg cykler så meget og har hørt, at mange cykelryttere bruger det. Hun rystede på hovedet og kiggede bestyrtet på mig, og der fik nogle øjeblikke, inden hun fandt ud af, at det vist bare var en spøg. Hun tog det pænt, også da min søn, som stod bagved, højt sagde, at det jo heller ikke var her, jeg plejede at købe EPO, men henne i motionscentret tæt ved.

Mandag 24/5 2010:
Efter at have boet i Silkeborg i 4 dage på en campingplads lige opad en musikfestival trænger jeg til at få sovet ud. Koncerterne startede ved vores ankomst torsdag og varede ved hver dag de tre følgende dage til kl. 1-3 om natten. Og det var ikke små, forsigtige strygekvartetter, der spillede. Det var alt lige fra det hårdeste rock til kopimusik. Der var gode kunstnere imellem, bl. a. Lis Sørensen, Dune, Nick & Jay, Thomas Helmig og Master Fatman. Men uanset kunstnernes kvaliteter, kunne de holde hele campingpladsen vågen. Den var blot 150 m. fra scenen.
Årsagen til besøget var ikke festivalen, men en traditionel sammenkomst med 4 vennepar. Vi 10 har mødtes hver pinse gennem mange år på campingpladser rundt i landet. Da det i år var Silkeborg, aflagde det hele selskab naturligvis et besøg på Himmelbjerget, hvor en tilfældig, men venlig turist tog billedet af os alle, landets smukkeste og flotteste pensionister. Det er mig i havfruestilling forrest.

Onsdag 19/5 2010:
Jamen er det da ikke herligt? Jeg sidder lige nu på terassen i 25 graders varme og lader solen brune mine vinterblege ben, mens jeg bearbejder computerens taster . For blot nogle dage siden var temperaturen på samme klokkeslet 7-9 grader.
Jeg har lige afsluttet en større græsklipning. Græsset vokser som afsindigt, fordi jeg har været så tåbelig at give det gødning. Det vil ikke ske mere.

rsdag 18/5 2010:
Jeg var til fødselsdag i dag hos en lidt ældre bekendt. I samtalen ved kaffebordet kom vi ind på mange emner, bl. a. lidelsen sindsyge. Der var flere indlæg, men den, som jeg fæstnede mig mest ved, kom fra én, som måske talte ud fra egne erfaringer, hvem ved. Han påstod nemlig følgende: "Sindsyge er arveligt. Man kan få det fra sine børn".

Mandag 17/5 2010:
Jeg cyklede til Storring i dag. De uvidende bør fortælles, at Storring ligger ca. midtvejs mellem Århus og Silkeborg. "Hvorfor cyklede han dog til Storring?" hører jeg dig sige. Derfor vil jeg gerne forklare, at det skyldtes vindretningen. Den var i vest, og vinden var ganske hård. Det betød modvind på udturen medvind på hjemturen, nøjagtigt som jeg holder mest af det. Jeg kørte i alt 71 km., hvilket er årets hidtil længste - men samtid den hårdeste. Heldigvis medbragte jeg diverse stimulerende midler, som hjalp mig godt. Blot kunne jeg også ønske mig et middel, der kunne lette smerten lige der, hvor krop møder saddel.

Søndag 16/5 2010:














Ja, det ser ikke ud af meget, men ikke desto mindre er der et par timers hårdt arbejde bag. Jeg fjernede planter og jord fra beddet omkring flagstangen og fyldte op med 10-15 cm. barkflis. Det gav sved på panden, men gjorde forstanderinden meget glad. Naturligvis var det hendes ide - og naturligvis var det mig, der førte den ud i praksis. Og på ny må jeg gå foroverbøjet som en pingvin på grund af stivhed i lænden. Denne kendsgerning glæder måske ikke ligefrem forstanderinden, men hun morer sig da over den.

Lørdag 15/5 2010:
Det er ganske vist endnu ikke blevet til 25 mm. regn i vort område, som lovet af meteorologerne i går, men blot 7 mm., som dog nemt kan blive til mange flere, og som i sig selv da også er en hel del. Det våde og kolde vejr var velegnet til en hyggelig lørdags-frokost med gamle venner her på vort matrikelnummer. En væsentlig del af menuen var godt, gammeldags smørrebrød, som jeg husker det fra for mange år siden. Jeg har hørt, at det er blevet en slags kult at spise smørrebrød igen, og jeg forstår hvorfor. Det er lækkert og er lidt hyggeligt.

Fredag 14/5 2010:
Det er ikke fortrøstningsfuldt, at der er lovet 25 mm. regn i morgen. Dog finder jeg trøst i, at jeg egentlig skulle have slået græs, hvilket vejret således forbyder. Til gengæld vil en cykeltur nok også være en aflysning værd. Så alt i alt ville jeg nok hellere slå græs og så cykle bagefter. Det er stadig mit ønske, at vi ansætter nogle italienske meteorologer, som vitterligt skaffer bedre vejr end de danske. Se blot i morgen!

Torsdag 13/5 2010 (Kr. Himmelfartsdag):
Jeg er ikke vildt begejstret for at forlade min seng om morgenen. Jeg trækker tiden, så langt jeg formår. Egentlig forstår jeg det ikke helt, for jeg har indtil for ikke længe siden været et typisk A-menneske, der stod op med hønsene. Men i formiddag fandt jeg forklaringen på min manglende lyst til at forlade de varme dyner. Det keder og irriterer mig gevaldigt at barbere mig. Det er derfor, jeg ikke har lyst at stå op. Følgelig foreslog jeg min søde hustru følgende alternativer: 1) Jeg lader mit skæg vokse. 2) Hun barberer mig i sengen hver morgen, som jeg har hørt, man gør det på hospitaler. Hun afslog meget bestemt begge forslag, hvorfor jeg nok forsat vil stå sent op.
PS: Dagen blev væsentligt mere aktiv end i går. Bl. a. cyklede jeg 45 km. i et bakket (og koldt) terræn omkring Thorsager.

Onsdag 12/5 2010:
Det har dog været den dovneste dag, jeg har haft i meget lang tid. Intet har jeg foretaget mig udover at aflyse vores planlagte campingtur i Kristi Himmelfartsferien. Vejret har været årsag til såvel min passivitet som til aflysningen. Med 7 graders varme og regn og kold blæst får man ikke lyst til ret meget. Jeg har trøstet mig selv en lille smule ved at se cricket og cykelløb på TV. Men i morgen skal det blive anderledes.

Tirsdag 11/5 2010:














Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er cyklet forbi Brabrand Kirke, som ligger lige ned til Brabrandstien med en smuk udsigt over Brabrandsøen. Men endelig i dag tog jeg mig sammen og gjorde den lille omvej, som det er at køre derind. Kirken har en historie helt tilbage til 1200-tallet. Jeg sad længe på en bænk og nød udsigten. Desværre kunne jeg på grund af en bisættelse ikke komme ind i kirken, men til gengæld talte jeg med kirkegårdsgartneren, som fortalte om stedet, og som jeg roste for den særdeles velholdte kirkegård. Næste gang, jeg cykler forbi, vil jeg gøre holdt igen og ind i kirken. Jeg tror, den er et besøg værd.

Mandag 10/5 2010:
Kig lige på dette afskyelige stykke haveværktøj til venstre. Det kaldes vistnok et "kantskær". Forstanderinden har købt det til mig med henblik på, at jeg skal bruge det i tide og utide. Og det gør jeg så. Efter hårdt arbejde i formiddags står alle kanter på vores græsplæner nu knivskarpe, og det forventes, at det bliver de ved med. Jeg er ikke vild med haveredskaber.











Søndag 9/5 2010:
Jeg har besøgt min private EPO-leverandør i dag ved middagstid. Han vil ikke bryde sig om, at jeg nævner navn og adresse, men jeg vil røbe så meget, at han bor i en forstad syd for Århus og er en venlig mand, der ikke tager ågerpriser for sine varer, tværtimod uddeler han idealistisk de muskelstyrkende midler uden betaling, i sandhed en rigtig rar mand.
Jeg cyklede naturligvis derned og indtog straks en portion, da området er meget bakket, og jeg skulle jo gerne nå hjem inden aften. Det nåede jeg i flot stil. Heldigvis kunne den gode leverandør anvise en knapt så bakket, men dog lidt længere vej hjem, så det blev ialt til 60 km. i absolut smukt vejr.
På udturen passerede jeg i midtbyen den navnkundige Mejlgade. Her havde været gadefest aftenen før, og nu gik nogle kraftige "tømmermænd" og fejede og gjorde gaden farbar og pæn igen. Jeg talte med én af dem, som glad gav udtryk for, at det havde været en stor succes. Hele gaden havde været dækket af græsmåtter. Men lige nu lignede den mest et alvorligt bombeangreb. Se billede.














Lørdag 8/5 2010:
Desværre tillader det kolde og regnfulde vejr ikke nogen cykeltur. Det tillader end ikke havearbejde. Men heldigvis giver det mig mulighed for at se cricket på fjernsynet - endda direkte, hvis jeg ville. Det har jeg aldrig før oplevet. Hvis du gerne selv vil stifte bekendtskab med denne ædle sport, skal du kigge på Eurosport 2, som lige nu sender VM i en meget afkortet form for cricket. Det er meget farverigt og finder sted i Vestindien. Jeg morer mig i hvert fald kongeligt.

Fredag 7/5 2010:
Jeg tror, det er fup. Da jeg satte mig ved min stationære computer i formiddags, tonede et stort skilt frem på skærmen. Af det fremgik, at jeg var udsat for et enormt virus-angreb, men hvis jeg blot fulgte instruktionen og formedelst 49,99 dollars installerede et anti-virus-program, jeg ikke kender, da ville den grimme virus forsvinde. Da jeg har et noget anstrengt forhold til vira, havde jeg lyst til at installere. Men jeg har endnu ikke gjort det. Jeg tror, det hele er en gang svindel - og iøvrigt fungerer computeren perfekt.

Torsdag 6/5 2010:
Hvor barnlig kan man tillade sig at være i en alder af 69½? Svært at svare på. Men jeg var meget barnlig i dag. På vores vej hjem fra en hyggelig fødselsdag i Silkeborg holdt vi ind i en "Dagli' Brugs" for at købe et par småting. Jeg tøffede som sædvanlig efter. Ved en kasse, som ikke var i brug, observerede jeg et skilt, der annoncerede med "BRUGSENS ÅRLIGE PLANTESALG". Der lå en kuglepen ved siden af, og i et ubevogtet øjeblik kunne jeg ikke nære mig for at sætte et D foran ÅRLIGE. Var det ikke en drengestreg, der vil noget? Jeg spø'r bare. Sådan er jeg så opfindsom.

Onsdag 5/5 2010:
Vorre hedder en lille by ved Skødstrup. Man kunne kalde den "et hul i jorden", hvis det ikke var fordi den ligger på toppen af en stejl bakke. Den besteg jeg på min tro ganger i dag.
Dette ondskabsfulde "bjerg" har desuden den ulempe, at den er konstrueret, så der altid er modvind. Derfor tillader farten, at man kan sidde og bande en lille smule over anstrengelserne, for der er ikke meget at glæde sig til på toppen med de 8-9 huse og 3-4 gårde, der findes i byen. Og dog. Man kan altid glæde sig til nedkørslen på den anden side. Den er skøn.


Tirsdag 4/5 2010:
Jeg har i dag fået lov at  rekreere efter den anstrengende tur til London, hvilket i bestyrerindens fortolkning betød, at jeg skulle slå græsplænen, som var blevet noget langhåret, støvsuge, tømme opvaskemaskine, rede senge og foretage indkøb i apotek, supermarked og byggecenter. Ikke mindst græsslåningen var rekreerende, så nu er jeg helt flad. Alt imens alle disse aktiviteter rekreerede mig, drog den søde dame sammen med 3 veninder på et superindkøbstogt og hjembragte adskillige stykker tekstil, hvilket gjorde det fuldstændig af med mig og bragte mig i en comalignende tilstand. Jeg forventer at være sengeliggende resten af dagen, står måske lige op til aftensmaden.

Mandag 3/5 2010:













Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg har svigtet min dagbog i 4 dage. Årsagen er den enkle, at jeg sammen med to børnebørn, forstanderinden og ældste søn har været i London, hvilket skulle fremgå af billedet på åbningssiden samt ovenstående. Jeg har på turen lært, at vi to ældre er alt for ældre til London. Der skal gås alt for meget, og det er anstrengende for gamle og svage ben og rygge. Men alligevel er det godt at kunne give glæden ved England og London videre til børnebørnene, og heldigvis var de begejstrede, også for turen i den enorme pariserhjul "London Eye".
Nu skulle de næste dage stå på rekreation. Det glæder jeg mig lidt til.

Onsdag 28/4 2010:
At cykle gennem byen er ikke alene indtryk for øjne og ører. Også næsen får sine oplevelser, hvoraf jeg noterede mig en del i dag, da jeg kørte gennem Århus og senere ud ad Brabrandstien. Man kan ikke undgå at bemærke de mange lugte eller dufte, betegnelsen afhængig af arten. En gammel dieselbil stod i tomgang og stank. En knallert kørte forbi og efterlod en hale af to-taktsbenzin-udstødning. En kompressor stod ved et enormt hul, og jeg mærkede den varme lugt af den varme motor. En grill-bar udsendte sin lugt af pomfritter og burgere. En bagerforretning noteredes for den varme duft af wienerbrød. Et hus var ved at blive malet, og en frisk duft af maling bredte sig i gaden. På Brabrandstien duftede de mange nyligt udsprungne buske og træer og ligeledes græsset. Jo, min næse modtog mange og forskellige indtryk, som jeg aldrig ville have fået i en bil.

Tirsdag 27/4 2010:
Kun få ting glæder én så meget som et lægebesøg, der ender med, at lægen siger, at alt er i orden. Så får man stor lyst til at falde lægen om halsen og takke for beskeden. Netop dette var min søde viv og jeg tæt på i dag, da hun var blevet grundigt undersøgt og scannet af en hjertespecialist, som efterfølgende kunne give den glædelige meddelelse. På grund af skrivebordet imellem os undlod vi dog "krammeren", men lysten var der. Lettelsen var stor.

Mandag 26/4 2010:
Man observerer af og til de underligste ting om sig selv. I dag fulgte jeg som så ofte før efter forstanderinden rundt i supermarkedet REMA 1000. Uden at tænke over det samlede jeg automatisk hænderne på ryggen og fulgte let vuggende og let foroverbøjet efter i den obligatoriske afstand af ca. et par meter og stod stille og kiggede mig smilende rundt, når hun standsede. Pludselig slog det mig, at jeg måtte have en uafviselig lighed med Prins Henrik eller engelske Prins Phillip, når de to som en dresseret pingvin med lufferne samlet på ryggen underdanigt følger efter deres respektive dronninge-koner i et officielt ærinde. Det må med mig i "prinse-rollen" have set lidt latterligt ud i REMA 1000, hvorfor jeg skyndte mig at tilbyde at skubbe indkøbsvognen.

Søndag 25/4 2010:
Vi var til ældste barnebarns 16-års fødselsdag i dag. Det fik mig til at tænke på min egen 16-års fødselsdag i 1956. Jeg fik knapt så mange gaver, og serveringen var knapt så overdådig. Jeg fejrede den med en, ja hold nu fast, en milkshake, en absolut nyhed på en lokal isbar i Vestergade i Silkeborg. Det var første gang i mit liv, jeg indtog en sådan, så jeg var lidt stolt, ikke mindst fordi den var vanvittig dyr, 75 øre tror jeg, den var oppe i. Så kunne man føle sig bare en lille smule voksen.

Lørdag 24/4 2010:
Jeg cyklede til Hinnerup i dag for at besøge en rar, tidligere kollega. Ikke alene er han særdeles hyggelig at møde og tale med, men han har også en spændende hobby, astronomi. I sin have har han et veludstyret observatorium med en meget stor kikkert, og jeg var meget fascineret af dens formåen. Men desværre er der ikke mange stjerner at se på midt på dagen, så jeg håber engang at besøge ham en stjerneklar aften.  Jeg havde også en meget vellykket hjemtur i ren rygvind af en vis styrke. Det er længe siden, jeg har kørt med så stor hastighed over så lang en distance. Rygvind er rart (men modvind giver det høje kondital).

Fredag 23/4 2010:
Somme tider støder man på de mest overraskende (og måske unyttige) oplysninger, der kan tænkes. F. eks. læste jeg i dag ved en tilfældighed, at ud af verdens samlede antal kvinder har 35 % af dem smidt en sko efter deres mand. Forstanderinden har aldrig smidt en sko efter mig, hvilket jeg er glad for og måske lidt overrasket over, for hun har nok at smide med.

Torsdag 22/4 2010:
Jeg tankede diesel i dag. Det gør jeg alt for ofte. Og stadig er jeg overrasket over, hvorfor priserne er så svingende. Før klokken 10 formiddag er der ca. 1 krone at tjene pr. liter. Hvad er selskabernes politik bag dette? Jeg finder det underligt og faktisk en smule irriterende, for det betyder, at hvis jeg vil tjene denne en-krone, skal jeg stå så skrækkelig tidligt op. Og det er jeg ikke meget for. Så jeg finder mig i den høje pris og har så den fordel, at der altid er god plads på tankstationen.

Onsdag 21/4 2010:
Jeg bliver så træt, når jeg modtager et telefonopkald, og der er en sælger i den anden ende. Især handler det om forsikringer, avisabonnementer og bøger. Jeg har også fået et opkald i dag. Jeg siger konsekvent nej til ethvert tilbud, uanset dets lovprisninger fra sælgerens side. Men nogle af dem er meget svære at standse, og enkelte gange har jeg set mig nødsaget til at lægge røret på midt i en længere svada fra en overivrig person, der absolut vil pådutte mig et eller andet. De, som er nemmest at stoppe, er forsikringssælgerne. Jeg behøver blot at sige, at jeg har Danmarks billigste forsikringsselskab, nemlig Lærerstandens Brandforsikring. Ved denne oplysning stopper de alle og erkender, at det selskab kan de overhovedet ikke konkurrere med. Og så tages der afsked.

Tirsdag 20/4 2010:
Det ikke godt for de mennesker, der i disse dage skulle have fløjet på ferie eller på en arbejdsmæssig opgave. Den islandske vulkans rasende udbrud har gjort det umuligt at få fly i luften. Der ikke meget godt at sige om Island og islændinge for tiden. Man har øjensynligt hverken styr på egen økonomi eller egne vulkaner.

Mandag 19/4 2010:
Vores lokale bank er blevet pengeløs, sådan helt bogstaveligt. Man kan ikke indsætte eller hæve penge der. Det er vældigt irriterende, især fordi dens hæveautomat så ofte er ude af drift. Nærmeste sted med kontanter er Hornslet (10 km.) eller Risskov (12 km.). Den omvej måtte vi tage i dag for at hæve nogle få kontanter. Men tænk lige over udtrykket, "PENGELØS BANK". Det lyder da ganske vanvittigt. Kunne man forestille sig et "VANDLØST VANDVÆRK" eller et "VARELØST SUPERMARKED"?

Søndag 18/4 2010:
Jeg cyklede rundt om Brabrandsøen i dag (54 km.) og kunne på hele turen ikke undgå at bemærke det meget store antal løbere, der var ude. Det var ganske imponerende. En enkelt løb sågar med to bildæk slæbende bagefter sig i en 5 m. lang snor - ren maschocisme. Selv bryder jeg mig ikke om at løbe, heller ikke uden bildæk. Løbeture keder mig usigeligt. Jeg har prøvet for nogle år siden og faldt i søvn på to ture med det resultat, at jeg faldt og slog mig gevaldigt. Jeg er endnu ikke faldet i søvn på min cykel.

Lørdag 17/4 2010:
Jeg ved meget vel, at når der skal købes ind, og forstanderinden meddeler, at hun bare skal have nogle "få ting", så er mængden meget uvis, kan være alt fra én til mange indkøbsposer. Lige hjemkommet fra et besøg i planteskolen i dag meddelte den søde dame, at hun i går sør'me havde glemt at købe netop nogle "få ting" i supermarkedet, hvorfor hun straks drog afsted for at råde bod på forglemmelsen. De "få ting" fyldte to store og meget tunge poser, som jeg måtte hente ind fra bilen. Godt, hun ikke huskede det hele i går, så skulle vi have kørt to gange.

Fredag 16/4 2010:
Det har ikke undgået min opmærksomhed og sikkert heller ikke andres, at det i dag er dronningens fødselsdag. Hun fylder 70. Det vil interessere hende, at én af hendes undersåter, nemlig undertegnede, som hun selv i et svagt øjeblik har tildelt sin fortjenstmedalje i sølv, også fylder 70 inden længe. Jeg forventer dog ikke så meget pomp og pragt, som hun modtager. Jeg kunne for eksempel nemt undvære Elverhøj i Det Kongelige Teater. Jeg vil helle se og høre Niels Hausgaard.
PS: Min modvilje mod supermarkeder blev dæmpet en smule i dag, da jeg i vort lokale eksemplar af slagsen mødte ikke færre end fire gamle venner fra min lange fortid i Dansk Retriever Klub. Det var hyggeligt. Den ene af dem havde jeg ikke set i mere end 10 år og den anden i mere end 20 år. De to øvrige møder jeg med jævne mellemrum.

Torsdag 15/4 2010:
Jeg var i dag uhyre tæt på en ulovlig parkering i Århus midtby. Efter at have anbragt bilen med en meget svær manøvre i den smalle Guldsmedegade begav jeg mig til parkeringsautomaten for at indløse min parkeringsbillet. Men ak & ve! Jeg havde ingen kontanter. Ved at rode dybt i lommer og allerbagest i tegnebogen lykedes det mig at skrabe 6 kroner sammen. Det gav ret til ½ times parkering, og det var i underkanten. Og der stod jeg til ingen nytte med mit Dankort, der ikke engang er i overtræk. Tænk at man i det 21. århundrede skal være afhængig af noget så gammeldags som mønter.

Onsdag 14/4 2010:
Jeg har altid hadet koldt vand - kan ikke fordrage det. For eksempel har jeg forlangt, at når jeg bader i havet eller i en sø, skal vandet være så varmt, at det syder i kanten. Men nu har jeg besluttet, at jeg vil være meget mere "viking". Det kan ikke nytte med det piberi over koldt vand. Det er ikke mandigt. Derfor stod jeg i morges i 10 minutter under den kolde bruser. Og i morgen vil jeg overveje at åbne for vandet.
PS: Jeg cyklede i dag rundt i Mols Bjerge, 67 anstrengende kilometer. Så lige nu er jeg godt træt, men tilfreds med at have gennemført.

Tirsdag 13/4 2010:
Vi har fået en ny lampe over vores spisebord i dag - vel næppe den største begivenhed i verdenshistorien. Men den har fyldt en del i min dag i dag. Da vi ikke ville investere de store summer, blev vi enige om, at stedet for købet nok burde være Bilka, hvorfor jeg påny lod mig trække rundt i denne helvedes forgård for blot at konstatere, at Bilkas smag hvad angår lamper ikke er i overensstemmelse med vores. Derfor forlagde vi indkøbet til diverse lidt mere mondæne møbelforretninger for at slutte med at købe den lampe, som vi allerede så på for 3 måneder siden - og til en uhyrlig pris. Heldigvis var der hjælp til ophængningen i form at vores venlige nabo, som er væsentlig mere handyman end jeg (hvem er ikke det?), og som ovenikøbet er elektriker. Bedre kombination findes næppe.

Mandag 12/4 2010:
Egentlig skulle denne smukke forårsdag have været brugt på en 60 km. lang cykeltur på Mols. Men desværre forhindrede tekniske cykel-problemer mig i at komme afsted. I stedet stod den på havearbejde, idet en del af forstanderindens fødselsdagsgaver - planter - skulle graves ned under hendes myndige opsyn. Det skete. Da jeg var færdig med gravearbejdet, og planterne stod smukt i solen, fortrød den kære dame placeringen af den største af dem, hvorfor den måtte op og ned en ekstra gang. Derfor blev jeg aldrig gartner.







Søndag 11/4 2010:
Det er en smuk forårsdag, der kun skæmmes af, at græsset er begyndt at vokse. Jeg burde have efterset og rengjort min plæneklipper, så den er klar til første runde formodentlig i næste uge. Men jeg finder plæneklippere kedelige, så i stedet har min cykel fået den store rengørings-runde. Det er faktisk en smule hyggeligt at "pusle" lidt om den. Nu står den skinnende ren med frisk olie på kæden. Hvis jeg brugte lige så meget tid på vedligehold af vores bil, ville den ikke have tabte en krone i værdi.

Lørdag 10/4 2010:
Jeg havde lovet mig selv en cykeltur på omkring 60 km. på Djursland i eftermiddag efter en formiddag indendøre foran computeren, mens forstanderinden sled på mit Dankort i det meste af Hornslet. Da hun kom hjem, kastede jeg mig derfor muntert på min tro ganger for at opdage, at vinden var godt og vel på den anden side af det, jeg finder behageligt. Derfor måtte jeg modstræbende korte af turen. Det blev for hårdt. Men 34 km., hvoraf de fleste var i modvind, er da rimeligt. De 60 km. ville kun have været for "proffere", og så "prof" er jeg ikke - endnu. Jeg savner mine stimulanser, som jeg heldigvis snart får.

Til gengæld opdagede jeg ved Karlby et skilt, som jeg ikke har tænkt over før, selv om jeg er cyklet forbi flere gange - se billedet. Jeg fulgte pilen, men fandt intet, der kunne minde om en landsby - eller blot et par huse.





 
Fredag 9/4 2010:
Jeg har i dag brugt en del tid på at køre til og fra midtbyen for at bringe og hente min søde viv, som med sine kolleger skulle på byvandring. Jeg tror, de havde en hyggelig tur, hvilket jeg ikke havde i bilen. Det er dog enormt, som trafikken kan pakke sammen og slæbe sig afsted. Hvordan skal det dog blive, når også ferie-folket kommer? Jeg ville ønske, at man ville anvende det engelske system "Park & Ride", som går ud på, at man ca. 10 km. fra centrum på alle indfaldsveje har store, gratis parkeringspladser, hvorfra der hver 10. minut kører busser ind til centrum for en billetpris på 7-8 kr. (1£). Det ville være et fremskridt for alle - også sundhedsmæssigt.

Torsdag 8/4 2010:
Jeg blev vækket af en telefonopringning i dag kl. 8.30. Det var min tandlæge, det rare væsen, som gerne ville se mig kl. 14 til reparation af en tand. Egentlig skulle reparationen først have fundet sted på mandag kl. 11.30, men et afbud gjorde det muligt at få sagen bragt i orden i dag. Ankommet i stolen forklarede jeg, at det handlede om "øverste etage, bageste venstre lejlighed, hvor en altan var faldet af". Han forstod straks, hvilken tand det drejede sig om, og hvori skaden bestod, men forklarede, at i tandlægesproget ville den hedde "7+". Det var jeg glad for at vide, og særlig glad blev jeg, da han fortalte, at denne internationale måde at beskrive en tands placering faktisk er opfundet af en dansk tandlæge ved navn Victor Haderup (1845-1913), det såkaldte "Haderups Nomenklatur" fra 1887. Jeg har således lært noget i dag - dog ikke hvor meget den arkitektoniske og håndværksmæssige genopbygning af "7+" vil komme til at koste. Jeg turde ikke spørge.

Onsdag 7/4 2010:
Jeg har været til fødselsdag i dag - min kones. Men jeg var - om jeg så må sige - kun med "på bænken" og blev kun bedt om at komme på banen, når der skulle serveres. Der var dømt "dame-brunch". Svoger, søn og jeg fik nådigst lov til at sidde i sofaen et stykke fra højbordet. Men vi fik dog sådan nogenlunde det samme at spise, som de meget talende damer i den anden ende af stuen. På et tidspunkt foretrak vi dog at gå en lang tur ved stranden og i skoven. Det var lise for ørerne. Men maden var god - og det værdsætter jeg. Til gengæld fik jeg ingen frokost. Så ét afsavn led jeg.





Tirsdag 6/4 2010:
Som kunne jeg dog være kommet galt afsted i dag. Jeg kørte på min cykel i Århus midtby og havde godt på lang afstand observeret en bil, der holdt parkeret 3/4 inde på cykelstien - ganske ulovligt opover en høj kantsten, et sted med stopforbud. Da jeg befinder mig ganske kort bag bilen, går højre dør pludselig op. Jeg bremser alt, hvad jeg kan og udstøder mit kendte og meget høje ØJJ-ØJJ, og heldigvis bliver døren i sidste split-sekund lukket. Jeg kunnet have væltet og brækket jeg ved ikke hvor mange ben, og i hvert fald ville døren være blevet revet af. Men mine høje råb reddede mig. Måske burde jeg have råbt OLÉ, da hændelsen fandt sted i den gade, der hedder Spanien.

Mandag 5/4 2010:
På min cykeltur i dag tog jeg vejen omkring min "gamle" skole, Jellebakkeskolen i Risskov. Jeg kørte lidt rundt om den, ind i en skolegård og op til hovedindgangen. Naturligvis var der mange minder, der pressede på, men jeg kan ikke længere påstå, at jeg savner den. Og det allersidste savn forsvandt, da jeg på en seddel på hoveddøren kunne læse, at al idræt i sportshallen vil være aflyst i næste uge "p. gr. af træningsprøver". Jeg tænkte, at det i teorien kunne have været mig, der kunne have været ansvarlig for al bøvlet med disse prøver, forældremeddelelser, information til elever og lærere og serviceleder, karakterer m.m., og det var aktiviteter, jeg nemt kan undvære. Så jeg savner ikke længere skolen og har en kraftig fornemmelse af, at skolen heller ikke savner mig. Og så er alt, som det skal være.

Søndag 4/4 2010:
I USA var det for mange år siden populært at udskrive konkurrencer om, hvem der lignede en given berømthed mest. Charlie Chaplin kom en dag tilfældigvis forbi et sted, hvor man konkurrerede om at ligne netop ham. Han kunne ikke lade være at tilmelde sig, ganske vist under falsk navn - og opnåede en 3. plads. Jeg gad vide, hvem vinderen lignede.

Lørdag 3/4 2010:
Vi handlede i dag i et mindre supermarked i Hjortshøj, fordi man der havde et godt tilbud på 1½ liter Pepsi Max, som er min yndlingsdrik. 8,95 kr. pr. flaske, normalpåris omkr. 20 kr. Vi opkøbte restlageret på 17 flasker. Ved kassen kom en ældre dame, ca. jævnaldrende med mig, til at stå lige bag os. Hun kiggede lidt betuttet på de mange flasker, men havde lige så hurtigt som jeg i hovedet udregnet den samlede pris for flaskerne, 152,15 kr. + 51 kr. i pant, hvilket den unge dame ved kassen var imponeret over. Men vi to gamle kunne minde hinanden om, at vi i skolen lærte hovedregning - og salmevers. Og vi kunne sådan i forbifarten fortælle til kassedamen, at ingen ung i dag mestrer nogen af delene. Den unge dame gav os ret, men det har kunder vel altid.

Fredag 2/4 2010 (Langfredag):
I vores carport har nu igennem 18-20 år stået en hel del gamle brædder og stolper. Der var tæt spindelvæv imellem. Jeg har altid haft meget svært ved at smide sådan nogle væk, for man ved jo aldrig, hvornår man får brug for dem. Om ikke andet kunne de jo saves i stykker og smides i brændeovnen. Men den blev droppet for nogle år siden, så ej heller det formål kunne træet anvendes til. Så endelig i dag fik jeg mig taget sammen til en kraftig sortering, så 2/3 af dem nu er kasseret. Blot mangler jeg nu at få det hele kørt på lossepladsen, hvor jeg efterhånden er blevet en kendt besøgende, der af personalet hilses som en af deres egne.

Torsdag 1/4 2010 (Skærtorsdag):
Jeg faldt i dag over en interessant viden om Vincent van Gogh. Han solgte i hele sit levende liv kun ét af sine malerier. Det er iøvrigt kun ét mere, end jeg selv har solgt. Maleriet hed "Den Røde Vinmark". Han døde formodentlig fattig, mens mange andre meget senere tjente millioner på hans malerier. Han nåede at lave 900 malerier og 1.100 tegninger på kun 10 år. Det er lidt pudsigt, at inden han selv begyndte at male, var han kunsthandler, men kunne altså ikke sælge sine egne produktioner. Man lærer meget på min hjemmeside.

Onsdag 31/3 2010:
Sommetider gør jeg på mine cykelture holdt for at hvile mine trætte lemmer. Hvis vejret er lidt "snusket", bruger jeg ofte et af de nok så kendte århusianske bus-læskure, disse havlrunde "glasfibertingester". De er åbenbart et oplagt mål for graffitti-malere. Således så jeg i dag en lidt speciel sætning midt imellem alle mulige tags og andet rod: "Mit liv er trælst - hip hip". Den kunne jeg ikke helt få til at hænge sammen, men måske skribenten selv kan.

Tirsdag 30/3 2010:
Vi har været i Hanstholm i dag, ældste søn, forstanderinden, to børnebørn og den gamle mand selv. Ikke for at bade i Vesterhavet, det var koldt og regnede, men for at se det store Bunker-museum med den gamle kanonstilling. Det er altid et besøg værd. Og tænk, der er 10 kroners rabat i entreeen for pensionister. Det er noget, der batter. Men under alle omstændigheder var det en hyggelig tur, som ikke mindst de to yngste nød.






Mandag 29/3 2010:
Det var en mørk, regnfuld og stormfuld mandag formiddag på den lille snoede og bakkede bivej mellem Hjortshøj og Lystrup. I den våde og stride modvind sås en tapper cykelrytter kæmpende imod elementernes rasen. Han led alverdens smerter for at drive sin trofaste jernhest frem ad den vandfyldte og ujævne vej. Regnen piskede ind i hans ansigt, og han var hurtigt gennemblødt. Men intet kunne stoppe ham, selv om alle knogler og led føltes som ømme bylder, og vandet drev ned ad hans ryg.
Jeg røber vist ikke for meget ved at fortælle, at omtalte og lidende cykelrytter var undertegnede. Og jeg ved, at min venlige familie oven på en sådan svada vil sende mig et par pakker af tudekiksene på billedet. Sådan er de bare - tænker kun på mad.



Søndag 28/3 2010:
I dag stilles urene frem - og ikke tilbage. Det huskes bedst ved, at samtidig stilles havemøblerne frem, hvilket forstanderinden tager meget bogstaveligt, hvorfor dagens befaling her på matrikelnummeret lød på netop denne aktivitet. Frem med havemøblerne fra deres hi i redskabsskuret. Nu er der for os blot den lille hage, at udover et hav af havemøbler har vi en djævelsk tung havepejs i støbejern, som også skal hales frem og stilles op, en opgave der traditionelt overlades til undertegnede, hvilket efterfølgende uvægerligt medfører min morsomme, foroverbøjede gangart, som giver anledning til mange kommentarer fra mine omgivelser. Selv navne som Quasimodo tildeles mig. Utak er verdens løn.
 
Lørdag 27/3 2010:
Ældste søn og jeg cyklede til Århus Stadion i dag, ikke af nogen speciel grund, men blot for at have et mål at køre efter (dog ikke et fodboldmål, forstod du den?). Vi cyklede ind for enden af banen og kunne se de 22.000 tomme sæder. Vi forestillede os, at sådan vil de stort set også se ud på søndag ved den næste hjemmekamp, for med de elendigheder, AGF har vist i de første 4 kampe, 4 nederlag i træk og scoret 2 mål, kommer der ikke mange tilskuere. Jeg kommer i hvert fald ikke. Jeg er "Medvinds-fan" og lægger ikke skjul på det. Jeg hader at tabe. Men det er da altid noget, at man ikke er Brøndby-fan.

Fredag 26/3 2010:
Sidste lørdag gav jeg luft for min forargelse over, at en underbegavet murermester havde brugt en blind vej ved Lystrup som losseplads for sine diverse rester. På dagens cykeltur, som førte mig til samme område, kunne jeg ikke alene konstatere, at skidtet stadig ligger der, men også at ca. 200 m. derfra har en anden åndspygmæ efterladt et gammelt bilvrag. Og jeg kan fortsætte. Mellem bilvraget og affaldsdyngen har endnu et fjols efterladt en gammel vaskemaskine. Hvordan kan det dog være, at folk behandler vore omgivelser så dårligt?



Torsdag 25/3 2010:
For første gang nogensinde sidder jeg faktisk udendørs, på vores solbeskinnede terasse, og skriver min dagbog - en helt ny oplevelse. Det, jeg skal berette, er måske ikke så nyt. Jeg ledsagede forstanderinden i Bilka, Bauhauss og Jysk. I førstnævnte "alle indkøbs onde moder", mødte jeg en jævnaldrende lidelsesfælle, som ledsagede sin kone, og som lænende sig op ad indkøbsvognen ved synet af mig i samme position gav sig til at fortælle om denne evindelige vandren rundt i et supermarked efter konen, der absolut også skulle se på alt tøjet. Vi udvekslede medlidende udtryk for vores gensidige, kedelige situation. Og jeg bemærkede senere, at hans kone såvel som min ikke lod én eneste køledisk være u-undersøgt. Vi så dem alle, alt kødet, og købte en smule bacon i tern.

Onsdag 24/3 2010:
Der skal for en 69-årig såmænd ikke så meget til for at fylde en dag ud. Det fyldte i hvert fald en del, at jeg i dag fik sat helt nye sommerdæk og helt nye fælge på vores fine, næsten nye Toyota. Men prisen for dem fyldte nu også en del i sælgerens kasseapparat. Det er dog helt enormt, som det koster. Men for at være helt sikker på, at min dag nu også var helt fyldt ud, "foreslog" forstanderinden, at jeg også var aktiv i oprydningen i vores vinterhave samt fik mit værksted bragt i orden. Sådanne forslag er altid velkomne. Så "holdes man i gang", som hun udtrykker det. Og det er tilsyneladende vigtigt. Jeg sluttede med at cykle rundt om Lystrup Engsø i det smukke, men temmeligt blæsende vejr. Det har da været en god og fyldig dag.

Tirsdag 23/3 2010:
Jeg afhentede i dag yngste barnebarn fra skole. Det er en altid udsøgt fornøjelse at observere hendes glæde ved at se mig. Det skyldes heldigvis ikke, at hun er ked af skolen, men bare glad for at se farfar. Hvem ville ikke være det? Nej, hun ville faktisk ikke så gerne med hjem i dag, for der var minuttet før blevet annonceret en improviseret strandtur for klassen, og den ville hun helst med på. Derfor måtte farfar lige tilbringe nogen tid i nærmeste indkøbscenter (hvad gør man ikke for sit barnebarn?) for derefter at afhente hende på stranden efter turen. Og hun havde helt tydeligt nydt den. Det var umagen værd! Jeg elsker at se glade børn (ikke mindst børnebørn).

Mandag 22/3 2010:
For første gang i dette år har jeg kunnet sidde på terassen og nyde en kold drink(s). Det var herligt at mærke, at solen har lidt magt. Men det, der gik forud, var knapt så herligt. For efter at have cyklet i sprinterfart frem og tilbage til Århus midtby hævdede forstanderinden med stor bestemthed, at den allerbedste måde at få musklerne løsnet var havearbejde i form af anvendelse af en djævelsk maskine til at fjerne mos med. Afspændingen bestod derfor af 1½ (ja, halvanden) times traven rundt på græsplænen, sådan let foroverbøjet skubbende maskineriet - som iøvrigt skulle tømmes cirka hver 3. minut. Jeg mangler endnu at se en hvilkensomhelst anden sportsmand løsne sine muskler på den måde. Men man sætter sig ikke op imod "She who must be obeyed".

Søndag 21/3 2010:
Det er forårsjævndøgn. Det skulle betyde, at dag og nat er lige lange, hvilket dog ikke er min opfattelse. Jeg synes fortsat, at natten er for lang. Måske skyldes det, jeg har så forbistret svært ved at komme op om morgenen. Jeg stiller stadig det klassiske spørgsmål: "Hvordan kan en dag blive god, når man skal begynde den med at stå op?"

Lørdag 20/3 2010:
Jeg er nødt til at komme af med min forargelse. På vores cykeltur i forgårs fandt vi lidt uden for Lystrup en affaldsdynge lige ved vejen. En særdeles underbegavet murermester havde læsset sit affald af i grøftekanten - og affaldet var af blandet art, inkluderende et gammelt udstødningsrør. Jeg ledte i dyngen efter noget, der kunne afsløre, hvem synderen var for at sende vedkommende en hilsen, men desværre uden held. Jeg må derfor nøjes med at vise skidtet. Jeg blev så vred, at jeg straks efter måtte holde en pause. Det var i hvert fald den officielle begrundelse.


Fredag 19/3 2010:
Som de skarpeste hjerner vil huske det, er jeg fra den 9/3 en lykkelig undsluppen "fange" fra teleselskabet "Profiber", en svøbe på jord. Vel det ringste teleselskab, der findes.
Minsandten om ikke selv samme firma nu gør et salgsfremstød i vores næsten naboby Hornslet. Man havde i forgårs opstillet en pølsevogn på en befærdet gade og uddelte gratis hotdogs og "fadbamser" for at lokke lykkeligt uvidende kunder til. Jeg kan kun sige, at de, som lader sig lokke af pølser og øl og entrerer med Profiber, går ind til en højst usikker fremtid på alt, der har med Internet, TV og telefoni at gøre.
Så køb jeres egne hotdog - hold jer fra Profibers. De smager garanteret elendigt og er i sidste ende alt for dyre.








Torsdag 18/3 2010:
Jeg er glad for at have en storsindet søn, som venligt venter på sin gamle far på en cykeltur. Tålmodigt står han på toppen af alle bakker, og han er rar nok til ikke at komme med små hentydninger om min manglende styrke, når jeg ankommer. Alle fortjener en sådan søn. Men at jeg naive sjæl alligevel forsøger at hænge på derude på landevejen er helt tåbeligt og koster enorme kræfter, som jeg så savner på de sidste 5-10 km. Faktisk fatter jeg ikke, at jeg nåede hjem. Der var virkelig brug for EPO, men jeg havde glemt at tage det. Turen var blot på 35 km. til en fiskeudstyrsforretning, "Grejbiksen" ved Trige. Vi fik én af de venlige ekspedienter til at komme ud og forevige os. Hvem sagde "Par nummer 7"?


Onsdag 17/3 2010:
Ifølge TV2 har politikere i Rom tilsyneladende en alternativ tilgang til at protestere mod forhandlingerne om det kommende års budget. Jeg har i hvert fald svært ved at se århusianske byrådsmedlemmer smide bukserne i protest mod Nicolai Vammen, vores lokale byhøvding. Men Roms borgmester måtte lægge øjne til halvt afklædte  byrådsmedllemmer fra Roms forskellige bydele. 50 venstreorienterede lokalpolitikere "blottede" sig med den begrundelse, at de af borgmesteren var blevet reduceret til underbukser. Sådan!

Tirsdag 16/3 2010:
Ældste søn og jeg cyklede til Århus og tilbage i dag. Det blev en tur, der udviklede sig til et rent udskilningsløb, hvor det var undertegnede, der blev skilt ud. Jeg forsøgte af alle mine kræfter at følge med, men resultatet af min manglende træning og 30 års aldersforskel i hans favør slog igennem. Jeg kunne nogenlunde være med på de lige strækninger, men blev håbløst "sat" på selv den mindste stigning. Kun hans venlige venten på mig gjorde, at vi engang imellem kunne snakke sammen - når jeg da ellers fik åndedrættet i ro til det. Jeg synes at erindre nogle gange tidlligere at have skrevet noget om, at "i dag har jeg cyklet min karrieres hidtil hårdeste tur". Det har aldrig været mere sandt end i dag. Men jeg kommer mig vel i ugens/månedens løb.

Mandag 15/3 2010:
Uanset om jeg sommetider synes, at forstanderinden bruger en del flere penge, end jeg har lyst til, så må jeg give hende, at hun også er god til at spare op. Gennem 2 år har hun ofte kastet penge i et par sparebøsser. I dag kom så afsløringen af beløbets størrelse, da hun afleverede en stor plastikpose med mønter og sedler i banken. Jeg vil ikke røbe, hvor mange penge, der var, men det var overraskende mange. Jeg elsker sådanne overraskelser. Så måske bliver der råd til lidt ferie i år.

Søndag 14/3 2010:
I dag skal et væsentligt emne tages under behandling. Her har man i mange år haft en klar opfattelse af, at "italiensk salat" har en italiensk oprindelse af én eller anden art. Det har det ikke. Det har kun har fået sit navn, fordi ingrediensernes farver minder om farverne i det italienske flag. Der er intet internationalt over "italiensk salat", måske ikke så overrraskende.
 
Lørdag 13/3 2010:
Kun få ville bryde sig om at se et billede af mig lige nu, selv om jeg lige har været i bad. A' æ' træt! Jeg har nemlig gennemført årets første cykeltur, den første siden 29/12 2009, 74 dage siden. Aldrig før har jeg haft en så lang pause med gennemførte cykelture. Og jeg er blevet straffet for den lange tid uden træning. Sølle 15 km. kørte jeg, og jeg føler mig helt flad, færdig, opbrugt, nedslidt, men ganske godt tilpas. Det er rart for første gang i så lang tid at føle sig fysisk træt. Undervejs tænkte jeg meget på de mange beretninger, jeg kender om kendte cykelrytteres lidelser på de store bjerge i Frankrig. Men de kan umuligt være værre, end dem jeg udsatte mig selv for i dag.
Blot behøver jeg lige nu nogen til at hjælpe mig op fra stolen. Forstanderinden må hidkaldes.

Fredag 12/3 2010:
Jeg er nødt til at gøre endnu en bemærkning om mad - denne gang med et opslag fra dyrefoder-butikkens cafeteria, hvor man er af den overbevisning, at hundeejere bør spise det samme som deres firbenede venner. Et vel kun rimeligt forslag - og det er noget billigere end så mange andre retter, ca. 8 kr. kiloet.







Torsdag 11/3 2010:
Lidt om spisevaner og mad, skrevet af en lidt madglad person, mig selv. Jeg roser mig da af at have rimelig bordskik, ikke mindst sammenlignet med tiden før 1500. Hør blot, hvad jeg erfarede om det i dag: Dengang spiste man kun med kniv, ske - og fingrene. Uheldigvis kendte man ikke servietter, hvorfor man brugte dugen til at tørre fingrene og munden i. Velbekomme, siger jeg bare. Selv jeg kunne miste appetitten ved det. Man kunne da i det mindste have brugt gardinerne.
Vidste du forøvrigt, at ordet "vegetar" stammer fra et gammelt indiansk sprog og betyder "Dårlig jæger"? Heldigvis er jeg en god jæger.

Onsdag 10/3 2010:
Jeg har fået min bog tilbage fra udgiverne - med ros endda. Jeg skal foretage nogle ændringer, som ikke er store, og dernæst skal "hele molevitten" grundigt gennemlæses for sidste gang, og mon den så ikke er på plads? Det tror jeg - og håber jeg - for det er nu 3 år og 1 måned, siden jeg startede projektet. Hvor har det dog været spændende!
Jeg kan ikke lade være med at fortsætte ud ad en tangent, for jeg ved tilfældigvis, hvor udtrykket  "hele molevitten" egentlig kommer fra: Det var navnet på en dans, der afsluttedes med en runddans i højt tempo, så udtrykket betyder egentlig, at man danser hele dansen, inklusive afslutningen. Var det ikke interessant?

Tirsdag 9/3 2010:
Det er en stor dag, det er TDC-dag. Jo, jeg er lige netop for 3-4 timer siden meget lykkeligt sluppet af med min hidtidige leverandør af Internet, TV og telefoni, Profiber (bande, svovle, bande), som har givet mig så mange ærgrelser og så få glæder, at det kun vanskeligt lader sig beskrive. Og desværre har jeg måttet betale gode penge for det, de dårligste, jeg nogensinde har givet ud. Men nu bliver det bedre. TDC er i huset. Ældste søn gav mig mit nye slogan: "Kom og se mit TDC!"  Og vi får ikke reklamepenge fra TDC for det. Jeg er bare blevet TDC-fan. Måtte det vare længe!

Fredag 5/3 2010:
Det var med et lidt bævende hjerte, at jeg i dag i Silkeborg afleverede 2. udkast af min bog om Silkeborg Fattiggård. Jeg aner ikke, om den er god nok til udgivelse. Det vil kompetente personer nu afgøre. Men spændende er det for mig. Et 3. udkast kan måske komme på tale - hvem ved?

Torsdag 4/3 2010:
Blot en lille notits om, at i dag har besøgende nr. 215.000 været inde på min hjemmeside siden dens start den 28/1 2005. Det er jeg da lidt stolt over. Jeg går dog ud fra, at det ikke er 215.000 forskellige, der har besøgt siden. Tak for interessen.

Onsdag 3/3 2010:
Under en ihærdig oprydning i gammelt tøj og gamle sager i det hele taget fandt jeg i dag en to-øre. Denne mønt udgik for jeg ved ikke hvor længe siden. Den bragte imidlertid minder frem. Da jeg var ganske ung og gik i 3. mellem, som det hed (svarer til 8. kl. i dag), skulle vi på en tur til Bornholm. Jeg havde da sparet 30 kr. sammen i kobber-to-ører, hvilket var næsten nok til at dække udgiften til turen, som var på 45 kr. Jeg husker, da jeg i banken stillede med mønterne, og yngste elev blev sat til at tælle dem op. Han kiggede vist lidt uvenligt på mig. Havde jeg dog blot vidst bedre og gemt de mange kobbermønter. De ville være en formue værd i dag. Men så må jeg jo gemme den, jeg fandt i dag omend den ikke er af kobber og såmænd kun fra 1971.

Tirsdag 2/3 2010:
Nøjagtigt i dag er det 53 år siden, jeg traf min søde kone. Derfor er der al mulig grund til at bringe lidt forårs-optimisme ind i billedet, hvilket vel bedst kan gøres som her til venstre. Endelig et synligt tegn på forår efter en utålelig vinter.










Mandag 1/3 2010:
Hvis nogen troede, at mine trængsler med samlesæt fra Jysk Sengetøjslager var ovre med det nye klædeskab, kan de roligt tro om igen. Forstanderinden insisterede nemlig til morgen på, at det var ganske uomgåeligt nødvendigt med et højst skoskab og to  lette reoler til at stå NaN i klædeskabet - i samlesæt. Derfor måtte ældste søn og undertegnede efter afhentning i ovennævnte forretning i gang med brugsanvisninger, dyvler, skruer, beslag , søm m.m. Men vi klarede den. Når jeg siger "vi", er det lidt usandt. Jeg kan slet ikke finde ud af at samle møbler efter en brugsanvisning. Jeg mister lynhurtigt tålmodigheden og kan kaste rundt med værktøj. Men heldigvis er vores søn også god til at læse en brugsanvisning, så endnu engang var det familien, der klarede samle-opgaven for os.
Som det ses på billedet, måtte ældste søn inden afhentning af møblerne dog lige først skovle lidt sne og salte fliserne, så de to "grå" kunne bevæge sig sikkert ud til bilen. Jeg går nemt lidt slingrende, når store udgifter venter mig.
Jeg har forsøgt at aftvinge forstanderinden et løfte om, at der nu vil gå meget lang tid, inden vi igen skal købe møbler, samlesæt eller ej, men jeg synes, at svaret var lidt undvigende.

Søndag 28/2 2010:
Som næsten lovet i går bringes hermed et revolutionerende billede af et færdigt klædeskab. Blot er billedet ikke det bedste og yder ikke virkeligheden den fornødne retfærdighed. Jeg kan ikke komme nok "på afstand" af skabet med mit kamera. Vi bor jo ikke i noget slot. I må tage mit ord for, at det er meget flot. Og jeg er da lidt stolt af trods alt have medvirket til det smukke resultat.





Lørdag 27/2 2010:
Jeg har ikke svært ved at finde en undskyldning for at skrive min dagbog så sent i dag. Klokken er faktisk omkring 21.40. Årsagen er selvsagt, at vi i dag med stor assistance af familien har samlet vores nye klædeskab. Det tog inklusiv spisepauser fra kl. ca. 13.30 til omkring kl. 20.30. Jeg er for træt til at vise et billede af det i dag. Jeg vil overveje det til i morgen. Min egen indsats var såmænd begrænset, men jeg er meget træt, hvilket jeg nemt bliver ved at se andre arbejde. Jeg har dog gået til hånde og hentet værktøj og holdt ved, når det var nødvendigt. Underligt nok var der ikke brug for mine mange og ellers gode råd. Men heldigvis er det hele nu færdigt. Blot venter en grundig oprydning og en tur på lossepladsen med tomme papkasser. Forstanderinden har lovet at hjælpe.

Fredag 26/2 2010:
Jeg er dog ganske overvældet, har lige kigget på termometret, som her kl. godt 15 viste en udendørs temperatur på +7 grader. Den er ikke set højere siden engang i november - måske endda oktober. Under disse tropiske temperaturer må man forvente, at sneen snart er borte. Jeg kan næsten ikke vente. Men ak og ve, såvidt jeg husker fra vejrudsigten i aftes vender frosten tilbage i løbet af næste uge. Det kan jeg ikke li'.

Torsdag 25/2 2010:
Jeg har gjort endnu en observation med hensyn til min hustrus shopping-vaner. Når jeg som i dag ledsager hende i en butik, og jeg er af den sikre overbevisning, at vi er færdige, begiver jeg mig roligt mod udgangen for blot at opdage, når jeg står ude på fortovet, at jeg er helt alene. Fruen har da fortabt sig i en vare, som skal studeres. I dag var den helt gal. Vi var i en tøjbutik, og det tog meget længe for hende at komme ud af den.

Onsdag 24/2 2010:
Det kan da være svært at tro på, at ud af disse papkasser vil komme et stort klædeskab. Men det hævder i Jysk Sengetøjslager. Og jer håber, at når søn og svigersøn har haft fat i kasserne, tømt dem og samlet alle delene, da vil forstanderinden og hendes ydmyge tjener, undertegnede, kunne se et skab på godt 2 meter i højden og 2,50 meter i bredden. Det bliver skønt at få det lavet, og det skulle gerne ske uden min medvirken - undtaget naturligvis mine mange gode råd.




Tirsdag 23/2 2010:
Vores næsten lokale frugtplantage i Hjortshøj har fået en glimrende ide. Hos denne udmærkede næringsdrivende kan man nemlig købe "fugleæbler". For en pris på blot 5 kr. per kilo kan man erholde frasorterede æbler, som vore solsorte med stor lyst sætter til livs hver dag. Og de er temmelig ligeglade med, at æblerne er frasorterede. De ser meget fine ud, æblerne, og uden at have prøvet at spise dem vil jeg gætte på, at de smager fint.

Mandag 22/2 2010:
At køre ind til Århus i dag cirka en halv time før solopgang var ingen spøg. Det var mørkt, og sneen lå tykt på næsten alle veje. Men det glædede nig meget at se den forsigtighed, som alle kørte med. Ingen dumme overhalinger og et roligt, adstadigt tempo. Men vi må jo også allesammen have lært at køre i sne. Vi har haft 2 måneder til det.
PS: Desværre har meteorologerne trukket deres løfte om 5 graders varme på onsdag tilbage og lover temperaturer noget lavere. Derfor har jeg bedt forstanderinden om at pakke shorts og T-shirts bort igen, men holde dem i beredskab, dersom vejrprofeterne endnu engang skulle skifte mening.

Søndag 21/2 2010:
I disse vintermåneder, hvor sneen er faldet tyk og ofte, har der været masser af muligheder for at studere snefnuggene. De er jo trods alt smukke hver for sig, men i større mængder efterhånden lidt irriterende. Men de, der ved mere om emnet end jeg, har faktisk fundet ud af, at der i hele den store verden ikke er to snefnug, der er helt ens. Det er dog ganske imponerende. For der er desværre så mange af dem.
Jeg vil have forår og har hørt, at på onsdag bliver der 5 graders varme. Jeg har allerede bedt forstanderinden om at finde mine shorts og T-shirts frem, Det bliver jo en veritabel hedebølge.

Lørdag 20/2 2010:













Igen i dag museumsbesøg. Denne gang på kunstmuseum Aros med ældste barnebarn. Vi havde en rigtig god oplevelse, ikke mindst af Jesper Heins udstilling, blandt hvilke mange var spændende. Næsten mest facineret var jeg af hans "Vandkunst". En vandståle kommer ud af en væg og rammer milimeter-nøjagtigt ind i et hul på modsatte væg. Man kunne frit færdes under den - uden at blive våd. Jeg kunne ikke dy mig for at blive fotograferet under strålen. Dog turde jeg ikke rette mig op!

Fredag 19/2 2010:
Sammen med min favoritsøn har jeg i dag besøgt Århus Bymuseum og Besættelsesmuseet. Det var ganske spændende. Dog må jeg sige, at bymuseet ikke er stort, faktisk meget lille og med kun få genstande, så vi så det hurtigt igennem. Som det fremgår til venstre, nåede jeg dog at blive fotograferet sammen med tidligere borgmester Bernhard Jensen, vist en hædersmand, som var borgmester i 13 år fra 1958 til 1971. Han var også en entusiastisk "cykelrytter". Cyklede hver dag fra sit hjem til rådhuset.
Mere spændende var Besættelsesmuseet, beliggende i den gamle detention bag den tidligere politigård lige ved Domkirken. Især var specialudstillingen om den store eksplosion i Århus den 4/7 1944 interessant i sin dramatiske gennemgang af de store skader, den forvoldte på både mennesker og huse.

Torsdag 18/2 2010:
Jeg fortalte i lørdags - den 10/2 - om de noget mageligere forhold, under hvilke jeg nu skriver min dagbog ved hjælp af en bærbar computer. Jeg lovede ikke at bringe et billede af det, men utallige henvendelser har overbevist mig om, at min trofaste læserskare gerne ville se mig i den position. Derfor udstyrede jeg min søde kone - nu og da omtalt som forstanderinden - med mit kamera, og hun tog billedet til venstre herfor. Det skulle med al ønskelig tydlighed besvise, at store tanker godt kan skabes under behagelige forhold. Som forfatter behøver jeg ikke at bo fattig og ensom i et lille hummer med kun én stiv, gammel stol. Jeg klarer mig fint i en sofa.

Onsdag 17/2 2010:
Forstanderinden vågnede i nat kl. 3 med et spjæt. Hun var lige kommet i tanker om, at det klædeskab, som vi troede ville ankome i dag, faktisk først ankommer den 24/2, altså om præcis en uge. Vi har forregnet os og bestilt vores gulvmand til at komme netop i dag for at ordne vores soveværelsesgulv, så alt kunne være klar til at skabet kunne samles og møblerne flyttes ind i weekenden med familiens hjælp. Alt er udsat en uge. Men det er da skønt for en gangs skyld at være forud for sin tid. Vi må af selvsamme grund desværre henslæbe endnu en uge i vore midlertidige og adskilte sovegemakker.

Tirsdag 16/2 2010:
Det er dog den mest unyttige, men alligevel spøjse viden, man sommetider snubler over. I dag fandt jeg nogle informationer om de helt uundværlige konservesdåser. De har faktisk været kendt siden 1809, hvor en fransk konditor opfandt dem - ganske vist brugte han glas og ikke metal, som først kom til noget senere. Så gik udviklingen stærkt, og der er vel ikke den ret, man ikke kan få som konserves. Men nu kommer så det, der overraskede mig. Dåseåbneren blev først opfundet 48 år efter konservesdåsen. Hvad pokker gjorde man indtil da? Jeg har i mine meget unge år på primitive teltture stået med en konservesdåse - og ingen dåseåbner. Vi fik ikke noget at spise den dag!

Mandag 15/2 2010:
Jeg begav mig i dag sammen med vores søn til El-Giganten for at indkøbe en vaskemaskine. Vi havde spottet et særdeles favorabelt tilbud med en nedsættelse på omkring 2.300 kr. Og det er da værd at køre efter. Det var i firmaets reklameavis fortalt, at tilbudet gjaldt fra i dag og en uge frem. Vi mødte derfor op ved nøjagtig åbningstid kl. 10 for at være de første, hvilket vi da også var. Men alt, vi fik at vide, var, at firmaet ikke havde den pågældende maskine på lager. Det var ikke godt at høre - og heller ikke særlig smart af firmaet. Men vi reserverede alligevel én til på torsdag, for da skulle den stensikkert være hjemme, hævdede den ellers rare, unge mand, der ekspederede os.
PS: Er der snart nogen, der gør noget ved det elendige vejr, vi har?

Søndag 14/2 2010:
Så går det løs. Nu skal soveværelset gøres i stand. Derfor blev det med hjælp af ældste søn og under forstanderindens overvågende blikke i dag tømt for alt. Loftet er allerede malet, og nu venter de mange andre opgaver, vægge skal males, gulvet slibes og lakeres osv. Heldigvis har vi hyret en professionel til at ordne gulvet, hvilket han efter sigende gerne gør, men dog for en fyrstelig betaling. Vi har begge fået alternative overnatningssteder, dog inden for matrikelnummeret. Her skal vi i vores ensomhed henslæbe nætterne hver for sig i den næste uge. Må den gå hurtigt!

Lørdag 13/2 2010:
Forstanderindens nye og bærbare computer har vist sig at være en fordel også for mig. Tidligere måtte jeg forlade stuen og hendes iøvrigt særdeles behagelige selskab for at sætte mig i mit lille "kontor" og skrive min daglige klumme til hjemmesiden. Det behøves ikke længere - hvis altså computer-skidtet fungerer - nu kan jeg sidde med benene oppe på sofabordet, mageligt tilbagelænet og skrive. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er det, jeg gør lige nu. Jeg vil dog undlade at vedhæfte et billede. Så du må forestille dig, hvordan det ser ud, når en flot fyr sidder afslappet i sofaen med den bærbare på skødet. Det er altså et smukt syn.

Fredag 12/2 2010:
Jeg må undskylde, at jeg blev så vred i går, men det er svært at kontrollere vreden, når man føler sig lidt snydt med et produkt, som har været så opreklameret, og som skulle være så godt, men som er så dårligt, altså Profiber. Til gengæld glæder jeg mig nu til at få noget, der kun kan blive bedre. Jeg har opdaget, hvor forbistret afhængig jeg - og vel resten af befolkningen - har gjort sig af internet, TV og telefon.

Torsdag 11/2 2010:
Jeg har været vred i dag, meget vred, så vred, at jeg endelig fik taget mig sammen til at opsige vores umulige TV-, telefon- og internetudbyder, det helt uduelige Profiber. Det lettede, for vi har ikk
e haft andet end ærgrelser af det, siden vi fik det i september. Hovedet blev slået på sømmet, da forstanderinden og jeg kl. 14 havde sat os behageligt til rette for at se en tv-udsendelse, som vi har misset mange gange, som vi skrækkelig gerne ville se, og som nu genudsendtes. Og hvad skete? Nøjagtigt 2 minutter inde i udsendelsen gik alt i sort, og billedet, internet og telefon kom først igen, da udsendelsen var slut. Da blev det for meget, og ældste søn bestilte en TDC-forbindelse til os. Den etableres snarest muligt. Det vil blive en glædens dag, når den dukker op. Men hvor var jeg dog vred, og det er ikke godt for blodtrykket.

Onsdag 10/2 2010:
I dag har været en ganske begivenhedsløs dag. Når ses bort fra et lille besøg hos ældate søn for at se deres nye TV-kanaler, har jeg stort set ikke lavet noget. De nye TV-kanaler er købt, fordi familien synes de gamle var blevet for dyre. Og så 1-2-3 skifter de unge mennesker udbyder derhen, hvor prisen er lavest. Det forstår jeg godt, og jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så beslutsom, for det, som vi for tiden har, Profiber, burde skiftes, måske ikke så meget på grund af prisen, men på grund af en tvivlsom kvalitet. Men til de, som ikke ved det, kan jeg fortælle, at beslutsomheden ikke vokser med alderen. Min årgang hylder princippet om, at enhver forandring - selv til det bedre - er brandirriterende.

Tirsdag 9/2 2010:
Forstanderinden har slået til igen. Der er - som omtalt 29/1 - investeret i nyt klædeskab, som ankommer den 24/2 (om 13 dage) og derefter etableres i soveværelset. Nu skulle man tro, at der er masser af tid at løbe på. Men ikke i hendes tidsregning. Så i dag brød vi det gamle 41-årige skab ned, heldigvis med hjælp af ældste søn, som udførte det grove arbejde. Alt blev derefter transporteret til lossepladsen - et knokkelarbejde af rang. Herefter venter demontering af senge, tømning af lokale, slibning og lakering af gulv, samling af nye opsætning af gulvlister, tapetsering og maling, genetablering af senge, tilbageflytning af møbler og opfyldning af nye klædeskab. Forstanderinden går en god tid i møde, hvor hun ikke alene kommanderer rundt med sin aldrende ægtefælle, men også en med passende del af den øvrige familie, som vil blive udkommanderet til en arbejds-weekend. De glæder sig garanteret lige så meget som jeg.

Mandag 8/2 2010:
Den lynhurtige læser vil have observeret, at der en kort tid på forsiden var omtalt visse tekniske problemer, der gjorde, at hjemmesiden ikke kunne opdateres. Jeg ved ikke hvorfor, men nu virker skidtet pludselig igen - til stor glæde for mig. Det er en god afslutning på en rigtig god eftermiddag, hvor vi sammen med gamle venner besøgte andre gamle venner i deres fantastiske sommerhus ved Skødshoved. Skønnere beliggenhed gives næppe. Selv på en lidt grå vinterdag som i dag er udsigten enestående - og maden var ligeså. Det er en god oplevelse at være sammen med gamle hundevenner, som har kendt hinanden i 25-30 år. Vi kender så også hinandens vittigheder, men man skal ikke kimse ad genhørets glæder. Samtidig ved vi alle, at gentagelser er rygraden i al pædagogik, som min gamle metodiklærer på seminariet så grundigt forklarede os i starten af 1960'erne.

Søndag 7/2 2010:
Ja, da. Jeg har i dag bestået den store Ikea-eksamen. Den er der kun få, der har. De fleste bukker under før tid og kaster rundt i lokalet med værktøjet. Jeg har med bistand af forstanderinden samlet et monstrum af et tøjstativ. Tro nu ikke, det er sådan noget, man bare gør. Det kræver tålmodighed. Men da omtalte skønne kvinde er i besiddelse af en sådan, lykkedes operationen. Dog måtte den skilles ad, da den var helt samlet, og vi måtte begynde forfra, fordi to stænger vendte forkert. Men sådan går det hver gang, det er en vanesag. Man ved på forhånd, at recepeten er: 1) Samle, 2) Skille ad og 3) Samle igen. Det tog i alt 2½ time.

Lørdag 6/2 2010:
I dag har for mig været en kontrasternes dag. I formiddagstimerne fejrede vi en 70-års fødselsdag for en ven i Æbeltoft med en hyggelig brunch. I eftermiddag var vi til en begravelse i Silkeborg.
Jeg vil gerne fortælle en smule om afdøde. Hans navn var Knud Erik Rasmussen, og han var min fars fætter. Jeg lærte ham først at kende for godt et år siden, mens jeg  samlede informationer til min bog. Han har nemlig en fortid som karl, forkarl og bestyrer på to af fattiggårdene i Silkeborg. Han har været en guldgrube af informationer for mig, for han var med fra 1930'erne, og til den sidste af de to blev nedlagt i 1958. Han var en rigtig rar mand, som jeg vil savne meget.

Fredag 5/2 2010:
Jeg må beklage, at dagbogen skrives så sent i dag. Årsagen er midlertidige tekniske problemer - som nu er løst. Måske var det lidt heldigt, for da jeg første gang forsøgte at skrive, var jeg meget vred, vred på det forbistrede selskab, der leverer vores telefon, TV og Internet. Hele moplevitten har været brudt ned i dag, både enkeltvis, parvis og alle tre på én gang. Jeg må tilstå, at jeg har bandet fælt, for nedbrudene er sket alt for mange gange før. Jeg må derfor på det kraftigste fraråde nogen at entrere med PROFIBER. Kun hvis man holder af problemer, der kræver tonsvis af telefonopkald med timelange ventetider og af at skrive e-mails, hvis du da ellers kan komme til at sende dem, skal man tilslutte sig det håbløse firma. Hvis det ikke var fordi, det er så besværligt at skifte selskab, havde vi gjort det forlængst.

Torsdag 4/2 2010:
Jeg har i dag - tror jeg da - for sidste gang været på Silkeborg Lokalhistorisk Arkiv for at samle materiale til min bog. Jeg ved, at jeg har skrevet denne sætning nogle gange før. Men nu tror jeg lidt på den. Jeg regner imidlertid med at starte et nyt projekt, som måske gør, at jeg senere vil komme der igen. Jeg tog en rørende afsked med personalet. Alle har været utrolig hjælpsomme. Jeg burde næsten have haft rødvin og blomster med til dem. De fortjener dem i hvert fald. Jeg vil medbringe det næste gang, i modsætning til dronningen, som blot sender sine varmeste tanker.

Onsdag 3/2 2010:
Ingen campingtur i dag, vist heller ikke i denne uge - og efter vejrudsigten ej heller i næste. Vi skal vist være glade, hvis vi kommer afsted i påsken. Lige nu tyder det ikke på det. Jeg har hørt, at vinteren vil vare ved til et pænt stykke hen i marts. Det kan ikke glæde ret mange - højst saltproducenterne.








Tirsdag 2/2 2010:
Jeg tilstår. Jeg i dag set med en sneskraber i hånden, ivrigt skovlende sne på vores lille vej. Det er ikke sket meget længe. Jeg har nemlig den overbevisning, at det ikke kan svare sig. Senest sidst i marts er det borte alligevel. Men jeg blev lokket af, at flere af vore genboer og naboer var der, så det var egentlig lidt hyggeligt. Så kunne vi mens vi skrabede og i pauserne, sammen brokke os over vores fælles TV-udbyder, Profiber, som slet ikke har levet op til deres gyldne løfter . Så både brokkerierne og snekastningen gik op i en højere enhed. Jeg skovler gerne igen under samme betingelser.




Mandag 1/2 2010:
Hvor makabert må det blive? Jeg kørte i dag bag Århus Sporvejes linie 25. I dens bagrude var en reklame for "Filip's Billed- og Stenhuggeri". Teksten lød: "Overhal bar. Vi sælger også gravsten". Den er for mig over stregen. Ganske vist har jeg ikke noget imod opfordringer til at køre ordentligt, for vi har alt for mange trafikuheld. Men den der brød jeg mig ikke om. Jeg synes, den er usmagelig.

Søndag 31/1 2010:
Januar 2010 er min værste måned i 6 år. Ikke siden 2004 har der været en hel måned, hvor jeg overhovedet ikke har kørt bare én meter på cykel. Men det er tilfældet for januar 2010. Og ude i mit værksted står en flot, ny cykel, som jeg ikke har kunne bruge p. gr. af et forbistret vejr i januar. Jeg er mere end almindelig træt af, at det trælse vejr bare fortsætter. Vi har nu haft sne og frost siden omkring 15/12. Det må høre op. Men vi skal nok regne med selv stoppe det - for fra kommunen kommer ingen hjælp. Der har man end ikke salt.

Lørdag 30/1 2010:
Af særdeles praktiske grunde skriver jeg min dagbog tidligt i dag. Klokken er omkr. 11.40.
Årsagen er den oplagte, at om 1½ times tid får vi huset fuld af gæster. Årets væsentligste julefrokost skal løbe af stablen her på matrikelnummeret. Og jeg ved af erfaring, at når de rare gæster, som er meget gamle venner, er gået sidst på dagen, og jeg skal hvile mit trætte og måske lidt forvirrede hovede, vil jeg nok ikke være i stand til at sætte mig foran computeren og skrive på den - endsige tænde den. Så derfor.
Det er ofte diskuteret, om denne julefrokost er sæsonens sidste eller årets første. Egentlig er jeg ligeglad - bare maden er god, og det er den.

Fredag 29/1 2010:
Mit fremsyn fra 26/1 er fyldestgjort. Forstanderinden har i dag købt sit klædeskab, hvilket skete ved en nu afsluttet handel hos jyske Larsen. Han må have haft en god dag med en sådan omsætning - det mente den unge mand, der ekspederede os, også. Tilbage er nu blot at rykke NaN møbler ud af soveværelset, inklusiv en total demontering af en stor dobbeltseng med hejseværk, tømning af det gamle klædeskab efter 40 års anvendelse, afrykning af gulvtæppe, afslibning af gulv, lakering af gulv, påsætning af nye gulvlister, tilbageflytning af møbler inklusiv reetablering af en stor dobbeltseng med hejseværk, opfyldning af nye klædeskab og rengøring efter alle anstrengelserne. Altsammen henregnes det hos forstanderinde under bagateller. Så det kan ikke var længe, inden nyerhvervelsen er på plads. Nå, heldigvis kommer skabet først den 25/2.

Torsdag 28/1 2010:
Jeg har med fare for liv og lemmer været i Bilka i dag. Forstanderindens computer driller og skal repareres. Steget ud af bilen bevægede jeg mig med forsigtige skridt henover en særdeles isdækket parkeringsplads - og ganske rigtigt skred jeg, men klamrede mig dog til indkøbsvognen, så jeg kunne nøjes med at gå i knæ. Inde i butikken kontaktede jeg informationen og påpegede mit næsten styrt. Uden så meget som at beklage fortalte den unge dame mig blot køligt, at man desværre i hele butikken ikke ejede bare et gram vejsalt. Så det kunne hun ikke gøre noget ved. Så tænker jeg bare, at når en mega-organisation som Dansk Supermarked ikke engang kan skaffe salt til parkeringspladsen, så er det da vist kun fordi man ikke vil skaffe det.

Onsdag 27/1 2010:
Når jeg børster tænder, hvilket jeg som vel de fleste andre gør 2 gange daglig, varer det altid nøjagtigt 2 minutter ad gangen. Det kan jeg sige med sikkerhed, fordi en timer på min elektriske børste fortæller mig det. I morges kom jeg under processen til at tænke på, hvor mange timer jeg bruger til denne renselse. Selvfølgelig ved jeg, at tiden er godt brugt - men alligevel. Det bliver til 4 minutter dagligt - tæt på 2 timer pr. måned = 24 timer pr. år. Jeg har haft en elektrisk tandbørste i 25 år, så blot i disse år har jeg derfor brugt 600 timer, hvilket svarer, at jeg har tilbragt 25 døgn med en tandbørste i hånden. Hvis jeg nu regner det ud for hele mit liv, vil det blive 1.656 timer = 69 døgn. Men jeg brugte næppe 4 minutter daglig til tandbørtstning, da jeg var nyfødt, så med lidt afrundinger kan vi sige 1.200 timer = 50 døgn. Det er ganske lang tid, og hvad jeg egentlig vil bruge denne udregning til, aner jeg ikke. Man får bare så mange tanker, når man børster tænder!

Tirsdag 26/1 2010:
Jeg vil gerne sætte min omverden ind i en snu teknik, benyttet af forstanderinden og sikkert af mange af hendes kønsfæller. For en god måneds tid siden nævnte hun i forbifarten, at vi da vist trængte til et nyt klædeskab, helst sådan et med 4 dele. Jeg kommenterede ikke - vidste hvad der fulgte. Emnet blev nu ikke taget op, før for 2 dage siden, hvor udsagnet nu lød: "Det der klædeskab i 4 dele, som vi aftalte, vi ville købe, kan nu fås hos firma XX til en god pris". Vi har derfor i dag besøgt firma XX og set på skabet, og lur mig, om ikke det er i hus inden længe.

Mandag 25/1 2010:
Jeg har i dag ikke været uden for en dør - overhovedet - ikke bare et sekund, og jeg har heller ingen planer om at gøre det. Med et sådant polar-vejr bør kun isbjørne bevæge sig udendøre. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der burde være en FN-konvention, der forbyder al beboelse nord for Alperne. Menneskerettighedskommissionen (sikke dog et langt ord) burde gribe ind straks!

Søndag 24/1 2010:
Vores ældste søn fylder år i dag. Det har han nu gjort 39 gange, 30 færre end sin far. Fødselsdagen blev fejret med mit yndligsmåltid, brunch. Jeg synes, at en brunch er så hyggelig, der er altid god tid, det er lyst udenfor, det er lidt ud på formiddagen, og man må gerne spise lidt mere end til almindelig morgenmad - og kan springe frokosten over. Jeg nød det meget. Og når jeg så kunne fortsætte med sammen med min bror at se 4 timers flot cricket på DVD, må jeg betegne dagen som perfekt. Men for katten da, hvor er det koldt udenfor!

Lørdag 23/1 2010:
Først lige nu da jeg skriver datoen, går det op for mig, at i dag er lørdag - og klokken er da næsten 17. Tidligere - mens jeg var arbejdsramt - var lørdage noget særligt, noget, man ikke glemte i løbet af dagen, og noget, man sommetider fejrede med lidt ekstra på én eller anden måde. Det gør jeg egentlig ikke mere. Den er en dag som alle andre af ugens 7 dage. Og jeg beklager det ikke, for jeg synes, at alle mine dage er fyldt op med noget godt - også i dag, hvor jeg har kunnet hjælpe ældste barnebarn en smule med hendes projektopgave, hvor jeg har skrevet på min bog, hvor jeg har støvsuget, og hvor jeg har spist lidt for meget (kage), så alt har været fint. Lørdag er også en god dag!

Fredag 22/1 2010:
Under barberingen meget tidligt i morges - omkr. kl. 7 - havde jeg nær skåret halsen over på mig selv. Da jeg roligt - lyttende til nyhederne i radioen - stod med barberskum over det meste af ansigtet, lød pludselig et øredøvende knald i gangen lige udenfor den åbne badeværelsesdør. Barberkniven for rundt i ansigtet, ivrigt, men uden held, forsøgende på at finde et sted, hvor den kunne skære halsen over på mig, og hjertet slog 10 lynhurtige slag på 1 sekund. Det var virkelig et knald, der ville noget. Forstanderinden kom forskræmt springende fra køkkenet, og vi kunne begge til vores lettelse konstatere, at braget blot skyldtes, at det største af "ane-galleriets" mange billeder var faldet ned af væggen i gangen. Snoren var sprunget. Utroligt, at den ikke kunne holde længere. Billedet er et 5-dobbelt portræt af forstanderinden som 4-årig, så snoren er kun 65 år gammel. Til vores overraskelse var end ikke glasset gået i stykker. Man falder jo selvfølgelig også lettere i den alder. Men uheldet havde da så nær kostet mig livet!

Torsdag 21/1 2010:
Jeg har næsten hele dagen været dybt optaget af folkekirken. Det er jeg normalt kun på de søndage, hvor jeg vælger at gå i kirke. Men jeg har efter bedste evne bistået ældste barnebarn, som går i 9. klasse, og som til sin projektopgave har valgt emnet: "Trænger den danske folkekirke til en pacemaker?". Hun er gået virkelig i dybden, har bl.a. foranstaltet en undersøgelse, som er værd at bemærke. Undersøgelsen slår fast, at ikke mindre end 93% mener, at den danske folkekirke skal forandres ("trænger til en pacemaker"), og når man kigger på forslagene til ændringer springer to ting i øjnene,
1) Formen i gudstjenesten skal strammes op, og
2) Folkekirken skal have bedre kontakt til omverdenen.
Det har været en rigtig spændende dag.
PS: Whisky-ideen fra i går hjalp - 7 timers søvn.

Onsdag 20/1 2010:
Jeg har fundet et lille trick, der giver mig en bedre nattesøvn. Det er enkelt og har vist været brugt i mange år. Jeg har dog kun prøvet det 2 gange, bl. a. i aftes. Det virker, for jeg har begge gange sovet fra kl. 11 til kl. 7 næste morgen, hvilket i lang tid har været en sjældenhed. Jeg sover godt og har ovenikøbet behagelige drømme. Hvad kan man da forlange mere? Ikke meget. Her er hemmeligheden: En times tid før sengetid napper jeg et par dramme. Indtil videre har det været af den søde slags - de såkaldte "Små Grå", noget med bolsjer i vodka. I aften vil jeg prøve whisky, sådan bare et par stykker. Skulle de ikke virke, har jeg da i det mindste haft fornøjelsen.

Tirsdag 19/1 2010:
Vidste du, at ordet "bolsje" stammer fra det russiske ord ''bolsjoj", som betyder "stor''. Nej, hvor skulle du dog vide det fra? Jeg elsker at "nusse" med ords oprindelse, så jeg leder ofte - og finder da også ind imellem svar. Hør lige videre om "bolsje": Da adelen fra Skandinavien i 1800-tallet besøgte den russiske adel, medbragte de kandis til de russiske børn. Børnene kaldte dem ''bolsjoj'', nok fordi kandisstykkerne var store.
I min videre søgen fandt jeg også ud af, at det berømte russiske teater "Bolsjoj Teatret" faktisk betyder "Det store teater". Så nu ved du også det. Man bliver altså klog af at læse min hjemmeside!

Mandag 18/1 2010:
I bilen hører jeg altid P1 - også i dag. På min vej hjem fra Silkeborg hørte jeg en debat om mobning, aktualiseret af det ulykkelige knivstikkeri på en skole i Århus. Jeg ved godt, at det ikke er nogen nyhed, men alligevel ryster det at høre, at der i hver skoleklasse er 3 elever, der mobber, og de øvrige er passive tilskuere. Men det, som var mest overraskende i udsendelsen, var, at en ny undersøgelse viser, at der er NaN, der mobber elever. Tænk, at et voksent menneske kan få sig selv til det. Debattørerne var enige om, at de pågældende er svage lærere, der grundet faglig og menneskelig udygtighed bruger mobningen som en lynafleder for sig selv. Jeg er enig. Hvis jeg skulle bestemme, ville de blive fyret inden aften.

Søndag 17/1 2010:
På en doven søndag går tankerne let på himmelflugt. Det gjorde mine også i dag, da jeg læste om Jurij Gagarin, der var det første menneske i rummet.
Men var han nu den første? Jeg fandt ud af, at den kinesiske filosof Wan Hu forsøgte sig mange år tidligere med den hensigt at rejse til månen. Omkring år 1500 byggede han et "rumskib", der i al sin enkelhed bestod af en kurvestol påmonteret 47 raketter fyldt med sort krudt. Iført sit pæneste tøj satte han sig til rette og lod sine assistenter tænde raketterne. Et øredøvende brag flænsede luften, og da røgen havde lagt sig, var både mand og rumskib forsvundet. Tilbage lå kun en bunke aske.
Så Gagarin var nok i virkeligheden den anden, for ingen så nogensinde igen noget til Wan Hu.

Lørdag 16/1 2010:
Jeg har frygtet det, og  nu kom det. Bare forstanderinden ikke ser det.
En ny britisk undersøgelse viser, at man kan tabe sig ved at shoppe. En times shopping forbrænder 385 kalorier. Ifølge undersøgelsen går en shopper i gennemsnit 4,8 kilometer i timen og tager 7305 skridt. Gennemgår man denne "øvelse" to gange om ugen, kan man tabe sig to kilo på en måned. Der er dog et forbehold. Der er ikke medregnet pauser, hvor shoppere måske drøfter mulige indkøb over en wienerbasse.
Vægttab er vigtigt, for et møde hos "Vægtvogterne" i den svenske by Växjö udviklede sig onsdag aften dramatisk, da gulvet i slankeorganisa­tionens lokaler kollapsede midt under vejningen af cirka 20 fremmødte personer. Heldigvis foregik vejningen i stueetagen, så de tilsynelade alt for tunge mennesker kun faldt 30 cm. De skulle vist have shoppet lidt mere!

Fredag 15/1 2010:
Set udefra kunne én og anden tænke om mig, at når jeg som i dag har siddet hele dagen foran computeren og skrevet og redigeret min bog, så har jeg da ikke oplevet noget. Men det er ganske forkert. Jeg lever mig i den grad med i de beskrivelser, jeg har foran mig, at jeg føler mig tilstede og oplever en mængde, når f. eks. en ældre silkeborgenser erindrer sig byens fattiggård omkring 1900, da han var barn: "Endnu kan jeg få kuldegysninger, når jeg tænker på Silkeborg Fattiggård… Det var skønt at komme derop og lege, men det var næsten med gru, man betragtede de stakkels lemmer, lasede og elendige var de i tøjet, en ulidelig stank fra deres opholdsrum bredte sig ud over gården, mange af dem var tandløse, så den eneste næring, de kunne få ned, var brødstumper opblødt i mælk eller mælkegrød. De fleste af dem var gamle mennesker, men der var også yngre familier med børn, og det var næsten endnu værre at se på".

Torsdag 14/1 2010:
Halløj. Nå, du har opdaget, at jeg er startet på en ny side i mit liv, side 7.
Og jeg starter med en utilfredshed (det elsker jeg). Jeg synes, at nogen burde træde til. Jeg synes ligefrem, at kommunen burde gribe ind. Jeg har i mit aflåste værksted stående  en fin, ny cykel. Og den står der bare. Den kører ikke en meter. Og altsammen skyldes det - og det er her kommunen bør gribe ind - det elendige vejr. Nu har vi haft kulde og sne siden midt i december. Og nu kan det være nok. Jeg glæder mig jo som et lille barn til juleaften til at komme afsted på landevejen.
Jeg synes, at temperaturen (lige omkring 0) er brugbar, men vinden. Den er hård og kold. Så her burde rådhuset gøre noget. Jeg kunne ovenikøbet foreslå en politiker, Gert Bjerregaard fra Venstre. Efter sit store nederlag har han ikke haft meget at tage sig til. Så når han nu ikke har kunnet skaffe os alt det, han lovede i valgkampen, så kunne han da i det mindste gøre noget for et behageligere vejr. Men måske findes der i administrationen mere egnede end ham.
 
Gunnar Rasmussens Hjemmeside
e-mail: gr@surfmail.dk